Prøv avisen

Skolen bag pigtrådshegnet har lært at leve med truslerne

På Carolineskolen kunne man godt tænke sig at fremstå som andet og mere end et af de mål, som forvirrede eller formørkede sjæle udser sig, når de vil ramme noget, der signalerer jødedom. For eksempel at skolen er mere end 200 år gammel. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Carolineskolen i København har været nødt til at sikre sig mod trusler, som i den såkaldte Kundby-sag. Men det tager man relativt roligt. For trusler har været hverdag igennem årtier

Det er frikvarter på Carolineskolen i København. I skolens store centrale rum, mediateket, er der sat bordtennisborde frem, og børnene spiller ”rundt om bordet” på livet løs i rummet, der engang var fabrikshal i en strømpefabrik.

Udenfor bliver der leget som på alle andre skoler. Det mest usædvanlige er, at legeplads, skole og tilhørende daginstitution er omkranset af et højt pigtrådshegn.

Da journalist og fotograf kort hilser på eleverne, bliver vi mødt med et mere nysgerrigt end bekymret spørgsmål fra to piger:

”Er I her på grund af bomben?”

Det er vi måske nok. Men der er så meget andet at skrive om, end at Danmarks eneste jødiske friskole for nylig på ny kom i mediernes søgelys, fordi en 16-årig pige fra Kundby ved Holbæk tilsynelande har forsøgt at skaffe sig materialer til at fremstille bomber, som hun havde planer om at bruge mod sin egen skole, Sydskolen i Fårevejle, og Carolineskolen.

På Carolineskolen kunne man godt tænke sig at fremstå som andet og mere end et af de mål, som forvirrede eller formørkede sjæle udser sig, når de vil ramme noget, der signalerer jødedom.

For eksempel at skolen er mere end 200 år gammel.

At historien handler om den jødiske befolkningsgruppes udvikling og tilpasning til det øvrige Danmark.

Og at skolen bag pigtrådshegnet er et fint eksempel på, hvad der kan komme ud af den traditionsrige danske ret til at drive fri skole ud fra sit eget værdigrundlag.

”Skolen har, lige siden den blev grundlagt, haft fokus på, at eleverne ud over skolefagene skal lære danske værdier, demokrati, historie og sprog, men samtidig får de mulighed for at få et ståsted i en jødisk identitet,” siger skoleleder Jan Hansen.

Han tilføjer, at selvom værdisættet er lige så dansk som jødisk, så er det det jødiske ceremoniel, der præger. Der er ingen juletræsfest, men derimod en hanukkah-fest. Hver fredag er der et ceremoniel knyttet til sabbattens begyndelse, og dens afslutning, som egentlig er om lørdagen, markeres mandag morgen.

Den eneste fællesnævner for eleverne er, at man skal have mindst én forælder, der er medlem af Det Jødiske Samfund.

”Vi har jødiske lærere, der underviser i ’jødisk fag’, som svarer til folkeskolens kristendomstimer. Og når jeg selv underviser i historie, lægger jeg måske lidt større vægt på Israel, end man ville gøre i en dansk folkeskole. Eleverne får lidt andre referencepunkter, men vi prøver ikke at pådutte nogen noget. Vores mål er ikke at udklække gode, artige jødebørn. Vi vil give børnene en viden, så de selv kan træffe den beslutning, om de vil sige: ’Jeg er jøde’,” forklarer Jan Hansen.

Helt tilbage i 1805 etablerede den tyskfødte Mendel Levin Nathanson Mosaisk Drengeskole i Skindergade i det indre København, og fem år senere en tilsvarende pigeskole i Pilestræde. Navnet Carolineskolen skyldes, at kong Frederik VI’s datter, prinsesse Caroline, var protektrice for pigeskolen. Først efter Anden Verdenskrig blev de to skoler slået sammen, og siden 1974 har skolen ligget på sin nuværende adresse.

Her er god plads til halvandet hundrede skoleelever og et halvt hundrede institutionsbørn, men bygningerne er nedslidte, og skolen håber i nær fremtid at kunne flytte til noget mere tidssvarende, fortæller lederen.

Men er rammerne ikke prangende, så fejler de faglige ambitioner ikke noget. På en række punkter har Carolineskolen været pædagogisk fremme i skoene. For eksempel blev korporlig afstraffelse afskaffet allerede i 1930’erne, mens folkeskolen måtte vente til 1967. Og da læseplanudvalget i slutningen af 1950’erne forberedte den legendariske Blå Betænkning for fremtidens folkeskole, var Carolineskolens pædagogik en af inspirationskilderne.

Gennem tiden har skolen forandret sig meget i kraft af et ændret elevgrundlag. Engang var der mange elever, som var jødisk opdraget hjemmefra, men kendte kun lidt til dansk sprog. Den seneste store bølge af jødiske indvandrere kom i 1969-1970 fra Polen, beretter Bent Lexner, tidligere overrabbiner.

”I tidernes morgen var skolens mål især at lære jødiske børn dansk. I dag må vi erkende, at mange forældre ikke er stærke nok i deres jødiske identitet til at kunne give den videre til børnene. Derimod er kendskabet til dansk sprog og kultur kommet ved naturlig assimilation,” siger Bent Lexner.

Han har ikke selv været elev, idet han tilhører en krigsgeneration, hvis forældre reagerede på krigens uhyrligheder ved at ønske deres barn bundet stærkere til en dansk identitet. Til gengæld havde han i sin tid som overrabbiner sit kontor på Carolineskolen.

At skolens ansatte og elever ved, at nogen kunne finde på at gøre dem ondt, er ingen nyhed. Konkret er det eneste fysiske angreb, der er foretaget på skolen, et hærværk med knuste ruder og graffiti på murene i august 2014. Men skolen har vænnet sig til at tænke præventivt.

”Der er forældre, som har måttet flytte deres børn, fordi de ikke følte, de kunne være bekendt at sende dem ind bag pigtråd hver dag. Men de fleste kan godt vænne sig til, at truslen er hverdag,” siger Bent Lexner.

Martin Krasnik er journalist ved Danmarks Radio og udgav i 2014 bogen ”Fucking jøde” om sin jødiske identitet, som rummede et helt kapitel om Carolineskolen. Han har både gået i børnehave og haft samtlige sine grundskoleår på Carolineskolen i 1970’erne og 1980’erne og husker ikke, at han eller de andre elever var specielt bange for at gå i skole.

”Der har altid været forholdsregler på skolen, og da der i 1985 var et bombeangreb mod synagogen, blev der sat ekstra pigtråd op og etableret døre, hvor man skulle bippe sig ind. Som altid var begivenhederne i Danmark reflekteret af, hvad der skete i Mellemøsten. Dengang var det den første intifada,” fortæller Martin Krasnik.

Bomben mod synagogen kvæstede syv personer den 22. juli 1985. Samme dag kvæstede en anden bombe 25 personer, hvoraf en senere døde, ved det amerikanske flyselskab Northwest Orient Airlines kontor i København. Bag bombeangrebet stod svensk-baserede palæstinensiske terrorister. Men Martin Krasnik husker, at han, der dengang gik i 9. klasse og havde været på klasserejse til Israel, var mere engageret i den politiske debat, end i om han selv var truet som elev.

”Vi havde alle sammen prøvet at blive udsat for tilråb om, at vi var jøder, men vi var aldrig bange for at gå i skole,” siger Martin Krasnik, som håber, at Carolineskolen trods faldende elevtal vil kunne fortsætte med at være, hvad han betegner som et unikt socialt eksperiment.

”Man kunne tro, at fordi skolen er jødisk, er den ensidig. Men min påstand er, at det er den mest pluralistiske skole i Danmark. For der er ingen anden fællesnævner end den lidt upræcise, flimrende forestilling om det jødiske. Jeg husker, at bare min klasse med 16-18 elever spændte fra den ikke-religiøse elev, hvis far var tilflyttet israeler, over stenrige Hellerup-drenge til børn af ultra-ortodokse jøder med ørekrøller og bedesjaler,” siger Martin Krasnik og tilføjer:

”En skole er nødt til at have en ekstra rummelighed, når klientellet er så blandet. Tilmed er skolen blevet mere rummelig siden, idet der dengang var krav om, at man skulle tage Bar Mitzvah og være omskåret.”

På Carolineskolen er skoleleder Jan Hansen også mere optaget af rummelighed og den nye pædagogiske udviklingsplan, som han er ved at line op med det ikke uambitiøse navn ”Verdens bedste skole”, end af medieomtale af 16-årige piger med mulige Islamisk Stat-sympatier og deraf afledte bombeplaner:

”Vi er klar over, at vi er et symbolsk jødisk objekt. Vi tager de forholdsregler, som nogle skønner er nødvendige, og når medierne fortæller deres historier, ser vi et behov for at informere eleverne, så de ikke får et forkert billede. Men vi er ikke ofre. Det er ikke sådan, vi ser os selv.”

Engang var Carolineskolen især en skole, som hjalp jødiske børn med at forstå det fremmede danske. I dag er vilkårene, at dansk sprog, danske vaner og almindelige frikvartersaktiviteter som bordtennis er velkendt, mens det jødiske måske er uklart. – Foto: Petra Theibel Jacobsen