Prøv avisen
Interview

Dansk selvforståelse står i vejen for undskyldning til ofre

Børnehjemsbørn, udviklingshæmmede, psykisk syge og handicappede blev i årtier misrøgtet på statslige institutioner. En gruppe mænd, der som børn blev misrygtet på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland, har længe forsøgt at få en officiel undskyldning fra staten. Foto: Marie Hald

Opfattelsen af det danske velfærdssamfund som rummeligt og omsorgsfuldt står i vejen for en undskyldning til ofrene for overgreb begået på statslige institutioner. Historien viser, at Danmarks behandling af samfundets svageste på flere områder overgik Nazitysklands

Undskyldningen til de børnehjemsbørn, udviklingshæmmede, psykisk syge og handicappede, der i årtier blev misrøgtet på statslige institutioner, lader vente på sig, fordi det ganske enkelt er næsten umuligt for os at begribe, hvor uhyrlige forhold, de levede under.

Det mener projektleder på Svendborg Museum Jesper Vaczy Kragh, der er en af forfatterne bag en rapport om udsatte gruppers historie i perioden 1945 til 1980. En rapport, der nu udkommer i en redigeret bogudgave og som undervisningsmateriale til folkeskole- og gymnasieelever.

”En af de ting, der overraskede os og kom mest bag på os i takt med, at vi afdækkede perioden, var, at Danmark på mange måder gik forrest i mishandlingen af svage og udsatte grupper. Det står i skarp kontrast til vores måde at forstå den danske velfærdshistorie, som normalt ses som en modsætning til de ting, der foregik i Nazityskland. Historien viser imidlertid et meget andet billede, når det gælder samfundets svageste,” siger Jesper Vaczy Kragh.

Danmark var blandt andet det første land i verden, der ved lov indførte tvungen kastration og sterilisation af ikke bare seksualforbrydere, men også homoseksuelle, psykisk syge og udviklingshæmmede.

Og sammenholder man med befolkningsstørrelsen, blev der foretaget flere af den type indgreb i Danmark end i Tyskland.

”Det er en del af historien, vi ikke kan genkende, for den stemmer ikke overens med den historie, vi fortæller os selv og hinanden om udviklingen af et velfærdssystem, der med et fintmasket sikkerhedsnet netop skulle rumme og varetage de udsattes liv. Det var sandt for mange, men ikke for dem, der faldt udenfor normalen,” siger Jesper Vaczy Kragh.

For dem, der faldt udenfor normalen - dem, man dengang talte om som de åndssvage, de sindssyge, de homofile og de forældreløse - er historien en anden. Den er fyldt med kapitler om overgreb, tæsk og opbrud og bindes sammen af en underliggende fortælling om ensomhed og svigt.

”Der er mange historier om deciderede overgreb. Om vold, tæsk og ydmygelser. Det takler ofrene på meget forskellig vis. Nogle mener, at det bare var sådan, det var, mens andre oplever, at de er blevet traumatiserede og ødelagte. Fælles for dem alle er, at fraværet af kærlighed, nærvær og omsorg har sat dybe spor,” siger Jesper Vaczy Kragh.

Mange af de mennesker findes stadig. De går rundt iblandt os med deres minder og fysiske ar fra en fortid, der måske føles fjern, men i realiteten kun er et par årtier væk.

Blandt andet derfor giver det for både Jesper Vaczy Kragh og hans kolleger god mening at efterlyse en officiel undskyldning og dermed en anerkendelse af, at de overgreb og den behandling, de svage grupper blev udsat for, var urimelig og afstumpet.

”Der er ingen tvivl om, at de mennesker har brug for at blive set og for en form for anerkendelse af, at det, der skete, rent faktisk skete. Det er et reelt behov for dem nu og her. Men vi har også som samfund brug for en fælles bevidsthed om, at det danske velfærdssystem op gennem historien ikke betød velfærd for alle. Der er en vigtig lære at hente i fortiden, som kan være nødvendig i forhold til de problemer, der fortsat er i behandlingssystemet - ikke mindst i psykiatrien,” siger Jesper Vaczy Kragh.

Regeringer i flere lande har sagt undskyld for behandlingen af udsatte grupper i myndighedernes varetægt. Heriblandt regeringer i Norge, Sverige, Canada og Australien.

Men i Danmark har man været langt mere påholdende med de officielle beklagelsr. Kun i to tilfælde - i sagen om LSD-forsøgene fra 1986 og i blødersagen fra 1987 - har de berørte grupper fået en undskyldning.

Statistikken er nedslående, mener Jesper Vaczy Kragh, der alligevel vælger at forholde sig optimistisk:

”Det bekymrer mig da, at vi i Danmark ikke har tradition for at undskylde fortidens synder, men der er trods alt eksempler på, at det er sket, så jeg finder det ikke komplet usandsynligt eller umuligt, at også gruppen af anbragte borgere kan få den form for anerkendelse. Jeg tror dog, at det netop vil kræve selvransagelse og et opgør med opfattelsen af Danmark og ikke mindst det danske velfærdssystem som en rummelig og omsorgsfuld størrelse. Det er en dybt nedgroet og meget sejlivet forestilling, men det er netop ikke mere end det: En forestilling.”