Prøv avisen

Konflikt: Den danske model trives bedst i det private

Under konflikten i 2013 demonstrerede mellem 40.000 og 50.000 lærere på Christiansborg Slotsplads. – Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Med et historisk omfattende lockoutvarsel for offentligt ansatte, øges sandsynligheden for et hurtigt lovindgreb, hvis man ikke kan finde et kompromis. Et nyt lovindgreb vil til gengæld udfordre ”den danske model”, vurderer arbejdsmarkedsforsker

Så er det tungeste skyts kørt i stilling til det store slag om overenskomster for 745.000 offentligt ansatte. Fagbevægelsen har varslet strejker på vigtige samfundsområder, hvis ikke man finder en forhandlingsløsning, og i går varslede innovationsminister Sophie Løhde (V) lockout for 120.000 af de 180.000 ansatte i staten.

Kommunerne vil lockoute 250.000 ansatte og regionerne cirka 70.000. Med andre ord vil over halvdelen af alle offentligt ansatte blive lockoutet, hvis ikke parterne forinden finder hinanden.

Forligsmand Mette Christensen og Forligsinstitutionen kan dog fortsat prøve at finde et kompromis, inden konflikterne bryder ud tidligst om en lille måneds tid.

Ender det med konflikt, vil den blive så omfattende, at det meget hurtigt ventes at føre til et politisk indgreb, hvor regeringen og et flertal i Folketinget gør Forligsinstitutionens mulige skitse til lov. Dermed er der udsigt til en gentagelse af forløbet i 2013, hvor 67.000 folkeskolelærere blev lockoutet, og hvor det efter 25 dage endte med et lovindgreb. Denne gang vedrører det imidlertid hele det offentlige arbejdsmarked, mange flere vil blive berørt, og politikerne kan næppe vente en måned med at gribe ind.

Hele spørgsmålet om et politisk indgreb rører imidlertid ved noget næsten helligt på det danske arbejdsmarked – den danske model.

Det er en ældre dame, som er blevet udviklet til det danske arbejdsmarked over 100 år, og som skal sikre, at løn- og arbejdsmarkedsforhold i videst muligt omfang løses af lønmodtagere og arbejdsgivere selv. Kniber det, kan den neutrale tredjepart, forligsmanden, træde til for at skabe et kompromis, og kun i yderste nødstilfælde kommer et politisk indgreb på tale.

I sidste halvdel af de kaotiske 1970’ere greb socialdemokratisk ledede regeringer faktisk tre gange ind i overenskomstforhandlinger med den såkaldte indkomstpolitik.

Dengang handlede det imidlertid om det private arbejdsmarked, hvor det offentlige arbejdsmarked nu er i centrum. Det har fået flere debattører til at rejse et principielt dilemma i forhold til den danske model. Nemlig at Finansministeren (innovationsministeren) både optræder i rollen som arbejdsgiver og som lovgiver.

En af dem, der har rejst det principielle problem, er chefredaktør for det socialdemokratisk orinterede medie Netavisen Pio, Jens Jonatan Steen. Han skrev forleden en leder om det, hvor han problematiserer, at Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet har til formål at spare på de offentlige udgifter og effektivisere den offentlige sektor ved at svække de offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår via overenskomsterne. Moderniseringsstyrelsen blev oprettet i 2011 som en sammenlægning af Økonomi- og Personalestyrelserne, i øvrigt under den daværende socialdemokratiske regering. Dermed blev det endnu tydeligere, at ministeriet kan udnytte, at det har to kasketter på, mener han.

”Det vil sige, at man foruddiskonterer nogle bestemte resultater af overenskomstforhandlingerne. De skal give et bestemt resultat. Det svarer til at omskrive reglerne for skak, så den ene part har gode forudsætninger for at vinde, mens den anden part i bedste fald kan spille remis,” siger Jens Jonathan Steen.

Han påpeger, at de offentlige arbejdsgivere altid har haft dobbeltrollen, men tidligere har man ikke set så mange eksempler på en offensiv arbejdsgiverpolitik, og at staten eller finansministeren har brugt sin mulighed for et lovindgreb til at presse de offentlige lønmodtagere. I 1960’erne og 1970’erne hang det formentlig sammen med, at den offentlige sektor blev udbygget kraftigt, mens de økonomiske rammer i dag er snævrere, påpeger han.

Samme analyse har forskningsleder Mikkel Mailand fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Faos, Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

”Vi har i dag en situation, hvor den økonomiske ramme er mere velfærd for de samme penge’. Der er selvfølgelig lidt konjunkturafhængighed også i den offentlige sektor, men overskriften er den samme uanset de politiske og økonomiske konjunkturer. Det er en vanskelig ramme at arbejde i og lidt forskellig fra den private,” siger Mikkel Mailand.

På hans center betragter man perioden i slutningen af 1970’erne som en krisetid for den danske model, netop fordi man flere gange måtte gribe ind politisk i overenskomstforhandlingerne.

”Hvis det ender i et politisk indgreb nu, vil jeg også sige, at det er et krisetegn, men lad os nu lige se, om vi ender der, eller om modellen formår at løse det i løbet af de næste uger.”

Han hæfter sig ved, at der både fra lønmodtagere og arbejdsgivere på det offentlige område er kommet ”markante krav”, som har gjort det sværere at finde en løsning de senere år. I 2013 kom det markante krav fra de kommunale arbejdsgivere om, at lærerne skulle have en ny arbejdstidsaftale, mens det i år er markant, at lønmodtagere i kommuner, regioner og stat har indgået en ”musketer-ed” om tre-fire krav, som skal falde på plads (betalt frokost, lærernes arbejdstid og en bestemt lønstigning), før man kan forhandle videre.

”De der markeringer og markante krav, hvad enten de kommer fra arbejdsgivere eller lønmodtagere, er med til at presse modellen,” siger Mikkel Mailand.

Han mener i øvrigt, at det er en fejlslutning at sige, at strejker er virkningsløse, fordi regeringen og Folketinget bare kan ophæve et mæglingsforslag til lov. Det er for eksempel ikke sikkert, at det er en fordel for en regering at gøre det, hvis folkestemningen er imod. Netop nu kunne det være en ulempe for regeringen med formentlig kun et år til næste folketingsvalg.

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, vil ikke kommentere de aktuelle forhandlinger, men han kan ikke se noget principielt forkert i, at regeringen og Finansministeriet i sidste ende har ansvar for både at forhandle overenskomster og muligvis gribe ind, hvis en konflikt bliver truende for hele samfundet.

”Hvis man skulle undgå det, skulle man udlicitere alt i det offentlige til private virksomheder, og det er vi mange, der ikke synes, er nogen god idé,” siger han.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) understregede på et pressemøde i går, at hun stadig håber på, at man kan indgå et forlig, og at det lockout-varsel, hun har udsendt, ligger helt inden for rammerne af den danske model.

Det sidste udsagn er hendes modpart, Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, i øvrigt enig i, men hun kalder samtidig lockout-varslet for en ”aggressiv optrapning”.

Noget tyder på, at den danske model i hvert fald for tiden trives bedre i det private end i det offentlige.