Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Reportage

"Den gave, Finn gav os, var hjertets vej og en adgang til modet"

Kirkedørene blev åbnet præcis klokken 11, og i timen frem til de ni bedeslag indledte bisættelsen, fyldte danskere, som kendte Finn Nørgaard, eller ville vise ham den sidste respekt, stille og roligt kirken til den nåede et antal på 750 ifølge politiets anslag. Foto: Scanpix

Filminstruktøren Finn Nørgaard var højt værdsat og elsket af en stor familie og vennekreds. I dag tog de sammen med det officielle Danmark og almindelige borgere en bevæget afsked i Grundtvigs Kirke i København

Vi skulle være blevet gamle sammen. Det var planen, fortalte venner til filminstruktør Finn Nørgaard, som blev dræbt den 14. februar og bisat i dag.

Familie og omgangskreds tog en smuk og bevæget afsked med terrordræbte Finn Nørgaard sammen med landets statsminister Helle Thorning-Schmidt og andre repræsentanter for regering, opposition og religiøse ledere, både muslimer, jøder og kristne.

Den cirka timelange højtidelighed blev holdt i den katedrallignende Grundtvigs Kirke på et højdedrag i Københavns Nordvestkvarter. Kirken var valgt, fordi Finn Nørgaards forældre på et tidspunkt boede i sognet, og han derfor tilbragte en del af sin opvækst her.
 
Hele området rundt om kirken var præget af massiv politi-tilstedeværelse med svær bevæbning, civile betjente og hunde. Men alle, der havde lyst til at gå i kirke, hvilket man blev spurgt om af de agtpågivende betjente, fik lov til det.

Kirkedørene blev åbnet præcis klokken 11, og i timen frem til de ni bedeslag indledte bisættelsen, fyldte danskere, som kendte Finn Nørgaard, eller ville vise ham den sidste respekt, stille og roligt kirken til den nåede et antal på 750 ifølge politiets anslag.
 
I sin prædiken talte kirkens sognepræst Vivi Andersen blandt andet om, at vi hver eneste dag hører om menneskelig lidelse, nød og død.

”Vi dulmer smerten i hjertet. Vi koncentrer os om vort eget – alt det, jeg lige skal have gjort og gerne vil have gjort. Kan jeg lige nå arrangementet henne på biblioteket? Pludselig i løbet af et splitsekund kan alt det vendes op og ned, og grunden skride under én, volden og terror nå egen krop, så det kommer til at fylde det hele. Kuglerne fra et våben sætter et hjerte i stå og får mange, mange andre hjerter til at bløde.”
 
Vennen Steffen Lüders og Finn Nørgaard har holdt tale for hinanden mange gange.
 
”Nu taler jeg for sidste gang til dig. Det var ikke det, vi planlagde,” sagde Steffen Lüders og fortsatte:

”Du var dannet, følsom, empatisk og helt utrolig betænksom. I dag forstår jeg, hvor enormt mange mennesker du betyder noget for. Jeg tror, at alle i dette rum omfavner dig nu. Mon ikke alle englene allerede er helt vilde med dig,” sagde Steffen Lüders.
 
Temaet i Steffen Lüders tale var også, hvor optaget Finn Nørgaard var af at skabe et ordentligt samfund med respekt og forståelse, hvor man kæmper for de værdier, man tror på, uanset religiøs baggrund. Og ikke mindst den kærlighed, som Finn Nørgaard rummede og omfattede andre med. Det blev afspejlet i sognepræst Vivi Andersens læsning fra Paulus’ Første brev til Korintherne om, at kærlighed aldrig hører op:
 
”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. (...) Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
 
En anden af Finn Nørgaards venner, Lars Lundbye, konstaterede, ”at verden har mistet en hædersmand”.

”Jeg vil savne Finn resten af mit liv. Finn traf et valg, som startede en dyb vibration i mig. Det valg, den handling, det mod er en gave, jeg skal have med mig resten af livet. Den gave, Finn gav os, var hjertets vej og en adgang til modet,” sagde Lars Lundbye med henvisning til den afdødes forsøg på at overmande terroristen.
 
Under postludiet blev Finn Nørgaards kiste båret ud af kirken til den ventende sølvgrå rustvogn.

Efter at familie og venner havde samlet sig et øjeblik i stilhed, blev bagsmækken lukket. Bilen begyndte stille at rulle ned ad vejen, som fører op til kirken, fulgt af familie og venner, de officielle gæster, og de øvrige deltagere, mod den ventende skare af fotografer, som ikke havde mulighed for at tage billeder i kirken.
 
En af de sidste på vej ned ad vejen var Mogens Wulff fra Karlslunde. På spørgsmålet om, hvorfor han har valgt at deltage i gudstjenesten, sagde han:
 
”Jeg synes, det er min borgerpligt på grund af denne terror og for at vise respekt for Finn Nørgaard. Jeg kendte ham ikke, men det gør jeg nu, fordi jeg har fået nogle taler, som helt ubeskriveligt fortalte om, hvordan han var,” siger Mogens Wulff.