Prøv avisen

Den, der våger, vinder

Birthe Westergaard er en af de mange danskere - overvejende kvinder - der de seneste fem år har meldt sig som vågere i Røde Kors Vågetjeneste. - Foto: Leif Tuxen

Arbejdet som vågekone er i udgangspunktet en uselvisk handling. Men de moderne vågekoner får også noget igen. Det giver livet mening og værd at hjælpe et døende menneske godt på vej

Kvinden i sengen er tydeligvis urolig. De gamle krogede hænder kratter svagt, men vedvarende i dynens stof, og de lukkede øjenlåg sitrer hvileløst. Munden er smal og stram. I et kort øjeblik fortryder Birthe Westergaard, at hun er kommet. Det virkede som en god idé i teorien, men virkeligheden i et rum, hvor et menneske er ved at dø, er en anden, end hun havde forestillet sig. Og lige nu føles det hele overvældende og ude af kontrol.

Da Birthe Westergaard sætter sig ved kvindens seng og forsigtigt ligger en hånd på hendes, indtræffer magien imidlertid. Kvinden trækker pludselig vejret roligt og regelmæssigt, hænderne finder hvile, og den urolige sitren bag de lukkede øjenlåg stilner af.

”Det var, som om luften sivede stille, men sikkert ud af en overspændt ballon. Vi åndede begge lettet op,” fortæller Birthe Westergaard.

Selvom det snart er fem år siden, Birthe Westergaard vågede ved den gamle kvindes side på et plejehjem i Gilleleje nord for København, husker hun stadig alle detaljer med stor tydelighed. Det fine hvide hår, de gamle årede hænder og natkjolen med de små blomster i lyseblå og rosa nuancer.

”Det gør selvfølgelig altid et stort indtryk at våge over et døende menneske, men det var første gang for mig, og indtrykkene fra den nat har sat sig fast med samme klarhed som nogle af de største oplevelser i mit eget personlige liv. Selvom det var kvinden og hendes død, det handlede om, så blev det også en stor personlig oplevelse for mig. Jeg glemmer det aldrig,” siger hun.

Birthe Westergaard er en af de mange danskere - overvejende kvinder - der de seneste fem år har meldt sig som vågere i Røde Kors Vågetjeneste. De nye vågekoner er typisk drevet af indignation over for meget travlhed og for lidt omsorg i den offentlige sundhedssektor og et ønske om at lindre og hjælpe de mennesker, der som konsekvens af den udvikling må dø alene.

Men de er også drevet af mere selviske motiver som personlig udvikling og meningsfuldhed i deres eget liv. Det fortæller vågerne selv, og det fortæller Michael Hviid Jacobsen, der er sociolog på Aalborg Universitet og i en årrække har forsket i vores forhold til døden.

”Begge motiver gør sig sikkert gældende afhængigt af, hvem man spørger. Der er ingen tvivl om, at hjerteblodet betyder meget i den sammenhæng. At man brænder for at hjælpe andre, og at man samtidig selv føler, at man gør noget meningsfuldt,” siger Michael Hviid Jacobsen og fortsætter:

”De får en oplevelse af at gøre en forskel. En oplevelse af at være der, hvor der ellers ikke er nogen, og at kunne bruge deres tid eller evner til at hjælpe mennesker, der har en række konkrete behov, som ellers ikke opfyldes.”

De moderne vågekoner våger ikke bare over mennesker, der af den ene eller anden grund er alene tilbage i verden, men også over døende, hvis pårørende har brug for aflastning.

Et langt sygdomsforløb kan udmatte den døendes kære, som kan have hårdt brug for lidt nattesøvn og hvile. I de tilfælde bidrager vågerne med en pause fra det opslidende og ofte sorgfulde vågearbejde, så de igen kan møde op med energi og klarhed til at være rigtigt til stede. I langt de fleste tilfælde er der dog tale om ensomme mennesker, hvis venner og slægtninge for længst er døde, eller for hvem det ikke er lykkedes at klinke de skår, der har skilt dem fra deres nærmeste, inden det var for sent.

Kvinden på plejehjemmet i Gilleleje har ingen pårørende. På væggene i det lille værelse hænger billederne ellers tæt. Falmede sorthvide fotografier side om side. Et af et par i deres fineste skrud og med alvorlige næsten højtidelige miner. Måske et bryllupsfotografi? Et portræt af en ung mand i en gylden ramme. Et billede af et barn. Birthe Westergaard kan ikke lade være med at lade blikket glide gennem værelset - fotografierne, møblerne, de små porcelænsfigurer - og funderer over, hvad det mon er for et liv, der er blevet levet netop her. Hun kommer aldrig til at kende kvinden i sengen, men hun kan mærke, at hun er glad for, at hun er kommet. Der er kun gået et par timer, alligevel føler hun allerede stor ømhed for kvinden i sengen, der nu slumrer trygt med det fine hvide hår hvilende blødt på puden.

”Der opstår en helt særlig stemning i sådan et rum. Det er en helt speciel form for intimitet, fordi det er så særlig en tid. Den sidste tid. Det kan lyde forkert, men man kan blive helt høj af at få lov at være en del af den proces. Præcis som man kan blive høj af at overvære en fødsel. Det har samme overvældende virkning at se et menneske komme ind i verden som at se det forlade den igen. Det er et stort privilegium,” siger Birthe Westergaard.

For nogle af vågerne kan det ligefrem opleves som en skuffelse, hvis døden ikke indtræffer i det tidsrum, de våger. De moderne vågekoner har vagter af fire timers varighed, så afløses de af en ny våger eller af de pårørende, der på ny tager over. Og hvis døden udebliver i løbet af vagten, kan det føles lidt som at blive snydt, fortæller Birthe Westergaard.

”Det er selvfølgelig ikke helt bogstaveligt ment, men man kan forbløffende hurtigt føle sig meget nær på den døende, og så bliver det faktisk vigtigt for én at være der, når livet ebber ud. Det allerhelligste øjeblik, hvor de giver slip og sover ind. Man vil bare gerne sikre sig, at det foregik ordentligt, og at de kom godt afsted,” siger hun.

Det kan måske lyde lidt makabert ligefrem at ønske sig at være til stede i et helt fremmed menneskes dødsøjeblik, men man skal huske på, at vågerne overtager en opgave, som i takt med institutionaliseringen af døden er blevet stadig mere fremmed og måske ligefrem skræmmende for det store flertal af danskere, siger Michael Hviid Jacobsen:

”Mange omsorgsopgaver enten varetages af professionelle eller af frivillige, hvorved vi både mister nærheden ved, men også til tider besværet ved at skulle varetage omsorgsopgaver, der både praktisk og følelsesmæssigt kan være vanskelige at håndtere,” siger Michael Hviid Jacobsen og understreger, at vågerne derved varetager en vigtig samfundsopgave:

”Det at dø alene vækker for mange en frygt for også at lide alene, og at der ikke er nogen, der kan være der for én i den sidste stund. Det, at der ikke er nogen, der kan holde en i hånden, når man er bange, tale med en, når man har brug for at blive hørt eller bare være der, når man føler sig alene, er særligt vigtigt ved livets afslutning,” siger han.

Da dagslyset bryder gennem sprækkerne mellem gardin og karme i det lille værelse på plejehjemmet i Gilleleje, er kvinden i sengen endnu ikke død. Hun hviler roligt og fredfyldt med et mildt drag om munden.

De lyseblå og rosa blomster på natkjolens stof hæver og sænker sig stille i takt med den langsomme vejrtrækning, og de gamle årede hænder hviler blødt og slapt på hendes bryst. Kvinden er på vej mod døden, men det blev ikke nu. Birthe Westergaard pakker sin taske, hvisker farvel og træder ud i sollyset og hverdagen, der suser forbi udenfor med dens bilstøj, hurtige skridt og klare børnestemmer. Hun er rørt og bevæget, men også træt. Nu må en anden våge.