Prøv avisen

Den danske populisme

Det turde vel være klart, at der i Danmark er gået inflation i anvendelsen af ordet populisme. -

Politikere skal være tilbageholdende med at klistre begrebet populisme på synspunkter, man ikke er enig i

Ikke en uge går, uden at politikere kalder andre populister. Senest er Socialdemokraterne beskyldt for at være populister, fordi de vil lægge loft over bankdirektørernes løn. Det er altid de andre, der er populister, aldrig én selv. Men hvad er populisme egentlig?

Begrebet populisme har rødder tilbage til en russisk bondebevægelse i 1870erne, som reagerede mod moderne vestlige idéer om demokrati og socialisme. Bevægelsen ville tilbage til traditionelle russiske landsbytraditioner. I 1891 dannede The Populist Party i USA, som hævdede at repræsentere den jævne mand. Det var anti-kapitalistisk uden at være socialistisk. Partiet opløstes efter få år, men begrebet blev siden brugt på talrige bevægelser og partier over hele kloden, som typisk opstod som reaktioner på store samfundsændringer, hvor mange blev økonomisk og statusmæssigt utrygge.

I dag bruges populisme-betegnelsen især om politiske bevægelse i Latinamerika, Asien og Afrika. Fælles for populisterne er, at de er imod både penge- og kultureliter. De har ikke respekt for etablerede institutioner. De nærer en vis mistro til det repræsentative demokrati og går ind for udvidet brug af folkeafstemninger, så man direkte kan høre folkets stemme.

Populistiske ledere udøver ikke et egentligt lederskab, hævder de. I modsætning til andre politikere tolker de bare folkets ønsker. Et aktuelt eksempel på en leder med i al fald en vis lighed med en populist er Hugo Chavez i Venezuela. Formelle institutioner reduceres gerne til ligegyldigt juristeri, der står i vejen for folkets sande ønsker. For folkets instinkter er i populismen sunde og rigtige i modsætning til eliternes manipuleren med den lille mand. Det er egentlig blot politikerens opgave at omsætte folkets instinkter i beslutninger uden retlige, organisatoriske og parlamentariske omsvøb. Ikke mindst kan populismen være farlig for domstolenes uafhængighed og retssikkerheden.

Det turde vel være klart, at der i Danmark er gået inflation i anvendelsen af ordet populisme.

Gennemført og konsekvent populisme har vi ikke. Det betyder dog ikke, at vi slet ikke har haft noget, der ligner populisme. Selv pæne og anstændige politikere kan i en trængt situation havne i populisme i stedet for argumentation. Det gjaldt daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen (R), da han i 1990erne ville afværge debatten om, hvorvidt Tvind-loven var grundlovsstridig, med, at det var juristeri at diskutere det. Det skulle han ikke have gjort, han blev den eneste danske minister, der har fået Højesterets dom for at være ansvarlig for en grundlovsstridig lov.

Mogens Glistrups Fremskridtsparti havde populistiske træk. Det opstod som en reaktion på 1960ernes voldsomme vækst i den offentlige sektor og tilslutningen til EF. Glistrup forholdt sig respektløst til etablerede institutioner man husker måske, at Glistrup ville afvikle det meste af regeringen og reducere Folketinget.

Den nærmeste arvtager til Fremskridtspartiet er i dag Dansk Folkeparti. Det accepterer imidlertid i langt højere grad end Fremskridtspartiet parlamentariske spilleregler. Noget konsekvent populistisk parti er det langtfra. Det har dog enkelte træk, der kan ligne.

Et er, at partiet ofte med rette beskyldes for at bekymre sig for lidt om magtens tredeling.

Når retsordfører Peter Skaarup meget hyppigt kommenterer retssager og domme i sager, der ikke er endeligt afsluttede, beskyldes han for at blande sig i domstolenes arbejde på en utilbørlig måde. Samtidig går partiet uden principielle skrupler i indvandreradministrationen meget tæt på den udøvende magt.

Men noget andet er, at partiets leder, Pia Kjærsgaard, har en særlig forurettet stil, der med overbevisningskraft giver hende rollen som talerør for de små i samfundet. Hun har nu i mange år givet den som folkets stemme over for langvarigt uddannede, de velaflagte, institutionerne og alle dem, som vil forråde os til nassende indvandrere, bruge penge på meningsløs u-landshjælp og finkultur, og som snyder folk for den velfærd i alderdommen, som de efter mange års knokleri har gjort sig fortjent til.

Men at kalde Pia Kjærsgaard populist styrker hende kun i offerrollen som folkets forurettede stemme. Det er svært at undgå, at begrebet populisme graver kløfter i dansk politik. Det beriger i al fald ikke analyser af politik på vore breddegrader. Det ville være gavnligt, hvis man blev mere tilbageholdende med at hæfte ordet populisme på enhver ytring eller synspunkt, man ikke er enig i.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet