Prøv avisen

Den bedste regering

Regeringsdannelsen er i gang, og lektor Tim Knudsen fortæller om de mange hensyn, der tages under uddelingen af ministerposter. Foto: Keld Navntoft Denmark

Politisk set

Puslespil Sammensætningen af en regering handler om af få en stor bunke brikker til at passe sammen

Regeringsforhandlinger handler om at løse de kommende regeringspartiers uenigheder.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Helle kan være klar næste uge

For øjeblikket blandt andet om boligpakker, efterløn, dagpenge og topskat. Men der skrives også en ministerliste. Hvis det går, som det plejer, vil over halvdelen af ministrene ikke have været medlemmer af de for deres nye ministerområder relevante folketingsudvalg.

De fleste ministre har i mange år været nybegyndere på deres område. For regeringslederne er der nemlig meget andet, som er vigtigere, end at ministrene har indsigt i det, som de skal arbejde med.

Det vigtigste er en regering, som bedst muligt beskytter partiledernes magt, og som samtidig sælger sig bedst muligt til vælgerne. Der skal fordeles ministerposter efter partiernes størrelse.

Og så skal utilfredse og stærke rivaler til lederne i partierne pacificeres ved at få en ministerpost.

Eller som historikeren Søren Mørch malende har skrevet: Der skal først og fremmest være pladser til dem, der hvis de ikke kommer med har kræfter, evner og vilje til at hugge en kniv i ryggen på statsministeren, når han drejer om et hjørne, eller som farligere endnu kan give ham dødskysset.

Men gode venner skal også belønnes. Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde først sin ven Troels Lund Poulsen (V) til miljøminister, siden til undervisningsminister. Ingen af disse områder havde den ny minister arbejdet med tidligere.

Trofaste partisoldater skal også belønnes. Ellers risikeres utilfredshed i folketingsgruppen.

Det kan også være, at der skal være plads til kronprinser og kronprinsesser. Eksempelvis var det et fingerpeg om arvefølgen, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2007 gjorde Lars Løkke Rasmussen til finansminister.

Og så skal der tænkes i markedsføring: En ren københavnerregering eller en ren jysk regering er ikke klog. Lars Løkke fik kritik, fordi der efter vestjyders mening kom alt for mange sjællændere i hans regering.

Endelig skal tæt på halvdelen i en kommende regering være kvinder. Nogle må gerne være yngre og have tv-tække.

Først efter alle disse overvejelser kan lederne i den tiltrædende regering tillade sig den luksus at overveje, om ministrene har politiske erfaringer med netop det område, de skal varetage.

Mange har det ikke. Men der ikke er andet at gøre end at udnævne dem og håbe det bedste. Statsministeren forsikrer derefter offentligheden, at man har fået de helt rigtige folk til hver eneste post.

Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab på Københavns Universitet