Den forunderlige følfod

Den fine, gule forårsbebuder holder, så godt den orker, sammen på landet, når den begraver sine fødder i kystklinternes ler

Rå jord og blide blomster.
Rå jord og blide blomster.

Følfoden fortryllede mig, da jeg var barn.

Jeg fik den forevist af min mor og far i en grøftekant nær Allinge en kølig og solrig forårsdag for mere end 50 år siden. Der stod den og lyste på trods af kulde og tog mod sollyset med sine første gule silkeknapper. Det føltes godt at sige navnet. Følfod. Hvad skulle den ellers hedde? Dens store, grove slægtning hedder hestehov. Følfoden er lille, strålende og gul. En fin fod.

De gule sole bryder frem af den rå jord i det tidlige forår, længe før græsset grønnes. Følfoden blomstrer på sine skællede stilke, som skyder frem som bundter af livsglæde midt i det blege og nøgne land, vinteren har efterladt. De store, kantede blade vokser først frem i maj og hen på sommeren. Bladene er grove og skidne og rasler tit tørt i vinden. De er en underlig kontrast til den fine blomst. Følfoden er i sandhed besynderlig.

Følfodens grove blade, der først dukker op om sommeren.
Følfodens grove blade, der først dukker op om sommeren.

Følfod (som hedder følfod og ikke følfødder i flertal) dukker op som trylleslag, når solen er steget så højt på himlen, at den har magt til at lune sydvendte klinter og grøftekanterne godt. De første følfod viser sig som regel omkring forårsjævndøgn den 20.-21. marts, og blomstringen topper normalt omkring den 1. april. Så står den i store flokke på skrænter og i grøftekanter, hvor den lyser op med sine 1o-kronestore, solgule blomsterhoveder.

Følfoden hører til kurvblomsternes familie. Det er Jordens største plantefamilie med over 25.000 kendte arter. Kun orkidéfamilien rummer arter i et antal, der nærmer sig. Kurvblomster er mærkelige. Det, der ligner én blomst, er i virkeligheden et mylder af små blomster samlet i en vegetabilsk skål, som planten danner for enden af det blomsterbærende skud. Skålen (kurven) kan rumme flere hundrede enkeltblomster, der som regel er meget forskellige, alt efter om de sidder midt i skålen eller ude ved randen. Blomsterne midt i skålen kaldes skiveblomster, og de ligner som regel små, takkede stjerner. Blomsterne ude ved randen kaldes randblomster, og de danner som regel en lang fane, som minder om en tunge eller et kronblad på en normal blomst. Tilsammen danner blomsterne i skålen en blomsterstand, der minder om én stor blomst med et stort antal kronblade samlet om en masse små, nektarfyldte gemmer i midten.

Knopperne på vej mod blomstring. De har luret under jordoverfladen hele vinteren.
Knopperne på vej mod blomstring. De har luret under jordoverfladen hele vinteren.

Blomsterne i midten af kurvblomsters kurv er som regel ordnet i to sæt spiralarme, der stråler ud fra centrum og griber perfekt ind i hinanden, selvom det ene sæt krummer mod venstre, og det andet sæt krummer mod højre. Matematikere, kunstnere og filosoffer har i lange tider kendt til fænomenet og været betaget af, at antallet af spiralarme i de to sæt altid er tæt på det gyldne forhold til hinanden, cirka 1,618 (phi eller det gyldne snit). Se på en solsikke eller en marguerit og tæl efter!

Følfoden er mester i at vokse på steder med rå jord og sten på trods af evindelige forstyrrelser. Dens naturlige voksested er lerede og stenede kystskrænter, hvor bølger, vind og vejr gnaver af landet, så Danmark skrider i havet. Her vokser følfoden i hobetal. Med sit vidt forgrenede rodnet, der er begravet i leret, formår den til en vis grad at holde på klinten. Og når det alligevel går galt, etablerer den sig lynhurtigt igen. Følfoden holder sammen på Danmark, så godt den kan.

Følfoden ser mod solen.
Følfoden ser mod solen.

Efter blomstringen bøjer blomsterhovederne sig nikkende mod jorden. Men når frøene er modne, retter de sig op igen og strækker sig, så hovederne kommer godt op i vinden. Omkring den 1. maj blotter følfoden så sine hvide frøstande og sender millioner af små frø ud på luftrejser over landet på lange, hvide svævehår. Derfor etablerer følfoden sig lynhurtigt, når vi tilfældigt skaber egnede voksesteder. Den er sikker som amen i kirken, når vi anlægger nye veje med rå skrænter og grøftekanter, på byggegrunde, hvor der bliver flyttet jord, og i råstofgrave. Følfoden følger gravkoen trofast.

Den rige blomstring om foråret vidner om en voldsom energi. Den kommer fra de tykke, lyse rødder nede i leret. Rødderne er smækfulde af næring, som planterne dannede forrige sommer. De grove blade, som afløser de poetiske gule blomster sidst på foråret, står i fuld sol hele sommeren og frembringer energirig næring til den store guldmedalje. Hele sommeren og en del af efteråret går således med at vokse og opbygge et mylder af næringsrige rødder. Allerede sidst på efteråret er de blomsterbærende skud klar lige under jordoverfladen. Klar til at skyde frem og tage mod forårssolen, når vinteren slutter.

Følfoden har som mange andre vilde planter været brugt i medicinen, blandt andet mod hoste og forstoppelse. Den indeholder også stoffer, der skulle virke antiseptisk. Man bør dog ikke indtage planten, da den er giftig.

Uanset hvad er følfoden god medicin mod dårligt humør i foråret, når den dukker frem af jorden med sine bundter af gul energi.

De første følfod ved Glænø Strand. – Fotos: Michael Stoltze.
De første følfod ved Glænø Strand. – Fotos: Michael Stoltze.
Følfoden ser mod solen.
Følfoden ser mod solen.
De første følfod ved Glænø Strand. – Fotos: Michael Stoltze.
De første følfod ved Glænø Strand. – Fotos: Michael Stoltze.
Knopperne på vej mod blomstring. De har luret under jordoverfladen hele vinteren.
Knopperne på vej mod blomstring. De har luret under jordoverfladen hele vinteren.
Følfodens grove blade, der først dukker op om sommeren.
Følfodens grove blade, der først dukker op om sommeren.