Mandø, november 1981: Et frygteligt syn mødte det første undsætningshold, der kom hertil med helikopter. Kun toppen af de gulgrønne forhøjninger, digerne, der skulle beskytte beboerne mod havets rasen, stak frem og tegnede omridset af øen. Resten var sat under vand. Den 24. november ramte en stormflod. Seks huse blev ødelagt. 300 dyr druknede. Al varme og strøm var forsvundet. Heldigvis var ingen beboere i fare, men de var dybt afhængige af helikoptere, der fløj gasvarmere, komfurer og nødforsyninger til øen.
Sådan står der i gamle avisartikler i et blåt ringbind, som den snart 70-årige mandøboer Frede Hjorth Nielsen har lagt på et frokostdækket bord med Odense Pilsner og rugbrødsklemmer. Ved hans side i det hvidbjælkede sommerhus, nu helårsbolig, sidder broderen Niels Christian Hjorth Nielsen, der var 21 år dengang i 1981 på Mandø. Han var bange, det var han.
Mandøs beboere har altid været i nærkontakt med Vadehavet. Et hav, der flere gange har oversvømmet den 7,63 kvadratkilometer lille ø et par kilometer ud for kysten ved Ribe. Og det har de lært af: Over for havet er mennesket et lille, ubetydeligt væsen.
Måske er det en forståelse, som vil synke til bunds hos flere, for i fremtiden vil Mandø ikke være alene om at kæmpe med vandet. Forskerne er uenige om, hvor meget vandet vil stige, men sikkert er det, at det stiger, og at det vil sætte Danmarks 8509 kilometer lange kystlinje under pres. En kystlinje, hvor sikkerhedsafstanden til havet bygges til med sommerhuse og lejligheder. Så måske skal vi til at tage de 70 procent af jordens overflade mere alvorligt.
Men meget tyder på, at den erkendelse ikke synker ind, før katastrofen rammer som en tsunami.
”Mennesker er bedre til at glemme katastrofer, end man skulle tro. Vi glemmer dem kollektivt hurtigere, end vi for eksempel glemmer krige,” siger Kristoffer Albris, antropolog og forsker i klimatilpasning og katastrofer ved Københavns Universitet.
”En af forklaringerne er, at krigen har et narrativ. Der er helte og skurke. Under en stormflod er det narrativ sværere at få øje på. Klimaforandringer er stadig en abstraktion for mange. Der skal paradoksalt nok ske oversvømmelser, før danskerne for alvor begynder at værne sig mod dem,” siger Kristoffer Albris.
For når ulykken indtræffer, er myndigheder og politikere villige til at smide penge efter forebyggelse.
Og vi kan godt forvente flere oversvømmelser i fremtiden. I hvert fald, hvis ikke vi gør noget. Der er store usikkerheder forbundet med at estimere, hvor meget havet vil stige i fremtiden, men FN har udarbejdet en række scenarier. Scenarierne afhænger af en lang række ting – for eksempel, hvad vi gør politisk. Vi kan altså ikke sige præcist, hvor meget havet omkring Danmark vil stige, men vi kan give et kvalificeret bud. Sådan et har Ole Krarup Leth, oceanograf og souschef i Forsknings- og Udviklingsafdelingen på DMI.
”Det optimistiske scenarie er nok ikke, hvor vi er lige nu,” siger han og uddyber:
”Hvis vi fortsætter som nu, uden konstruktive tiltag for at reducere udledningerne, så ser det ud til, at vandet omkring Danmark kan stige mellem 0,3 og 0,9 meter frem mod år 2100.”
Problemet er ikke kun havstigningerne i sig selv. Det er de ekstra centimeter og meter, som stigningerne lægger oven på en stormflod. Kort fortalt vil Danmark blive ramt oftere af højere stormfloder. En stormflod så kraftig, at den tidligere ramte kysterne med cirka 100 års mellemrum, vil i fremtiden ramme med kortere mellemrum. Og så er der en stor ubekendt faktor: Antarktis.
Mandøs digegreve fører tilsyn med digerne og reparerer dem, når de bliver beskadiget. I dag tilhører titlen den nu 60-årige Niels Christian Hjorth Nielsen, der kun har været væk fra øen i fire år af sit liv. Til dagligt arbejder han i øens landbrug, og nu er det hans 230 moderfår, der græsser på digerne. Lige nu sidder han ved frokostbordet i det hvidbjælkede sommerhus med en kold Odense Pilsner.
”Stormen i 1981 var en tredagesstorm. Der stod vand til midt på digerne i to dage. Vi havde været nede og lægge sandsække i hullerne i dagene op til. Med håndkraft,” siger han.
Med en 15-20 kilo tung sandsæk på skulderen og en snor om livet løb den dengang 21-årige Niels Christian Hjorth Nielsen op ad digerne, når bølgerne trak sig tilbage, lagde sækken i hullet, og lod vandet løfte dem tilbage på fastlandet. Men det var næsten håbløst.
”Jeg var nede ved mor og far for at få morgenkaffe på stormens tredje dag, og der sagde de i radioavisen, at nu kom stormen for alvor. Da sagde min far: ‘I dag, der går det galt. I dag kan diget ikke klare mere’,” fortæller han.
Engang var det, der nu er Nordsøen, én stor skov, rensdyr kunne vandre igennem fra Mandø til England. 10.000 år gamle – tror man – rensdyrtakker hænger som knagerækker langs Mandø Kirkes ene væg. Et vidnesbyrd om, at havet har forandret sig gennem tiden.
Vadehavsøen har altid haft et kompliceret parforhold med havet. I 1634 spredte stormfloden kaldet Den Store Manddrukning død syd for Mandø og fjernede store dele af landkortet, omformede det til det landskab, man kender i dag. Sagnet tilsiger endda, at øen fik sit navn, efter at en stormflod i 1558 slettede alle menneskeliv på øen, på nær syv mænd, der tilfældigvis arbejdede inde på fastlandet. Men det er blot et sagn.
Sikkert er det, at stormen i 1999 – decemberorkanen – truede øen. Heldigvis ramte den ved lavvande, men ”husene lå som pindebrænde” fortæller Niels Christian Hjorth Nielsen. Havde den ramt ved højvande, ”jamen så, ja…”.
I dag minder Mandøs hvidkalkede kirke fra 1639 om truslen fra havet. Fra kirken er der udsigt til de klitter, der beskytter husene i Mandø by mod havet i vest, og den kan lige akkurat huse øens 34 fastboende. Der lyder en fjern susen fra den insisterende vind udenfor. Bænkenes sæder er farvet lyselilla som blomsten, der i folkemunde kaldes Mandø Lyng, og som kun kan gro, hvor der er saltvand. Derfor visner den, når turisterne tager den med hjem for at plante den i haven på fastlandet. Sæderne er blå som havet. Ryglænene grå som sandet. Det forklarer kirketjeneren, ringeren og graveren ved den lille kirke. Én og samme mand: Niels Christian Hjort Nielsen, der foruden tjansen ved kirken og sine jobs som digegreve og fuldtidslandmand også er strandfoged, snerydder, vejsalter, vicebrandinspektør og bestyrelsesmedlem i Brugsen.
Han bakser med en lem i kirkens lave loft på en vakkelvorn stige. Deroppe ligger en kiste, svagt oplyst af et hul i gavlen. Det smælder, da han endelig får lemmen fri og støvet puster ud. Bjælkeloftet gynger og knirker under skoene. Kisten ligger her som et levn fra tider, hvor højvande og stormfloder kunne betyde, at det var umuligt at forlade øen. Druknede søfolk eller pludseligt døde øboere kunne lægges i den. I dag har helikoptere gjort kisten på loftet overflødig, men den ligger der endnu.
Meget tyder dog på, at mandøboerne – og mange andre – må forberede sig på, at vand bogstaveligt talt bliver en faktor, man i stigende grad skal forholde sig til, forklarer Ole Krarup Leth fra DMI.
”Hvis alt smelter bort, så er vi nødt til at hoppe op i en flyver. Det er enorme iskapper, der ligger på land og i arktis, men der er ikke enighed om, hvor voldsom afsmeltningen af isen bliver,” siger Ole Krarup Leth fra DMI.
Det er et mudret billede, der tegner sig, når man dykker ned i Antarktis’ afsmeltning, men i september 2020 kom et studie publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature med en opsigtsvækkende konklusion. En 2 grader varmere klode vil betyde, at havet stiger med 2,6 meter. I en anden rapport – også fra Nature, publiceret i 2018 – kan man læse, at temperaturen vil stige mellem 2,2 og 3,4 grader sammenlignet med det førindustrielle niveau.
Men hvor meget af landet forsvinder, hvis vandstanden stiger?
”Danmark er et fladt land, så det er kedeligt at se på,” siger Ole Krarup Leth.
Bølgerne hamrede mod digerne og trak jordmasserne med sig tilbage i dybet, fortæller Niels Christian Hjorth Nielsen om det kritiske tidspunkt den 24. november, 1981. Det yderste dige mod havet brød sammen først. Et sted manglede mellem 300 og 400 meter af den mur af jord, der holdt Mandø tør. Sammen med sin far tog Niels Christian Hjorth Nielsen ud for at redde fårene, der gik ude ved digerne. Men det var umuligt.
”Vandet jagtede os som en flodbølge. Der var ikke mere tid. Alle fårene druknede,” siger han.
Storebror Frede Hjorth Nielsen bladrer i ringbindet. På en af siderne er en lille fotocollage sat sammen.
Et uldent får ligger halvt på ryggen med benene i vejret og hovedet gemt i stråene. I teksten på siden, der er fra det lokale Dagblad Vestkysten – i dag JydskeVestkysten – kan man læse, at ”destruktionsanstalten kører døde dyr væk i læssevis,” og at ”Vestkysten har startet en landsindsamling til fordel for de katastroferamte”.
I nederste venstre hjørne ses et billede af den tidligere minister for offentlige arbejder, Knud Heinesen (S), der sammen med to mandøboere står i det, der engang var et dige. Hvis det ikke var for teksten, ville man ikke ane det. Det er væk.
”Det var uoverskueligt alting. At havet kunne være så voldsomt,” siger Niels Christian Hjorth Nielsen.
I samme tidsperiode, som vi har lært, at havet stiger og kommer tæt på, har vi bygget med færre overvejelser om oversvømmelser end tidligere.
Faktisk er 60 procent af alle de bygninger i Danmark, der i fremtiden risikerer oversvømmelse, bygget de seneste 60 år. Det konkluderer konsulentfirmaet COWI, der beskæftiger sig med klimatilpasning, i en rapport, der endnu ikke er offentliggjort.
Det kan der være mange årsager til, forklarer antropologen Kristoffer Albris: Social kapital eller politiske, økonomiske interesser, der ønsker, at man bygger ved kysten. Det er simpelthen de mest attraktive boliger. Men det vil måske ændre sig, i takt med at havet udvikler sig til en trussel.
”Risiko er en form for hukommelse, vi skubber foran os. Det er langt hen ad vejen det samme som med corona. Sundhedsmyndighederne vidste godt, der kunne komme en pandemi, men befolkningen har ikke oplevet en i deres levetid. Det samme gør sig gældende mange steder i Danmark, når vi taler om stormfloder. For mange er det et eksistentielt chok at skulle forholde sig til sådan en,” siger Kristoffer Albris.
”Men et sted som Mandø ligger der, hvor stormfloder er en del af livet. Den kollektive hukommelse om risikoen har formet landskabet og de sociale værdier på tværs af tid og generationer. Her er man er vant til at se havet stige højt, og man er vant til at anskue risici og forstå, hvornår lokummet brænder.”
”Jeg var bange i ‘81,” fremstammer Niels Christian Hjorth Nielsen:
” Der var jeg glad for, jeg havde mine forældre. Jeg havde aldrig oplevet havet sådan. Jeg havde ment, at vandet var overkommeligt. Det kunne vi nok klare, men da sikkerheden brød sammen, så…”.
Han springer hurtigt videre til, hvordan de kørte ned i huset for at sætte hårde hvidevarer op på bordet. Han tror ikke, at folk kan sætte sig ind i, hvordan det er at være på Mandø, når det rigtigt stormer. Man skal være der.
”Over for naturen er vi nogle små væsner. Vi kan ikke tæmme den. Vi ved ikke, hvad der ligger bag den. Herovre har vi altid sagt, og det ved vi: Havet det gi’r, men det ta’r også,” siger han så.
”Vi må lære at leve i naturen. Vi hjælper hinanden herovre, så godt vi kan,” stemmer storebror Frede Hjorth Nielsen i.
Og det gør de så. Øver førstehjælp én gang om året. Bliver hentet i helikopter, hvis de som Frede Hjorth Nielsen får tommelfingeren i rundsaven. Sådan er det bare, når man bor på en ø i Vadehavet, hvor tidevandet oversvømmer Låningsvejen til fastlandet to gange i døgnet. Og de klager ikke. Men de har respekt for naturen. De ved, at havet, det giver – som børn satte de bare fiskenet i vandet, og så var der aftensmad – men det tager i den grad også.
I Frede Hjorth Nielsens samlede ringbind griber en artikel fra en ukendt avis opmærksomheden – ”Havet slettede et livs arbejde”, lyder overskriften.
”Der kan du se, hvor havet har stået i deres hus dengang,” siger han og peger på et billede af noget, der engang var et hjem, men som nu bare er en bunke gamle møbler spulet igennem af havet. På væggen, præcis fyrre centimeter fra loftet, er der mærker efter vandet. Til avisen siger de to ejere, Gravers og Kresta Møller:
”Vi har aldrig tænkt på vandet og havet som en fare for os. Når nogle af de ældre på Mandø sagde, at vores gård måske lå lidt lavt og kunne blive udsat, hvis uheldet var ude, slog vi det bare hen. Nogle af dem fortalte også om stormfloden i 1923. Men det var historie for os. Vi troede ikke, at det kunne ramme os.”
Det kunne det.