Den indre revolution

Peter Øvig Knudsen udgiver ny bog,

Bestsellerforfatteren Peter Øvig Knudsen vil vise, at der er forskel på marxister og hippier med første del af sit nye tobindsværk Hippie”. – Foto: Liselotte Sabroe. / Scanpix

Jeg var benhård marxist og dermed benhård ateist og materialist. Men det ændrede sig, da jeg mødte nogle gamle hippier, fortæller Peter Øvig Knudsen, der efter succesbøgerne om Blekingegade-banden er aktuel med første del af tobindsværket Hippie

Behold bare skoene på. Det er et børnehjem, siger bestsellerforfatteren Peter Øvig Knudsen, da han byder indenfor i sin store villa i Jægersborg nord for København.

Det ligner umiddelbart ingen børnehave, bortset fra en hængekøje i stuen, der giver designmøblerne et mere tilbagelænet udtryk. Men på spisebordet ligger det første egentlig hippietegn i form af en aflang mørkegrøn papæske med påskriften cannabis, der ligger klar som en æske tændstikker. Og dér ved siden af, ligger den så, Hippie 1 Peter Øvig Knudsens nytrykte bog, der er første bind af to om hippievægelsen og Thy-lejren.

LÆS OGSÅ: Forfra på den bare mark i Thy

Peter Øvig Knudsens forrige bøger om Blekingegadebanden slog alle rekorder for danske dokumentariske bøger med 350.000 solgte eksemplarer. Og man kan mærke, at det har givet selvtillid. For ved siden af sin nye bog på Gyldendal har han selv stiftet Hippie-selskabet, der supplerer bogudgivelsen med en lydbog, en cd med Hippie Hits og en app med billeder og lyd fra hippietiden, som man selv kan narvigere rundt i på mobilen. Og alene hans lydbog er en nyskabelse, idet hans egen oplæsning er krydret med 190 nykomponerede musikspor, som hippieguitaristen Tømrer-Claus har skabt til lejligheden.

Du kan næsten se grunden til, at vi ikke også har udgivet bogen selv, siger Peter Øvig Knudsen og bladrer gennem den gennemillustrerede bog, der er fuld af dyre farvebilleder. Men bogen kan også ses som et slags stort rehabiliteringsprojekt af hippiebegrebet, forklarer han:

Forleden blev jeg spurgt, om hippie var et skældsord eller et adelsmærke. Og der må man nok sige, at man i dag forbinder en hippie med en, der sidder i et hjørne og har det hele i munden. Men det er en fordom. For jeg har sjældent mødt så handlekraftige mennesker som den slags hippier, der gik ind i en bank med bare fødder for at låne til et stykke jord i Thy for 41 år siden, og bogen kan godt ses som et lille bidrag til at flytte ordet hippie nærmere et adelsmærke, siger Peter Øvig Knudsen, der samtidig ser bogen som en naturlig forlængelse af hans bøger om Blekingegadebanden:

Blekingegade-bøgerne var for mig en måde at skrive om den fundamentalistiske marxisme, som jeg selv havde oplevet i årene omkring min studentereksamen i slutningen af 1970erne. Men efter at have været inde i den meget militante marxisme, mødte jeg senere nogle gamle hippier, der satte nogle ting på plads for mig. Jeg troede, at venstrefløjen, marxismen og hippierne var én sag, men kernehippierne har det synspunkt, at marxismen er enormt autoritær og dogmatisk, mens hippierne var fritænkerne. Og det er også rigtigt. Man kan se, hvordan vejene skilles efter 1969, siger Peter Øvig Knudsen og fortsætter:

Marxisterne havde en forestilling om, at man skulle lave oprør og vælte magthaverne, så man senere ude i fremtiden kunne indføre proletariatets diktatur og senere det kommunistiske samfund. Dengang talte man om den ydre revolution. Man skulle gennemføre en samfundsomvæltning, inden man kunne gennemføre kommunismen. Hippiernes vision var modsat. Det blev derfor kaldt den indre revolution. Man skulle starte med sig selv. Man skulle starte med at finde sin egen indre kærlighedskilde eller sin egen religiøsitet. Og hvis man så begyndte at opføre sig som et kærlighedsfuldt menneske, så spredte de gode vibrationer sig til andre mennesker.

Peter Øvig Knudsen mener på den måde, at hippiernes ungdomsoprør i høj grad var båret af en åndelig søgen:

Jeg kan huske, at et amerikansk hippieblad skrev en programerklæring, der hed Our God is not dead, sorry about yours (vores Gud er ikke død, beklager med jeres, red.). Hippiernes synspunkt på religiøsitet er meget firkantet sagt, at der findes én Gud, som er kosmos, mens alle religioner er små forvrængede og forenklede pakkeløsninger på den store altomfattende gudsopfattelse, så verdensreligionerne er dårlige efterligninger og menneskelige forsøg på at sætte religion i system. Og jo mere man sætter det i system, desto mindre har man fattet.

De fleste kernehippier kunne dog enes om, at bevidsthedsudvidende stoffer som hash, svampe og LSD var en farbar vej til religiøse oplevelser, fortæller han:

Hippierne tog især til Nepal for at hente den bedste hash. Der mødte de også en religiøs brug af stofferne, og sådan tror jeg også, at meditation og yoga fulgte med, da de rejste tilbage til Danmark. Og allerede i 1970 var der enormt meget astrologi, healing, yoga og meditation i hippiemiljøet, der brød med den kristendom, der ellers havde været helt dominerende i Danmark. Men der kom også præster ud i Thy-lejren. Der kom for eksempel en præst fra Lolland, Olav Refshauge, der mente, at folkekirken trængte til at blive fornyet af de nye strømme. Og nogle af hippierne syntes også, at det var interessant at diskutere Jesus med ham. For hippierne opfattede Jesus som den første hippie. Jesus blev også ofte citeret af hippierne, fordi han lavede nogle oneliners, der passede til hippiernes peace, love and harmony. Men hippierne udskiftede for eksempel Guds rige med de mere rummelige det højeste, så det blev til Søg det højeste, så skal alt andet gives jer i tilgift. Et andet Jesus-citat, der blev brugt, var, at træet skal kendes på dets frugt. I stedet for at se på, hvilke planer folk havde, ville de i højere grad holde øje med, hvordan man opførte sig nu i dette øjeblik. Ikke i morgen eller efter revolutionen. Det var lige nu, man skulle opføre sig kærligt over for andre mennesker. Og det er det, der gør, at hippierne ikke kunne være en del af Blekingegadebanden. For Blekingegadebandens problem var, at de satte et mål over deres mellemmenneskelige etik. For at fremme den store sag, Palæstinas befrielse og revolutionen i Danmark, kunne man godt give en vagtmand kraniebrud eller slå en politimand ihjel, fordi man mente, at det var små ofre i den store sags tjeneste. Derimod ville hippierne ifølge deres egen ideologi mene, at man aldrig kunne undskylde vold, hvis målet netop var at elske andre mennesker nu.

Kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved, om hippiernes fortolkning af kærlighed kun førte til gode frugter?

Jo, det naive i hippiernes tankegang var, at de troede på, at mennesket kunne blive godt. Og det viste sig også at være en illusion i Thy-lejren, da man ellers fjernede alle regler og autoritet, så det frie menneske skulle stå tilbage. For der er kræfter i mennesket, egoisme for eksempel, der gør, at man ikke kan skabe paradis på jord, selvom det enkelte menneske forsøger at beslutte sig til at være kærligt. Ying yang-tegnet, som hippierne ellers tog til sig, er jo også et symbol på, at intet hverken er helt godt eller helt ondt. Og det samme kan man sige om de frugter, hippiebevægelsen skabte i vores samfund. Den seksuelle frigørelse skulle gøre mennesker frie, men den skabte samtidig misundelige partnere og forvirrede børn. På den anden side har hippierne ført os væk fra den patriakalske opdragelse, der ofte var præget af vold og angst. Og det er helt klart en frugt af hippietiden, at ingen autoriteter bliver betragtet som uantastelige herhjemme. Men måske er den økologiske bølge den eneste entydigt positive frugt af hippietiden. For hippiernes oprør ændrede Danmark på godt og ondt. Men det var også dem, der fik mig selv til at ændre holdning til religion. Jeg var benhård marxist og dermed benhård ateist og materialist. Men det ændrede sig, da jeg mødte nogle gamle hippier på min højskole, hvor der både blev dyrket hash og religion i stor stil. Og det præger mig stadig.

Hvad er da din egen religiøse praksis?

Det er bøn. Jeg har også mediteret, men jeg vil sige, at det mest er bøn. Ja, og så indtagelse af bevidsthedsudvidende stoffer, siger han og slår en stor latter op, inden han tilføjer:

Men det er ikke nogen daglig praksis. Min daglige praksis er bøn, hvor jeg beder til Gud. Hvis man skal rubricere mine bønner, vil man nok kalde dem takkebønner, hvor jeg udtrykker taknemmelighed. Der er ikke nogen stemme, der taler til mig fra det hinsides, men det betyder ikke, at jeg ikke kan føle en eller anden kontakt med det, jeg beder til. Og jeg vil tro, at min egen religiøse praksis egentlig er ret udbredt. Men da den jo er individuel og ikke præget af fællesritualer, så lever den rimelig stilfærdigt.

ohrstrom@k.dk

Læs Nils Gunder Hansens anmeldelse af Hippie her