Regeringen vandt kampen om store bededag. Men nu tager den danske model revanche

Med forlig om pæne lønstigninger på det private arbejdsmarked viser den danske arbejdsmarkedsmodel sin styrke. Regeringens fjernelse af store bededag blev ikke den snublesten for forhandlingerne, eksperter forudså

Statsminister Mette Frederiksen (S) i folketingssalen den 28. februar, hvor store bededag blev endegyldigt afskaffet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) i folketingssalen den 28. februar, hvor store bededag blev endegyldigt afskaffet. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

For to måneder siden var landets arbejdsmarkedsforskere enige om, at dette års overenskomstforhandlinger for 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked ville blive nogle af de sværeste i årtier. De kunne meget let munde ud i en omfattende storkonflikt.

Ikke alene kunne den tårnhøje inflation skrue presset for lønstigninger urealistisk højt op - regeringens afskaffelse af store bededag var også et utidigt indgreb i den danske arbejdsmarkedsmodel, der kunne få forhandlingerne til at gå i hårdknude. Forhandlerne fra arbejdsgiver- og lønmodtagerside var enige om, at det så vanskeligt ud.

Men den 19. februar indgik Dansk Industri og CO-Industri det første såkaldte gennembrudsforlig, som skulle regulere løn- og ansættelsesforholdene i industrien de næste to år. Onsdag blev der yderligere landet aftaler for butiksansatte, medarbejdere i finanssektoren og i transportsektoren.

Nu mangler man stort set kun en aftale for byggeriet.

Spørger man arbejdsmarkedsforskerne i dag, tegner de et helt andet billede, end de gjorde for et par måneder siden. Risikoen for en storkonflikt er mindsket betragteligt med aftaler om pæne lønstigninger de næste to år.

Når alle overenskomster er klar, sendes de samlet til urafstemning, forventeligt midt i april, og hvis et flertal af de 600.000 stemmer nej, kan det ende i en storkonflikt. Det sker næppe.

"Allerede da industriens forlig kom relativt fredsommeligt i hus, var det et godt tegn på, at parterne var ved at finde hinanden," siger professor Bent Greve fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet.

Han mener, at der er en "stærk udsigt til", at aftalerne bliver stemt  hjem, og at man får en fredelig udgang på årets overenskomstforhandlinger. På transportområdet får de ansatte over to år cirka 12 procent mere i løn og pension samt andre goder. Det kompenserer ikke tabet ved inflationen sidste år, men det kan formentlig dække de stigende priser de næste to år.

Bent Greves kollega, centerleder ved FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Søren Kaj Andersen, mener, at man med de seneste forlig er inde på et "konstruktivt spor", hvis man vil undgå en storkonflikt. Samme vurdering har lektor Christian Lyhne Ibsen, også fra FAOS.

Den store ubekendte er dog fortsat, om lønmodtagerne vil forbinde regeringens upopulære afskaffelse af store bededag med afstemningen om overenskomsterne - om et flertal vil stemme nej i en ren protest mod regeringen.

Rationelt set taler kun lidt for, at det vil ske. En storkonflikt bliver dyr for både lønmodtagere, virksomheder og samfund. Konflikten kan efter alt at dømme heller ikke skaffe lønmodtagerne økonomisk set bedre aftaler end dem, der nu er på bordet. Hvis en storkonflikt ender med et regeringsindgreb, som den slags plejer, skal der en forholdsvis livlig fantasi til at forestille sig, at regeringen vil genindføre store bededag for at sikre ro på arbejdsmarkedet.

I den forstand har regeringen vundet slaget om store bededag. Ikke alene har den fået fri- og helligdagen afskaffet, og den ser også ud til at slippe for at skulle håndtere en ødelæggende storkonflikt.

Ud fra en anden synsvinkel kan man modsat sige, at den danske arbejdsmarkedsmodel også tager revanche over regeringen. Arbejdsmarkedets parter har demonstreret, at de er i stand til at forhandle overenskomster på plads, selv i en vanskelig økonomisk situation, hvor regeringen blander sig med et indgreb, der øger utilfredsheden og dybest set anfægter selve den danske model.

Både arbejdsgivere og fagbevægelse har blankt afvist at tage spørgsmålet om store bededag ind i de aktuelle forhandlinger. For lønmodtagerne har det stået det klart, at et krav om for eksempel en ekstra fridag som kompensation ville betyde mindre i lønningsposen, og den pris ville de ikke betale. Det har umiddelbart stået i skarp kontrast til den voldsomme kampagne, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, ellers har ført mod at fjerne store bededag. Kampagnen lignede umiddelbart et skud i fagbevægelsens egen fod, for den var dømt til at mislykkes. Store bededag ville blive afskaffet politisk uanset hvad.

I dag kunne det ligne en bevidst strategi for fagbevægelsen på den ene side at protestere voldsomt mod bededagsforslaget og samtidig arbejde målrettet på at få overenskomster i hus, der ikke nævner store bededag eller krav en kompenserende fridag med et ord. Målet har været at placere ansvaret for bededagssagaen ensidigt hos regeringen og vise, at man alligevel godt kunne få den danske model til at fungere - trods regeringens fejltagelse.

Hvis det har været strategien, ser den indtil videre ud til at lykkes.