Ungdommen nu til dags har til alle tider været yndet genstand for spydigheder og almindelig hovedrysten. Den gør aldrig det rigtige og opfører sig under alle omstændigheder markant værre end tidligere generationer af unge.
Ungdommen er spildt på de unge, som den irske forfatter Oscar Wilde formulerede det i 1930erne.
Bemærkelsesværdigt er det dog, at det altid har været sådan. Et kendt citat ofte tillagt den græske filosof Sokrates og dermed 2400 år gammelt lyder:
Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger deres forældre, skryder op i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.
Det er således langt fra nyt, at ungdommen nu til dags er værre end nogensinde. Kritikken har endda ikke ændret væsentlig ordlyd til trods for, at det i dag er meget nemt at modbevise forfaldshistorierne. Et kig i statistikkerne viser blandt andet, at unge drikker stadig mindre, begår stadig mindre kriminalitet, og færre får børn i en meget tidlig alder. Samtidig gennemfører stadig flere en uddannelse og får endda stadig bedre karakterer, flere er politisk aktive, og flere orienterer sig dagligt i medierne og bruger bibliotekerne mere end de ældre generationer.
LÆS OGSÅ: Unge klarer sig langt bedre end voksne tror
Men hvad skyldes den store forskel mellem fordomme og fakta?
Det handler selvsagt om flere ting, ikke mindst den evige blanding af fascination og misundelse over ungdommen, fortæller Harry Haue, dr. phil, professor emeritus i almen dannelse ved Syddansk Universitet. Men det handler også om følelsen blandt den ældre generation af at tabe autoritet til de fremadstormende unge. Under det hele har der dog altid ligget en kamp om kontrollen over kundskaberne, forklarer han. Indtil 1850 kom det mest tydeligt til udtryk på universitetet i København, hvor alle skulle til eksamen for at blive udlært. Det gav professorerne stor magt over ungdommen og samtidig rig lejlighed til at rakke ned på det øvrige skolevæsen. Siden har det været universiteterne generelt, der formulerede kritikken af uddannelsesniveauet i gymnasiet, og gymnasielærerne, der kritiserede folkeskolen, men det skyldes den samme dynamik: At det, de unge lærer i dag, ikke er det samme, som man lærte da underviserne var unge.
Derfor vil der altid være en distance mellem ungdommen og dem, der skal danne og uddanne den, og det oversættes ofte til, at ungdommen er dummere. Med ungdomsoprøret omkring 1968 skete der en omfattende social tilnærmelse mellem unge og deres lærere, men kampen mellem unge og ældre er fortsat, blot på andre arenaer. I dag står kampen ikke så meget på uddannelsesstederne, men mere gennem realityprogrammer og de andre ekstremer, der er med til at definere ungdomskulturen i dag, forklarer Harry Haue.
Ifølge ungdomsforsker på institut for uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet, lektor Jens Christian Nielsen, spiller også mediernes portrættering og dækning af de unge en afgørende rolle i udviklingen af de mindre flatterende ungdomsmyter. I sin tidligere forskning har han netop undersøgt forfaldsbilledet af en moderne, individualiseret ungdom, der frit gør, hvad der passer den, og svigter samfundets institutioner. I medierne fandt han overskrifter som Unge svigter erhvervsuddannelserne, Unge svigter det repræsentative demokrati og Unge er egoister og svigter fællesskaberne. Han fandt endda én, der lød: Unge forbrugere svigter danske jordbær.
Det er historisk set de unges lod at blive tildelt rollen som dem, der intet kan gøre rigtigt, forklarer Jens Christian Nielsen.
Det interessante ved denne fremstilling er jo, at den forudsætter en uudtalt kontrakt mellem de unge og samfundet, som de unge bryder. En kontrakt, hvor man fra starten af livet lover at være aktive i foreningslivet, tage en uddannelse og udvise almindeligt samfundsansvar.
Netop sådan et kontraktbrud er særlig udtalt i disse år, fordi der gennem en række årtier har været bred enighed om, hvordan kontrakten lyder, mener samfundsforsker på Aalborg Universitet, lektor Johannes Andersen. Siden 68-generationen bragede igennem med ungdomsoprøret, har de nemlig formået at tage patent på det, man kan kalde ungdommens samfundssind. I deres definition er det afgørende at bekende sig til en ideologi, og derfor tager de afstand til de unges mere dynamiske og foranderlige måde at engagere sig i samfundet på.
De unge i dag har en væsentlig anden måde at forvalte deres engagement på. De er meget mere netværksorienterede og dynamiske og forpligter sig ikke til en retning eller et fælleskab, men flytter sig kontinuerligt fra fællesskab til fællesskab for eksempel fra musikfestival til højskoleophold til frivilligt arbejde. Den måde at orientere sig på falder ikke nødvendigvis i god jord hos den ældre generation, der forbinder det gode samfundssind med forpligtelse og loyalitet overfor en bestemt politik, kultur eller strømning, forklarer Johannes Andersen.
Kløften mellem de unge og de etablerede generationer burde ellers være blevet mindre i takt med, at ungdomstiden optager en stadig større del af den enkeltes levealder, mener uddannelseshistoriker og lektor ved Aarhus Universitet, Søren Ehlers. Historisk set har ungdommen nemlig udviklet sig fra at være en sødmefyldt, men flygtig parentes i menneskets liv til at strække sig langt ind i voksenlivet. Hvor vi før klædte os efter vores alder, klæder vi os i dag stort set ens. Der er intet i vores påklædning, der nødvendigvis afslører, om vi er barnebarn, forælder eller bedsteforælder, for vi kan i princippet være klædt i den samme uniform: jeans, sneakers og sweatshirt. Ungdommens udtryk er på den måde blevet toneangivende, og ungdomslivet står tilbage som en flydende størrelse, der ikke længere når en naturlig afslutning, men kan vare det meste af livet, fortæller Søren Ehlers, der har skrevet disputats om ungdomsliv gennem tiderne.
For 100 år siden oplevede den enkelte sin ungdom som en kort og afgrænset periode i livet. Den begyndte ved barndommens afslutning og sluttede brat ved fuldtidsarbejde, familie og forpligtelser. Ungdomslivet var kort og klart afgrænset til for eksempel et halvt års dannelsesrejse i udlandet eller et højskoleophold. Når man læser erindringer fra den tid, kan man netop læse, hvordan ungdomslivet bliver beskrevet som en helt særlig, men ikke desto mindre forbigående tid. Sådan er det ikke i dag, hvor ungdomslivet er blevet forlænget ud over alle grænser. En stor del af danskerne bliver først fuldtidsansatte og etablerer familie, når de er langt oppe i tyverne eller i begyndelsen af trediverne. Og selv da fortsætter de med at dyrke ungdommens kultur og udtryk, siger Søren Ehlers.
Når ungdommen på den måde bliver det længste kapitel i livet, er det nærliggende at tro, at de ældre generationers skepsis og misbilligelsen af de unge også langsomt, men sikkert vil ebbe ud. Men spændingerne mellem generationerne forbliver.
Den kommer til udtryk i hierarkier på arbejdspladsen og altså også i fordomme om unge. Vi skal imidlertid ikke være blinde for, at fordomme og misbilligelse går begge veje og i dag også bliver rettet mod de ældre generationer. Det er en ny magtkamp og et spil om positioner, som vi ikke så tidligere. Før var magten alene de ældre eller etableredes, men i dag har de unge også fået afgørende indflydelse. Det var helt uset tidligere.
Set i det i lys skal de ældre generationers misbilligelse og ringeagt for ungdommen måske ses som noget ganske andet end et angreb nemlig som en form for forsvar. Ifølge lektor Johannes Andersen rummer fordommene også en grad af ængstelse for, hvordan ungdommen skal klare at varetage de ældre generationers ve og vel.
Ungdommen har fremtiden i sig, og den vil derfor altid være interessant for de ældre generationer. Det handler ikke kun om kritik og misbilligelse, men også om bekymring for, hvordan de nye unge skal forvalte den voksne generations alderdom. Når de unge opfører sig anderledes, skaber det usikkerhed om, hvorvidt de kan forvalte den opgave, siger Johannes Andersen.
Men uanset om fordommene udspringer af en egentlig ringeagt for ungdommen, eller om den i virkeligheden har rod i slet skjult ængstelse for egen alderdom, så kan myterne og misforståelserne trække en række kedelige konsekvenser med sig, lyder det fra formand i Yngresagen, 25-årige Anders Vildsø Andreasen.
Medierne fokuserer næsten entydigt på negative historier, og politikerne taler om en sløv ungdomsgeneration uden for alvor at tage højde for, at de unge selvfølgelig er ramt af krisen ligesom alle andre. Samtidig fremstilles de unge som promiskuøse, drikkende og dumme i en lang række realityprogrammer som De unge mødre og Paradise Hotel, siger han og fortsætter:
Når en hel generation ikke bliver taget seriøst, kan man jo risikere, at de ikke føler sig som en del af samfundet, og derfor heller ikke rigtigt har lyst til at deltage, siger han.