Den dag, de tysksindede pludselig blev de små

Thomas Kier og hans familie tilhørte det tyske mindretal i Sønderjylland, og efter Anden Verdenskrig blev hans far dømt for at have sympatiseret med nazisterne. Det er ikke noget, han altid har talt højt om

Billedet er fra 1939. Fra venstre er det broderen Christian Kier, der medvirker i en dokumentar på DR K i aften om magtskiftet i Sønderjylland i 1945, Thomas Kier og broderen Harro Kier. – Privatfoto.
Billedet er fra 1939. Fra venstre er det broderen Christian Kier, der medvirker i en dokumentar på DR K i aften om magtskiftet i Sønderjylland i 1945, Thomas Kier og broderen Harro Kier. – Privatfoto.

Det er 74 år siden. Alligevel husker Thomas Kier godt den 9. april 1940 – dagen, hvor de tyske soldater indtog Danmark. For ham og hans familie var det ikke en sorgens dag – de var tysksindede og tilhørte det tyske mindretal i Sønderjylland.

”Jeg husker tydeligt, at vi blev vækket om morgenen. Vi havde en gård med førstesal på, og deroppe fra øverste etage kunne vi se landevejen, hvor de tyske soldater kom kørende ind i Danmark. Det kunne vi leve med – vi var jo tyskere. Mine to ældre brødre fik lov at tage af sted for at se soldaterne tættere på, mens jeg måtte blive hjemme, fordi jeg var for lille,” fortæller Thomas Kier fra hjemmet i udkanten af Odense.

Thomas Kiers ældre bror, Christian Kier, blev kort efter Danmarks befrielse i 1945 ligesom brødrenes far afhentet og fængslet i Frøslevlejren, hvor den tyske besættelsesmagt hidtil havde holdt danske frihedskæmpere fanget.

Med befrielsen af Danmark den 5. maj skiftede fanger og vogtere imidlertid roller i lejren, der nu blev omdøbt til Fårhuslejren, og Thomas Kiers far og bror blev indsat i lejren, fordi de var anklaget for at sympatisere med tyskerne.

Faderen primært gennem sine aktiviteter i det tyske hjemmeværn, Zeitfreiwilligkorps, og broderen for sin ledende rolle i det tyske spejderforbund Jungenschaft.

Den i dag 85-årige Thomas Kier var også medlem af den lokale afdeling af Jungen-schaft i den lille by Jejsing tæt på Tønder. Men som følge af sin unge alder blev han ikke interneret som broderen.

Selvom han i dag godt ved, at man i spejderkorpset sympatiserede med nazismen, var det ikke noget, han var synderligt bevidst om dengang.

”Jeg følte jo ikke dengang, at det var nazistisk at være med i Jungenschaft. Jeg var jo tysker, og så færdig. Vi har aldrig haft den store politiske debat derhjemme. Partifarve gik man ikke op i. De gamle bestemte, og så fulgte vi børn bare efter. Jeg tror, at vi var nogle artige børn og slet ikke så bevidste om samfundet, som børn og unge er i dag,” siger Thomas Kier.

Han gik frem til krigens afslutning i tysk skole, og efter skoletid var kammeraterne i lige så høj grad danske som tyske. Thomas Kier havde dengang, fortæller han, ikke rigtig nogen fornemmelse af den situation, som hele Europa befandt sig i. Men den 5. maj 1945 blev et vendepunkt i hans liv, som han sagtens kan genkalde sig.

Glæden over Danmarks befrielse var stor i hele landet – også blandt danskerne i det lille lokalsamfund, hvor han boede.

Modsat var det på den store gård, hvor familien Kier boede og også havde haft sårede tyske soldater boende.

”Pludselig skulle alle soldater af sted. Jeg husker, at jeg havde spillet en del skak med en af dem, en løjtnant. De pakkede deres ting og gik over grænsen. Jeg har senere kunnet læse i min mors dagbog, at alt blev taget fra dem, selv deres vielsesringe. Det syntes jeg måske ikke var nødvendigt. Der kom umådeligt mange gående på landevejen, og det var et sørgeligt syn for os. Det var ikke de tyske tropper, vi havde set komme kørende ind i 1940,” siger han.

I Thomas Kiers hjem var man helt klar over, hvad klokken var slået, nu hvor man som tysksindet fra den ene dag til den anden var blevet den ”lille”.

”Min mor og far vidste godt, at det var et spørgsmål om tid, før min far ville blive hentet. Min mors bror var allerede blevet taget, og den 10. maj væltede det ind med frihedskæmpere på gårdspladsen. Der kom en rutebil med en masse frihedskæmpere og en politimand. Min mor tog min bror Harro og mig ved hånden og gik ud på gårdspladsen, hvor der blev læst navne op på dem, der skulle pakke deres ting og komme med. Deriblandt min far og min bror Christian. Det var meget utrygt. Jeg var jo bare et barn og tænkte, hvad var det dog, der skete. Jeg havde uro i kroppen,” siger Thomas Kier.

Med Danmarks befrielse blev alle tyske skoler lukket, og Thomas Kier kunne ikke længere komme i skole. Det blev også hårdere tider på gården, hvor hans mor sammen med et par tyske piger nu måtte stå for alt det praktiske arbejde, som faderen hidtil havde haft ansvaret for.

”Min mor var meget agtpågivende. Hun lagde vægt på, at vi opførte os ordentligt, og var ikke nem at slå en mønt af. Jeg beundrer hende i dag for, at hun kunne få det hele til at hænge sammen. Men hun var et meget troende menneske, og hun fandt trøst i troen. Halvdelen af hendes dagbog er en tak til Gud,” siger han.

Thomas Kier husker, at han trods den nye situation beholdt alle sine danske legekammerater. Men han erindrer også, hvordan nogle danskere i lokalsamfundet så skævt til ham og hans familie.

Han er heller ikke i tvivl om, hvem der angav hans far og bror, så de blev fængslet. Men han vil ikke nævne navne. Han er kommet videre, og på sin vis forstår Thomas Kier også godt, at tyskerne i Sønderjylland i den periode var uglesete.

”Man skal huske på, at tyskerne havde besat Danmark, og det kan vel ikke undre, at nogle havde et kraftigt øje til min far. Jeg kan også godt forstå, at danskerne var fortørnede efter krigen og ville hævne alle de uhyrligheder, der var sket i koncentrationslejrene. Min bror Christian siger, at det måske også var godt, at min far og han blev interneret. Fordi hadet til tyskerne lige efter krigens slutning var så stort, at der havde været risiko for, at nogle ville have begået selvtægt,” lyder det fra Thomas Kier.

Broderen Christian Kier blev løsladt efter et halvt års tid i Fårhuslejren og aldrig dømt. Det fortjente han heller ikke, mener Thomas Kier.

”Han var jo bare en stor dreng, der ikke vidste bedre. Han fyldte først 18 år, da han sad interneret,” siger han.

Faderen derimod blev idømt to og et halvt år for sine aktiviteter i det tyske hjemmeværn. Et par gange under hans internering besøgte Thomas Kier sin far og bror. Det var ikke nogen rar oplevelse – særligt ikke første gang.

”Da jeg så vagttårnet og frihedskæmperne med geværer ved lejren, begyndte jeg at tænke over, hvad det dog var for noget. Jeg var skrækslagen. Vi blev fulgt hen til min far og bror af to bevæbnede mænd, som var strikse og forbød os at tale, mens vi gik. Vi måtte kun være hos dem et kvarter, men det var alt rigeligt for mig. Jeg fik ikke sagt et ord til min far. Det var mere, end en lille dreng kunne klare,” siger Thomas Kier.

Faderen blev løsladt efter at have udstået sin straf, og det blev atter hverdag hjemme på gården. Thomas Kier blev sendt i dansk skole og har ikke minder om, at han blev udsat for ubehageligheder som følge af sit tyske sindelag.

Han er også taknemmelig over, at hans forældre vægtede uddannelse højere end nationalfølelse, så han senere kunne få opfyldt drømmen om at blive ingeniør.

I løbet af sit voksne liv har Thomas Kier boet i både Odense og København med sin nu afdøde danske kone. Han taler formfuldendt dansk med en accent, der afslører, at han også har et andet hovedsprog. Men han har aldrig gjort et stort nummer ud af, at han tilhører det tyske mindretal i Sønderjylland.

”Før min kone døde, har jeg ikke proklameret, at jeg var tysker. Det var for Ruths skyld, at jeg ikke gjorde det. Jeg har nok villet beskytte hende. Nu er jeg alene, og jeg er jo den, jeg er. Selvfølgelig er jeg tysker, men når jeg er på den nordlige side af Kongeåen, så lever jeg som dansker,” siger han og smiler.

I dag er Thomas Kier i gang med at skrive sine erindringer til sine børn, og han ønsker ikke at lægge skjul på sin families fortid.

Han tænker sig dog længe om, da han bliver spurgt, om han føler, at han skal forsvare sin families historie og det faktum, at den har sympatiseret med en af historiens største forbrydere.

”Jeg kan godt forstå, at Besættelsen ikke var af det gode. Men tiden er ligesom passé, og man skal se positivt fremad. Og så må man være gode venner. Toget er kørt, og jeg synes ikke, at der er et alvorligt nationalt problem tilbage i Sønderjylland og Sydslesvig,” siger Thomas Kier.