Prøv avisen

Den kulturbærende bank er i sin tredje livskrise

Da Danske Bank blev kaldt Landmandsbanken og officielt hed Den Danske Landmandsbank, som der står øverst på bygningen ved Holmens Kanal i København. Fotoets oprindelsesdato er desværre ukendt. Til venstre ses statuen af admiral Niels Juel. – Foto: Ritzau Scanpix

Ifølge lektor i økonomisk historie er Danske Banks 150-årige udvikling et spejl af kapitalismens danmarkshistorie. I den aktuelle sag om hvidvask har banken gjort, hvad den var god til, men glemt at gøre det rigtige

”Gør det, du er bedst til – det gør vi,” lød det selvbevidste slogan for Danske Bank i 2000’erne.

Det var dengang, da nye finansielle produkter og nye internationale markeder lå for bankens fødder, og udviklingen kun syntes at kunne gå én vej. Den fase sluttede brat med finanskrisen for 10 år siden, som akut gav det store, selvbevidste pengeinstitut så store problemer bag facaden, at det offentlige Danmark måtte træde til med garantier og bankpakker for at redde situationen.

Sloganet blev droppet i 2009. Men når man anskuer den aktuelle krise, Danske Bank står i, som handler om hvidvask af midler i bankens estiske afdeling, giver det ifølge Martin Jes Iversen, lektor i økonomisk historie samt prodekan ved CBS, Handelshøjskolen i København, god mening at finde det frem igen.

”Den krise, Danske Bank står i i dag, er en anderledes krise end de foregående to store kriser i koncernens historie. I modsætning til de to andre gange er banken grundlæggende en sund bankforretning. Men det er en krise, som både rammer al dansk bankvirksomheds anseelse udadtil, og som giver anledning til at tænke over, hvad det betyder, når vi får en finansiel virksomhed, som er så stor. Danske Bank har i de seneste år været god til at gøre det, den var god til, men spørgsmålet er, om den har gjort det rigtige,” siger han.

I dag fremlægger Danske Bank sin egen undersøgelse af sagen om hvidvask for milliarder af penge, som siges at stamme fra alt fra russiske rigmænd til styret i Nordkorea, og bankens administrerende direktør, Thomas Borgen, har som tidligere chef for bankens estiske afdeling så central en rolle, at iagttagere tvivler på, at han kan blive på sin post.

Det føler Martin Jes Iversen sig heller ikke sikker på, men han er til gengæld overbevist om, at Danske Bank nok skal komme videre.

”Det kan tage nogle år, før virksomheden lander på fødderne igen. Men jeg tror, at den gør det. Danske Bank har tidligere i sin historie haft større problemer. Men sandsynligvis bliver der behov for at korrigere procedurerne i banken, så en lignende sag ikke kan opstå igen,” siger økonomihistorikeren.

Historien om Danske Bank er ikke bare en historie om et hvilket som helst pengeinstitut. Det er Danmarks klart største, og det er ifølge Martin Jes Iversen det eneste herhjemme, der har en klart kulturbærende rolle, og det har været med så godt som hele vejen i kapitalismens danmarkshistorie, som han opdeler i fire faser.

”Hvis man interesserer sig for at forstå kapitalisme i Danmark, er det værd at studere den bank, der i 1871 bliver stiftet som Landmandsbanken og allerede fra omkring 1890 er størst i landet takket være obligationslån til det offentlige og til store organisationer. For eksempel stod banken bag etableringen af Frihavnen i København, som var en stor national satsning,” fortæller Martin Jes Iversen.

Hovedpersonen i bankens tidligste historie var Isak Glückstadt, som ifølge historikeren afløste C.F. Tietgen som Danmarks mægtigste finansmand, men som i dag er en lidt glemt figur. Måske spiller det ind, at sønnen Emil Glückstadt, som efterfulgte faderen ved dennes død i 1910 og på mange måder var en endnu dygtigere bankmand, sad for bordenden, da Landmandsbanken krakkede i 1922.

Dette bankens første store sammenbrud kom efter den anden kapitalismeperiode, som Martin Jes Iversen kalder ”den første globalisering”. I tiden op til Første Verdenskrig voksede bankforretningerne ud over landegrænser. Store syndikater blev etableret, og i begyndelsen rullede pengene ind.

Men et stærkt engagement i Rusland gav bagslag efter revolutionen i 1917, og fem år senere var tilliden til banken så lav, at kunderne kom rendende og ville have deres penge. Den danske stat, Nationalbanken og virksomhederne ØK og Det Store Nordiske Telegraf-Selskab måtte træde til for at redde banken. ØK var blevet stiftet på Isak Glückstadts kontor tilbage i 1884.

Nu fulgte en tredje fase i historien om kapitalismen og det store pengeinstitut. Efter at markedskræfter havde været meget frie og grænser meget åbne, kom en periode fra 1930’erne til og med 1970’erne, hvor finansiel virksomhed var underlagt stærk statslig regulering. Bankdirektører måtte ikke sidde i virksomhedsbestyrelser inden for andre sektorer. Banker måtte ikke bedrive andre former for finansiel forretning som forsikrings- eller realkreditvirksomhed, og bankvirksomheden skulle holde sig inden for landets grænser.

”Det betød, at de normale vækstmuligheder for en bank – at sprede sig til andre felter eller andre lande – var umuliggjort. Staten svingede taktstokken i en periode, der var stabil for Danske Bank, men havde disse begrænsninger,” fortæller Martin Jes Iversen.

Han tilføjer, at der i denne periodes begyndelse var overvejelser om, hvorvidt Landmandsbanken skulle omdannes til en egentlig statsejet bank, som man havde set eksempler på i Sverige og Norge. Men i 1928 trådte A.P. Møller til med finansiering, sandsynligvis for at undgå alt for stærk statslig kontrol. I dag ejer A.P. Møller endnu 20 procent af den virksomhed, som i 1976 kom til at hedde Den Danske Bank, siden 2000 kun Danske Bank.

Den fjerde og sidste fase i kapitalismens danmarkshistorie begyndte i 1980’erne, da Den Europæiske Fællesakt i 1987 og siden det indre marked brød de europæiske grænser ned for varer, arbejdskraft – og finansielle transaktioner.

Nu var vejen banet for, at det store, kulturbærende pengeinstitut kunne blive rigtig stort. I 1990 fusionerede virksomheden med sin hovedkonkurrent på den nationale arena, Handelsbanken, samt et tredje pengesinstitut, Provinsbanken. Året efter blev Realkredit Danmark en del af koncernen, som ekspanderede til de andre nordiske lande, de britiske øer og til Baltikum. Banken gjorde, hvad den var god til, lige indtil boblen bristede, og der ligesom i 1920’erne var brug for hjælp fra den danske stat.

Nu er yderligere 10 år gået. Vi er stadig i kapitalismens fjerde fase, og Danske Bank er i virksomhedens tredje store krise. Og ifølge Martin Jes Iversen er der meget at lære af historien:

”Det er tydeligt, at der er brug for en nyregulering af den finansielle sektor. Med Danske Bank in mente må man gøre sig klart, at det er en sektor, som kræver en anden regulering end for eksempel medicinal- eller fremstillingsindustrien. Sat på spidsen kan man sige, at hvis disse sektorer har et problem, så er det et problem for dem. Har den finansielle sektor og Danske Bank et problem, vakler hele det kapitalistiske system, og så er det et problem for hele samfundet.”