En hyldest til geden: Om gedebukke, gimmergeder og gedekød

Geden giver mange små og store glæder. Og så er den et intelligent og venligsindet husdyr med en smuk stemme

Geder kan gøre gavn i naturen. De er nøjsomme dyr og gode til at holde krat nede og skabe lysninger til glæde for blomster og sommerfugle. Derfor er der blandt andet geder på Hammerknuden (billedet) og flere andre steder med natur i offentligt eje. –
Geder kan gøre gavn i naturen. De er nøjsomme dyr og gode til at holde krat nede og skabe lysninger til glæde for blomster og sommerfugle. Derfor er der blandt andet geder på Hammerknuden (billedet) og flere andre steder med natur i offentligt eje. – . Foto: Jacob ”Löhmmel” Schmidt.

I 1962, da jeg gik i 1. klasse, købte mine forældre en ged for 60 kroner.

Det var en flot, ung hvid ged med horn. Hun hed Mette, som gimmergeder jo gør, og blev bukket af Mads, som Metter jo bliver. Mette blev fragtet hjem fra seancen i vores bil, så både bil og ged i ugevis udsendte den umiskendelige krydrede duft af gedebuk. Og næste forår kvitterede Mette med to dejlige gedekid.

Der er noget særligt ved geder, og gedens entré i vores liv i dalen på Nordbornholm var en stor begivenhed. Mine forældre havde geder indtil først i 1980’erne.

Geder er nøjsomme og meget adrætte dyr, der knytter sig stærkt til mennesker, og vores geder var ingen undtagelse. Mette gik med os overalt på ture i skoven og veg sjældent mange meter fra os. Det var ikke nødvendigt at have hende i snor, for modsat hunden var hun ligeglad med skovens vilde dyr. Hendes kid og deres efterkommere gik også med os. De anså os for en del af flokken, som det var godt og trygt at holde sig til. Vi havde det ligesådan. Men Mette var, som vores første og hvideste ged, elsket og trofast i særklasse.

Geder er gode i naturen, hvis de ikke er for talrige. Mange geder i naturen kan hærge, så der næsten ikke kan vokse skov.

I Middelhavslandene har mennesker og millioner af geder fortrængt skoven. Skoven er blevet til maki, som man kalder de blomstrende krat af tornede og mere eller mindre ildesmagende og giftige buske. Selvom makien er vidunderlig med sin overdådighed af sarte cistusroser, krydderbuske og orkideer, er den forarmet skov. På det nordlige Naxos har jeg set et lille område i en dal, hvor gederne havde været hegnet ude i lange tider, og der var makien blevet til frodig skov med mægtige, metertykke egetræer.

Geder virker umiddelbart intelligente. Mens får bræger trættende og traurigt, er gedens stemme lys og munter. Geden holder hovedet højt og årvågent, og geden springer lystigt og legesygt omkring selv de stejleste steder. Selv deres ekskrementer er pæne. De lugter næsten ikke, og de ligner små runde lakridser, mens fåreekskrementer er fedtede, brunlige klumper.

”Geder er nøjsomme og meget adrætte dyr, der knytter sig stærkt til mennesker, og vores geder var ingen undtagelse. Mette gik med os overalt på ture i skoven og veg sjældent mange meter fra os,” skriver Michael Stolze. Billedet her er fra familiealbummet, hvor tvillingebroren Jakob ses til venstre, derefter Mette, søsteren Karen og artiklens forfatter. –
”Geder er nøjsomme og meget adrætte dyr, der knytter sig stærkt til mennesker, og vores geder var ingen undtagelse. Mette gik med os overalt på ture i skoven og veg sjældent mange meter fra os,” skriver Michael Stolze. Billedet her er fra familiealbummet, hvor tvillingebroren Jakob ses til venstre, derefter Mette, søsteren Karen og artiklens forfatter. – Foto: Bodil Stolze

Få dyr er hurtigere fra tanke til handling end en ged. Da min far skulle købe vores anden ged nogle år efter Mette, stod han ved handelens afslutning med en hundredkroneseddel hånden. Bare et sekund. Men længe nok til, at geden snuppede sedlen og tyggede den i sig som manisk makuleringsmaskine. Min far måtte til sin ærgrelse fiske en ny seddel frem fra tegnebogen og afleverede den til ejeren med armen løftet over gedehøjde. Efter ejerskiftet fragtede han den således berigede ged hjem og fortalte brødebetynget om det dyre dyr. Men altid optimistisk, som han var, mente han, at sedlen muligvis ville komme ud i en noget krøllet og misfarvet tilstand efter et par dage. Det gjorde den ikke.

Gederne er så kvikke, at man har et hyr med at holde dem under hegn. De er specialister i at afhaspe hasper og åbne låger, der ikke burde kunne åbnes. Geder anser færiste for at være for virkelige fæ og ikke for kloge dyr. Så geder går over de djævelske riste lige så elegant som dansere på line. Og tro det eller ej: Geden er det eneste klovdyr, der ofte klatrer i træer. I Marokko er der store områder med krogede Argan-træer, der har olieholdige, olivenlignende frugter, som gederne elsker.

Gederne klatrer behændigt op i træerne og æder frugterne. De klatrer endda ud på de tyndeste grene, hvor de arbejder sammen om at tynge grenene ned, så de kan æde frugterne. Frugtkernerne havner ufordøjet på jorden, hvor de senere kan samles op i store mængder. På den måde hjælper klatregederne en hel industri. Af frugtkernerne udvindes nemlig en værdifuld olie, som er spiselig og ikke mindst bruges i stor stil i kosmetikken.

Mens gimmergeder og gedekid er indbegrebet af alt, hvad der er sødt og godt, er det noget andet med gedebukken. Den er et besværligt, men – for gedeavlen, naturligvis – nødvendigt onde.

Gedebukken er større end gimmergeden, har større og mere krogede horn og er udstyret med et langt skæg og en guddommelig stank. Dertil kommer et til tider voldsomt temperament. Vi havde ikke voksne gedebukke, for bukkekiddene blev slagtet og spist, før de nåede kønsmodenhed. Men et par af vores naboer havde gedebukke. På Smedegård havde de en buk i en fold, som vi cyklede forbi på vej til skole. Gedebukke lugter værre og værre med alderen, og de stinker allermest, lige før de stiller træskoene (eller hvad en ged nu stiller). Bukken på Smedegård blev meget gammel, og vi mente gennem flere år, at den måtte være tæt på at udånde. For den stank værre end en ulykke. Når vinden var i syd, bølgede dens brunstgasser hen over vejen. Så gjaldt det om at tage en dyb indånding og køre til på cyklen og først trække vejret igen 50 meter længere fremme, hvor luften ikke kom fra gedebukkens fold. Jeg bilder mig ind, at luften over det berørte stykke af vejen var en gullig tåge. Det føltes sådan.

Vores gode venner lidt derfra, Ole og Karin, havde også geder, heriblandt en ung buk. Den var begyndt at lugte ganske stramt, så de var trætte af den og fik den slagtet. Malkegeder og gedekid smager fortræffeligt, og Ole mente, at gedebukken ville smage lige så godt. Det gjorde den ikke. Stanken under tilberedningen var slem, og på middagsbordet formåede krydderier på ingen ikke på nogen måde at camouflere smagen af buk. Thor har ikke været sart, da han kørte rundt med sine to gedebukke.

Modsat gedebukken er gimmergeden godheden selv. Den giver gerne et par liter mælk om dagen, og når man først har fundet det rette greb og den rette, beslutsomme teknik, er den let at malke. Jeg var aldrig vild med gedemælk, der i fersk tilstand kan have en lidt besk smag. Men gedemælken er uforlignelig til fremstilling af ost. Det er, som om hele dyrets sjæl, frækhed, godmodighed og duft springer ind i en gedeost.

Gedekød er mildere i smagen end lammekød, og mange skatter det højere end lam. Men det er nærmest umuligt at opdrive i butikker i Danmark. Det skyldes, at gedeavl næsten kun bedrives privat i småskala til eget forbrug. Det gjorde vi også. Når kiddene var store hen på året, blev de slagtet. På et tidspunkt skulle den gode Mette også slagtes, men vores forældre syntes, at det var for hårdt for os børn at skulle spise hende. Så de fortalte os, at hun var blevet gammel og brugt til løvemad i Zoologisk Have. Hvorpå min storesøster Karen svarede: ”Hvorfor spiser vi hende ikke selv?”. Børn forstår og accepterer som regel udmærket logikken i slagtning af husdyr.

Forfatterens mor, Bodil, ses her med Mettes trillinger. –
Forfatterens mor, Bodil, ses her med Mettes trillinger. – Foto: Paul Stolze

Mine forældre kendte Frank Jæger og sendte ham et billede af os og gederne, fordi han havde skrevet så smukt om geden. Jæger kvitterede ved at sende et eksemplar af digtsamlingen ”Dydige digte” med dedikation og henvisning til dette digt i samlingen:

Læredigt om gedeavl

Geden er et venligsindet husdyr

Gir halvandet kilo mælk om daen.

Blir den altfor oldingtræt og aflægs,

tager jeg ganske simpelt huden aen.

Får en dejlig frakke, jeg kan bruge,

når det regner, blæser eller sner.

Kødet spiser vi hver anden søndag.

Alle mine unger vil ha mer.

To små hvide kid bliver født om året.

Tyve blanke dalere de gir.

Det er ganske godt at holde geder,

selvom roeprisen stadig stir.

Geden har en fin og ærlig stemme,

taler meget bedre end en ko

hvis jeg vinder instituttets præmie

køber jeg tre geder eller to.

Jæger skrev digtet, fordi ”Det Kejserlige Æthiopiske Landhusholdningsinstitut” havde udskrevet en konkurrence om at skrive et digt om dyrehold. Han vandt ingenting. Men geden fik sin hyldest. Geden betragtes ofte som et gammeldags husdyr knyttet til småkårsfolk på landet. Og der er kun meget få professionelle gedeavlere og gedemælksproducenter i Danmark. Det er synd. De gavmilde geder burde få en renæssance. Vel er de besværlige, men de giver store glæder, god mælk, godt kød og gør gavn i naturen.

De nøjsomme dyr er gode til at holde krat nede og skabe lysninger til glæde for blomster og sommerfugle. Derfor er der blandt andet geder på Hammerknuden og flere andre steder med natur i offentligt eje. Min mor har hele livet været en dygtig og ivrig fotograf, og med stor tak til hende for geder og billeder er det mig en stor fornøjelse at præsentere de gavmilde geder gennem billederne fra dengang.

Må der også fremover gå ged i den på den go’e måde!

Michael Stolze er biolog og forfatter.

Lillebroren Martin Stolze bydes her velkommen af gederne i 1967. –
Lillebroren Martin Stolze bydes her velkommen af gederne i 1967. – Foto: Bodil Stolze
”Geder er nøjsomme og meget adrætte dyr, der knytter sig stærkt til mennesker, og vores geder var ingen undtagelse. Mette gik med os overalt på ture i skoven og veg sjældent mange meter fra os,” skriver Michael Stolze. Billedet her er fra familiealbummet, hvor tvillingebroren Jakob ses til venstre, derefter Mette, søsteren Karen og artiklens forfatter. –
”Geder er nøjsomme og meget adrætte dyr, der knytter sig stærkt til mennesker, og vores geder var ingen undtagelse. Mette gik med os overalt på ture i skoven og veg sjældent mange meter fra os,” skriver Michael Stolze. Billedet her er fra familiealbummet, hvor tvillingebroren Jakob ses til venstre, derefter Mette, søsteren Karen og artiklens forfatter. – Foto: Bodil Stolze
Forfatterens mor, Bodil, ses her med Mettes trillinger. –
Forfatterens mor, Bodil, ses her med Mettes trillinger. – Foto: Paul Stolze