Den bedste gave er en oplevelse sammen med andre børn

Nogle har mere brug for en gave end andre. Hver dag frem til jul spørger vi en værdig modtager, hvad den bedste julegave vil være

Hanne Nielsen, souschef i Julemærkefonden. – Pressefoto.
Hanne Nielsen, souschef i Julemærkefonden. – Pressefoto. Foto: WREM STEEN.

Mange af børnene på landets julemærkehjem er ensomme, og så kan samværet med andre jævnaldrende være den mest givende gave i julen, fortæller souschef i Julemærkefonden, Hanne Nielsen

For de omkring 750 børn, der hvert år får et ophold på julemærkehjemmene i Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted, kan julen være en udfordring.

Mange af børnene har jo problemer med overvægt, og så kan det være svært med de mange søde sager. De lærer at spise det mindst usunde, men det er også vigtigt, at de finder ud af, at det er hyggeligt at få rørt sig med en gåtur med familien, siger souschef i Julemærkefonden, Hanne Nielsen.

LÆS OGSÅ: Ly og lidt at spise

Foruden samværet med familien, som er vigtigt for alle børn, peger Hanne Nielsen på, at den bedste julegave for julemærkebørnene er samvær med jævnaldrende:

Flere af dem har problemer med ensomhed og lavt selvværd, og det er ikke ualmindeligt, at de ikke har oplevet at have en ven endnu. Derfor er en god oplevelse såsom en tur i skoven eller krabbefangst på stranden sammen med jævnaldrende børn det bedste, man kan give. Det behøver ikke være smart og moderne for, at det bliver en succes. Det handler meget mere om samværet og fællesskabet, som mange af dem mangler og savner.