I denne uge har der været fællesspisning cirka 600 steder overalt i landet. Bag initiativet står Folkebevægelsen mod Ensomhed, for med over 1,6 millioner enlige personer spiser mange alene. Flere andre initiativer har de seneste år delt bekymringen for de enlige, og så sent som i 2015 slog den daværende fødevareminister alarm og nedsatte en måltidstænketank. Den konkluderede blandt andet, at danskerne burde spise mere sammen.
Men faktisk har vi aldrig været bedre til at spise sammen i Danmark.
89 procent af den del af befolkningen, der bor flere sammen, spiser aftensmad med andre mindst fem gange om ugen, viser de nyeste tal fra 2014 fra den statslige organisation Madkulturen. I 2008 var det 85 procent, og i 1995 var tallet 81 procent. Dertil kommer, at stadig flere byer, foreninger og organisationer arrangerer offentlige fællesspisninger.
”Det er en myte, at vi spiser mindre sammen,” siger historiker Caroline Nyvang fra Det Kongelige Bibliotek, som forsker i madkultur.
Faktisk spiser vi ikke bare mere sammen, vi bruger også mere tid på måltidet end tidligere. Vi gør det endda mere end de lande, vi normalt sammenligner os med, påpeger hun. Det skyldes blandt andet, at vores børn passes mere og tidligere uden for hjemmet end i de fleste andre lande, og derfor ser vi aftensmåltidet som et afgørende tidspunkt, hvor alle kan være samlet. Derudover har vi en lang tradition for at spise maden hjemme og lave den selv, og det har skabt respekt om måltidet som en central, social begivenhed, forklarer hun.
Der er dog også en dybereliggende tendens bag udviklingen, mener lektor Jens Ulrich fra Via University College. Han ser fællesmåltidets fremgang som et godt eksempel på, at fortællingen om det stadig mere individualiserede samfund er ved at være en utidssvarende betragtning.
”Der er stadig flere bevægelser i samfundet, der peger på, at vi søger fællesskabet i højere grad, end vi gjorde for bare 10 år siden. En af dem er fremgangen for det fælles måltid – ikke kun internt i familien, men bredt i samfundet, hvor organisationer og kommuner sætter mennesker sammen, der ikke er forbundet af familiemæssige bånd,” siger han.
Det fælles måltids styrke kommer også til udtryk ved, at det prioriteres højt på tværs af samfundet, fortæller sociologiprofessor Lotte Holm fra institut for fødevare- og ressourceøkonomi på Københavns Universitet. For mens kvaliteten og sundheden af danskernes kost ofte beskyldes for at have en social slagside, er der intet, der tyder på, at middelklassen er bedre til at spise sammen end de mindre bemidlede.
”Der er en meget udbredt opfattelse af, at det fælles måltid er en middelklassepraksis, men det er faktisk ikke en betragtning, vi har kunnet underbygge empirisk. Det fælles måltid er derimod en praksis, der findes i alle socioøkonomiske grupper i samfundet,” siger hun.