Prøv avisen
Med billedserie

Den første dag i Husams nye liv i Odense

Fremme ved målet: Et rødt rækkehus i Odense-forstaden Villestofte bliver Husam Abbas' nye hjem. Der er meget stille i forhold til hans hjemby, Damaskus, synes han. Se flere billeder nede i teksten. Foto: Mette Frandsen

Husam Abbas er flygtning fra Syrien. Kristeligt Dagblad var med, da han flyttede fra asylcentret på Bornholm til et rækkehus i Odense

Flyet fra Bornholm er landet klokken 6.50 som planlagt. 25 minutter senere står den 40-årige Husam Abbas i ankomsthallen i Københavns Lufthavn med sin rygsæk, sin kuffert og sin plastikpose.

I øjeblikket er det alt, hvad han ejer. Hans fætter Sami, som bor i Malmø, er kommet for at hilse på ham. De har ikke set hinanden i to år.

Nu har de tid til at drikke en kop kaffe, ryge en cigaret og tage et fællesbillede med mobiltelefonen, inden Husam sætter sig på et tog med kurs mod Odense for at begynde sit nye liv.

I går boede han sammen med mange andre flygtninge på et asylcenter på Bornholm. I dag får han lejekontrakten til det rækkehus, som Odense Kommune har fundet til ham.

For godt ti måneder siden rejste Husam Abbas fra Libanon til Tyrkiet og med en mindre båd over Middelhavet fra Tyrkiet til Grækenland. Båden, som mest af alt lignede en stor jolle i plastik, var beregnet til 15 mennesker, men de var 33 om bord.

De skulle sejle om natten for ikke at blive set. Efter en halv times sejllads hoppede kaptajnen af og overlod passagerne til sig selv.

”Havde jeg vidst det, var jeg ikke gået om bord. Jeg er bange for vand og kan ikke svømme. Tiden på den båd var et mareridt for mig. Men jeg følte heller ikke, det var mig, der var i den båd. Jeg gjorde det for min søn og for min familie,” siger Husam Abbas, der heller ikke brød sig om at bo tæt ved vandet på Bornholm.

Han taler engelsk, er statsløs palæstinenser, men født og opvokset i udkanten af Damaskus i Syrien. Han er uddannet indretningsarkitekt fra universitetet DTC i Damaskus og havde inden krigen sit eget firma.

Han havde bil og to boliger og boede sammen med sin kone og sin mor. I november 2012, da hans kone Heba var syv måneder henne i sin graviditet, måtte de rejse til Libanon.

”I Syrien oplevede vi daglige bombeangreb og så konstant blod og døde mennesker. Folk siger, de kæmper for frihed, men jeg mener ikke, det giver frihed at slå hinanden ihjel,” siger han.

Deres søn Mohamed blev født i Tripoli i Libanon, hvor situationen heller ikke er stabil. De besluttede, at Husam måtte tage til Europa uden Heba og Mohamed.

”Det var en alt for farlig tur for dem. Den risiko ville jeg ikke udsætte dem for. Jeg rejste, fordi min far mistede Palæstina, og jeg mistede Syrien. Jeg ønsker ikke, at min søn også skal opleve at miste et land.”

Det kostede ham 1500 euro (11.000 kroner) at blive sejlet til græsk farvand. Det var ikke svært at finde en båd, der ville krydse Middelhavet med flygtninge om bord, fortæller han.

”Alle taler om det på gaden. Det er dem med de sorte hjerter, som tjener blodpenge på folk, der ikke har andre muligheder.”

Den græske hær samlede dem op af vandet, og Husam afleverede fingeraftryk og fik taget billede. Det lykkedes ham at komme til Athen, hvor en mand skaffede ham en flybillet til København og et stjålet pas.

Det betalte han cirka 4000 euro (30.000 kroner) for. Hans oprindelige plan var at komme til Sverige og søge asyl, men han ændrede planer, da hans familie der mente, at det i Sverige tager længere tid at få behandlet sin sag om familiesammenføring.

Efter tre dage i København hos en ven tog han til Sandholmlejren for at melde sig.

”Jeg havde ikke noget ønske om at flytte til Europa. Jeg elskede Syrien, som det var, men nu har vi mistet alt,” siger han.

Toget snegler sig af sted over Sjælland og derefter Fyn. Husam Abbas dvæler ved de grønne, flade marker, som kendetegner det danske landsskab.

”Det er ligesom på Bornholm. Der var også grønt, smukt og stille - for stille, synes jeg. Men jeg kunne godt lide menneskene der. Til gengæld kunne jeg ikke lide vandet. Jeg vil helst ikke bo tæt ved vandet.”

Han nåede at få en del gode danske venner på klippeøen. Han var med på et fodboldhold og spillede skak med en lokal mand. Flere venner fra Bornholm sender ham en hilsen på Facebook i dag.

”Jeg ønsker dig ALT DET BEDSTE, min ven. Husk, at du altid kan ringe til mig, hvis du behøver hjælp,” skriver en ven.

Husam kommunikerer også løbende med sin kone via SMS. Hun ved hele tiden, hvor han befinder sig og omvendt.

For enden af rulletrappen på Odense Banegårdscenter står modtagelsesmedarbejder ved Odense Kommune Rana Maoued klar til at tage imod Husam Abbas og en række andre flygtninge, som også er blevet tildelt en bolig i Odense.

Et par gange om måneden kommer et nyt kuld på cirka 12 personer, fortæller hun. Odense står til at modtage 335 nye flygtninge i 2015. I dag består gruppen af 10 syriske mænd, en enkelt eritreer og et syrisk par med to små børn.

Hun veksler nogle ord med Husam på arabisk.

”Langt ude er vi i familie. Vi kommer begge oprindeligt fra den samme landsby i Palæstina. Jeg kunne høre det på hendes accent,” siger han glad.

Da han står på gaden i Odenses centrum, er han også tilfreds.

”Åh, hvor dejligt. Her er mennesker og biler og meget vigtigt: støj! Jeg elsker, når der er mennesker og larm ligesom i Damaskus. Nogle gange sover jeg med fjernsynet tændt, fordi jeg ikke bryder mig om, at der er for stille”.

Ved middagstid viser Rana Maoued vej til Odense Jobcenter, hvor de skal udfylde en række papirer. Gruppen går i samlet trop med deres få ejendele.

”Der kommer hele Vollsmose gående,” siger en forbipasserende.

De bliver vist ind i et mødelokale med borde i hestesko. De enlige mænd sætter sig konsekvent, så der er en ledig stol imellem dem. De fleste ser ud i luften eller ned i bordet.

De taler samme sprog, men ingen taler sammen. Der hænger et bykort over Odense. Husam forsøger at finde sin nye adresse i forstaden Villestofte.

”Kommunen har sikret jer en bolig og betalt et depositum, som I skal betale tilbage. Vi har taget en kopi af lejekontrakten, som I skal bruge, hvis I ønsker at søge om familiesammenføring,” siger Rana Maoued.

Ordet familiesammenføring bryder tavsheden. Flere har spørgsmål til, hvornår de kan håbe på at blive genforenet med deres familier. Også Husam Abbas.

”Jeg har 1000 gode ting at sige om Danmark, men jeg forstår ikke, at det tager så lang tid at få min familie herop. De sidder i et hus i Libanon uden vand og mad.”

I en Nordea-bank ikke så langt fra Jobcenteret får de udbetalt 3.700 kroner som et startbeløb til at leve for. Husam får også 6.050 kroner, så han kan købe møbler til sin nye bolig.

”Jeg har lovet min kone at sende billeder af de møbler, jeg finder, og ikke købe noget uden hendes samtykke. Det er hende, der er dronningen af hjemmet.”

Taxaen kører mod nordvest. Det er midt på eftermiddagen, og Odense Centrum bliver erstattet af fredelig forstad. Ved en kæde af små røde rækkehuse gør taxaen holdt. Det her er Villestoftehegnet.

Rækkehuset på 68 kvadratmeter med køkken-alrum, soveværelse og egen lille have er Husam Abbas' nye bopæl. Den sjette i rækken i de ti måneder, han har været i Danmark. Nøglen får han om et par dage, så de næste nætter har kommunen installeret ham på hotel.

Huset er omkranset af flade græsarealer, en lille legeplads og en fodboldbane. Fuglekvidder og nogle få cyklister er det eneste, der bryder stilheden.

”Uh, der er meget stille her. Men jeg tror, min kone vil synes om det. Hun kan godt lide, når køkkenet ligger sammen med stuen. Og hvis hun er glad, er jeg glad,” siger Husam lidt spagt.

Han håber på at kunne finde et job i Odense, men ved ikke, hvad chancerne er for det.

”Jeg vil meget gerne tjene min egne penge. Jeg har altid arbejdet og kan godt lide det. Jeg synes, det er tomt med al den tid, så indtil jeg finder et job, må jeg dyrke en masse sport.

Måske jeg kan hjælpe med at træne nogle børn i fodbold. Jeg vil også gerne arbejde med boligindretning. Da jeg var ung, asfalterede jeg veje, så det kan jeg også.”

Han håber på at lære sine naboer at kende.

”Når jeg flytter ind, vil jeg forsøge at tale med dem, der bor her. De ved, hvordan samfundet fungerer. Sådan var det også på Bornholm. Jeg havde flere danske venner end syriske,” siger han.

Så længe han ikke ved, hvornår han ser sin familie igen, føler han sig dog ikke helt til stede i Odense.

”Det er kun min krop, der er her, fordi mine tanker hele tiden er hos min familie. Får jeg min familie herop, og får jeg et arbejde, vil I se, at jeg kan yde en stor indsats for samfundet her.”

Taxachaufføren, som har kørt os til Villestoftehegnet, er libaneser. Husam spørger ham om vej til Ikea og til moskeen. Chaufføren kom til Danmark for 30 år siden. Hans bedste råd til Husam er, at han skal lære nogle lokale danskere at kende.

”Du må for alt i verden ikke isolere dig, for så er du ved at blive vanvittig efter tre måneder,” siger han.

Chaufføren skriver sit telefonnummer på et stykke papir og giver det til Husam.

”Ring, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med. Habibi,” siger han.

Min ven.

I Københavns Lufthavn når Husam Abbas (tv.) at mødes med sin fætter Sami fra Malmö, før turen går videre. Foto: Mette Frandsen
Ventetid på Københavns Hovedbanegård før turen går videre mod Husam Abbas' nye liv i Odense. Foto: Mette Frandsen
En større gruppe flygtninge ankommer samtidig til Odense. De følges til byens jobcenter, hvor de får lejekontrakter og gode råd om familiesammenføring. Foto: Mette Frandsen
Husam Abbas får vejledning i at udfylde papirerne af jobcentrets medarbejder Rana Maoued. Foto: Mette Frandsen
I en Nordea-bank i Odense får Husam Abbas udbetalt 3.700 kroner som et startbeløb til at leve for. Foto: Mette Frandsen