Kristian Thulesen Dahl er fanatisk fan af Liverpool FC. Titlen på den engelske fodboldklubs yndlingsslagsang, ”You'll Never Walk Alone”, står skrevet med tusch på et whiteboard på hans kontor på Christiansborg. Og det var den sang, den 45-årige leder af Dansk Folkeparti brød ud i, da han torsdag aften tog mikrofonen for efter den overvældende valgsejr til partiet at tale til partikammeraterne, der var forsamlet til valgfest i Snapstinget på Christiansborg.
Det havde de aldrig set før. Jo, til mere festlige lejligheder som Folkemødet på Bornholm og internt i gruppen, men ikke på landsdækkende tv. Bevæget var han også, mente nogle iagttagere, efter at have ført partiet til sikker sejr ved sit første folketingsvalg som Pia Kjærsgaards efterfølger som partiformand. Små udsving hos en mand, der er kendt for aldrig at skeje ud, træde forkert eller miste besindelsen. Kontrolleret, velovervejet, strategisk - dog uden at kunne diagnosticeres som kontrolfreak - hedder det om den nye kongemager i dansk politik efter torsdag den 18. juni 2015.
At der har hvilet et kæmpe ansvar på Kristian Thulesen Dahls skuldre, og at sang og bevægelse måske i virkeligheden var udtryk for lettelse, har ikke været at se på den gennemført rolige, afdæmpede og ordentlige måde, han har ført valgkamp på. Når de andre partiledere forsøgte at overgå hinanden i løfter om en ny stram udlændingepolitik, tav han - selvom han af sine egne partikammerater kaldes for en strammer på området. Andre klarede den opgave for ham. I stedet har han fået et image som manden med den pletfri personlighed, lyst kortklippet hår, blå øjne og ulasteligt jakkesæt, og som den, der har gjort Dansk Folkepartis holdning til de fremmede stueren. Og som har ført til den ”Tulles triumf”, som Ekstra Bladet, der har udstyret ham med det lidt gammeldags mormor-kælenavn, skrev, da valgsejren var i hus.
Kristian Thulesen Dahl er vokset op i Nørre Snede i Østjylland, hvor han og storebrødrene er opflasket med politik. Forældrene stemte på Radikale Venstre, og når drengene kom hjem fra den lokale folkeskole, hvor begge forældre var lærere, blev de opdraget til at argumentere for deres sag. Ved siden af lærerjobbet drev faderen en tobaksforretning og en legetøjsbutik, hvor Kristian hjalp til og tjente sine første penge. Som 12-årig fik han job i den lokale brugs, satte hver en 25-øre ind på sin opsparing og kunne lide at sidde og lave regnskab over sine indtægter. Han var medlem af elevrådet i skolen, og i fritiden gik han til fodbold og skak.
Kristian Thulesen Dahls politiske vækkelse faldt sammen med faderens i slutningen af 1970'erne. Da Glistrup tonede frem på tv-skærmen, meldte faderen sig ud af Radikale Venstre og ind i Fremskridtspartiet. Selv var Thulesen Dahl kun 13 år, da han tog til Fremskridtspartiets Ungdoms landsmøde i Sønderjylland. I toget mødte han Peter Skaarup, og resten er, som klichéen siger, historie. 10 år senere var Kristian Thulesen Dahl formand for Fremskridtspartiets Ungdom.
Som erklæret fremskridtsmand nægtede han at følge strømmen på Tørring Gymnasium, hvor han gik på den musik-sproglige linje, og være en del af Operation Dagsværk. Han insisterede på at modtage eneundervisning, mens de andre elever samlede ind til skoleprojekter i Sydamerika. Og vennerne begyndte at ryge hash og borede og tunede deres knallerter, valgte han en anden form for ungdomsoprør. Det gik ud på økonomisk liberalisme og personlig frihed og at gå klædt i blazer og skjorte i en tid, hvor Fjällräven-rygsæk og afslappet tøj var mere almindeligt.
Blandt gymnasiekammeraterne var Cecilie Beck, i dag nyhedsvært på TV 2, som spillede i band sammen med Kristian Thulesen Dahl. Hun sang, han spillede keyboard, og musikken var rock a la Creedence Clearwater Revival og Gasolin. I et interview har hun beskrevet ham som ”en utrolig vellidt fyr, som aldrig rigtig gik ud i ekstremer”. Ikke kedelig, holdt altid balancen og var et meget socialt menneske. Og så var han typen, der gik efter at finde sig en kæreste frem for at score til festerne.
Hvor og hvornår han mødte sin hustru, Berit, der er jordemoder, og som han bor sammen med i det midtjyske, i Thyregod nær Brande, er ikke kommet til offentlighedens kendskab. Det hører efter hans mening til privatlivets fred, lige som han helt bevidst har holdt sine tre børn væk fra mediernes bevågenhed. Som en partifælle fortæller, sker det ud fra et ønske om, at børnene skal have deres eget liv og ikke bare være ”Kristians børn”.
På en måde lever Kristian Thulesen Dahl to liv: det politiske på Christiansborg, som han brænder så meget for, at han engang har kaldt sig selv for et ”politisk dyr”. Og hjemmelivet i Thyregod, som han efter sigende elsker højt, og hvor han er en lokal figur, man kan regne med på old boys-holdet og andre aktiviteter. Flæskesteg, gamle ”Far til fire”-film og en tur i Nyhavn hører også til favoritterne, selvom der de sidste par år er blevet mindre tid til byture med gruppekammeraterne.
Spørger man en af dem om, hvordan Kristian Thulesen Dahl befinder sig i rollen som politisk sejrherre, lyder svaret: Som en fisk i vandet. Han ved, hvad han vil, og der er intet, som Venstres partiformand, Lars Løkke Rasmussen, kan komme med i de verserende forhandlinger om et regeringsgrundlag, som Thulesen Dahl ikke allerede har gennemtænkt. Og så er han en dreven og udholdende forhandler, der aldrig bliver træt.
”Han kender gamet, og jeg tror, han nyder det,” hedder det.
Modparten kan også regne med, at Kristian Thulesen Dahl ikke mister besindelsen, for det ved han er det samme som at åbne op for indrømmelser. Men er der da intet, der kan få den mand ud af ligevægt?
Jo, har han selv fortalt i et interview. Han kan blive rasende, når Liverpool FC taber. Han har endda engang hamret så hårdt i bordet, at kaffekoppen væltede: ”Det er på det niveau.”