Prøv avisen

Paradoks: Frivillige kan ikke få lov til at donere organer

"Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det er påfaldende, at i katolske lande anses organdonation som langt mere naturligt end i protestantiske. Måske fordi man i de katolske lande har en mere udpræget vi-kultur,” siger den mangeårige EU-politiker Karin Riis-Jørgensen (V), som i dag er formand for 7liv. Arkivfoto.

15 danskere døde sidste år, mens de ventede på en ny nyre. Mindst lige så mange vil gerne donere deres nyre anonymt, men lægerne er imod. Vi har generelt svært ved at håndtere meget altruistiske gerninger, fordi de virker mistænkelige i en selvtilstrækkelig tid, mener iagttagere

I Nyreforeningen får man cirka 10 seriøse henvendelser om året fra danskere, der gerne vil donere deres nyre til en fremmed. Det sker også indimellem i organisationen 7liv, som arbejder for at fjerne ventelisterne til organdonation.

Men det kommer ikke de godt 400 nyrepatienter, der venter på en ny nyre, til gode. For selvom det ikke er ulovligt at donere sin nyre anonymt, vil ingen læger foretage transplantationen. I Lægeforeningen er holdningen nemlig, at det er for besværligt at kontrollere, om donorerne er psykisk syge eller bliver pressede til at donere. Også i Sundhedsstyrelsen mener man, at der mangler et ordentligt system til at undgå fejl.

Men de argumenter har ikke meget hold i virkeligheden, mener formand for Nyreforeningen Jan Rishave. I foreningen har man nemlig ikke et eneste eksempel på en psykisk syg donor eller en mistanke om, at nogen bliver presset eller modtager penge for at donere. Man henviser desuden til en undersøgelse, der viser, at over 13 procent af befolkningen siger, at de gerne vil donere en nyre anonymt. Alligevel bliver de mistænkeliggjort.

”I begyndelsen var det kun den nærmeste familie, der måtte donere,” siger Jan Rishave, ”så fik tætte venner også lov, trods bred modstand fra især lægerne. De seneste år har det været nok, hvis blot man er arbejdskolleger eller bekendte, men nu er det altså på høje tid at gå det sidste skridt og tillade anonyme donorer. De vil jo bare gerne hjælpe folk, der ellers risikerer at dø.”

Heller ikke den mangeårige EU-politiker Karin Riis-Jørgensen (V), som i dag er formand for 7liv, kan se nogen rimelige argumenter for ikke at benytte de anonyme donorer. For hvis nogen bliver pressede, er det da dem, der føler sig forpligtet til at donere til et familiemedlem eller en nær ven, påpeger hun.

Derfor planlægger 7Liv i løbet af efteråret at gå i dialog med sundhedsordførere, Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen med henblik på at få ændret praksis på området, så vi kommer på linje med Sverige og England.

”Vi er fortsat bagud i hele vores syn på organdonation. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det er påfaldende, at i katolske lande anses organdonation som langt mere naturligt end i protestantiske. Måske fordi man i de katolske lande har en mere udpræget vi-kultur,” siger hun.

Filosof Jesper Pøhler er en af dem, der ikke kan få lov til at donere sin nyre anonymt. Han undrer sig over den mistænkeliggørelse, han møder i sundhedsvæsenet.

”Det virker, som om der er en mental barriere for, hvor god vi er villige til at tro på, at nogen vil være mod andre, uden der stikker noget under,” siger han.

Medlem af Det Etiske Råd , teolog og bioetiker Mickey Gjerris anser også den danske praksis for at være ”mærkelig”.

Etisk er der ingen problemer, og det rent praktiske omkring at undgå misbrug burde nemt kunne ordnes. Når det ikke er sket, hænger det måske sammen med det økonomiske menneskesyn, der har vundet frem, siger han:

”Vi ser os selv som rationelle individer, der maksimerer egen lykke. Jesus ville blive betragtet som en galning i dag, for det udfordrer vores selvtilstrækkelighed, når nogen i den grad ikke er det. Så kalder vi dem fanatikere og mistænkeliggør dem i stedet for at blive inspireret, og det er ærgerligt.”