Lige før jul sidste år læste Stig Ekkert en avisartikel, der for alvor fangede hans interesse. Han tjekkede historien i flere internationale medier, og den var tilsyneladende god nok: Der fandtes et sted, hvor folk ikke fik kræft. Og nu sagde en stor undersøgelse, at det i høj grad skyldtes den fiberholdige kost.
Det var præcis det, han selv havde sagt lige siden slutningen af 1970´erne. Fibre sænker koncentrationen af skadelige stoffer i tarmene, fordi de virker som en slags grene, der fanger blandt andet sukkermolekyler og kræftfremkaldende stoffer. Det gør, at stofferne optages langsommere i kroppen og derved gør mindre skade eller ryger helt ud af systemet gennem afføringen.
Det havde han fundet ud af, da han i 1978 havde fået en bestillingsopgave fra landets største producent af fibertilskud: Han skulle finde en lægelig forklaring på, hvorfor fibre tilsyneladende er godt for kroppen. Men ingen i landet vidste noget om emnet, så han måtte benytte sig af udenlandske data. Der fandt han til gengæld en lang række interessante undersøgelser.
Jeg var dybt fascineret, for undersøgelserne gav for første gang en lægelig forklaring på, hvordan mange af tidens livsstilsygdomme såsom sukkersyge, fedme og tarmkræft opstod: Det var maden, der var synderen. Det forklarede også, hvorfor folk i Middelhavsområdet levede sundere og længere end de fleste andre steder i verden, nemlig på grund af de mange fibre i deres diæt. Og det forklarede, hvorfor folk, der flyttede fra landet til byen og dermed ofte lagde deres diæt om, fik nogle helt bestemte sygdomme. Du er, hvad du spiser, simpelthen, fortæller Stig Ekkert.
I de knap 20 år, han har haft sin lægepraksis, har rådet om at spise mange fibre været en fast del af hans rådgivning ikke mindst i forebyggelsen mod kræft. Han har bare aldrig kunnet bevise virkningen videnskabeligt, og derfor har det ofte været tungt trav op ad bakke at komme igennem med budskabet. Avisartiklens beskrivelse af en græsk undersøgelse af munkesamfundet på halvøen Athos kunne måske være det videnskabelige gennembrud, han havde ventet på.
Der var bare ét problem: Han kunne ikke finde undersøgelsen nøjere beskrevet nogen steder, og det var ikke til at få hjælp over telefonen, så han kunne ikke tjekke, om konklusionerne holdt vand. Der var ikke andet at gøre end at tage derned.
Det gjorde han så i april i år sammen med den græske munk Georgius fra Vanløse, der kunne skaffe ham ind i det utilgængelige munkesamfund. Man skal sejle dertil, og gør man det uden tilladelse, er straffen to års fængsel. Kvinder og hundyr er forment adgang og har været det i over tusinde år, og der er helt lukket for turister. Men kan man smyge sig uden om de forhindringer, finder man en verden af uberørt natur, der stadig kører efter den middelalderlige byzantiske tidsregning. Her lever 1500 munke fordelt på 22 klostre en asketisk, men altså også kræftfri tilværelse.
Det var et helt fantastisk sted, fortæller Stig Ekkert om turen til Athos.
Hverdagen var delt op i strenge rutiner, der startede med messe klokken tre om natten. Derefter var rytmen mad, messe, arbejde, lur, mad, messe, arbejde. Og det gav dagene en ubeskrivelig ro. Jeg tog straks ud i ét af de store klostres køkken og så dem over skuldrene og skrev opskrifter ned. Jeg besøgte Father Epiphanios, der har skrevet en slags bog med klostrenes mest brugte opskrifter, og jeg talte med ham, der skaffede fisk til klosteret. Det var tydeligt, at munkene virkelig spiste sundt og varieret. Der var ingen mirakelkure, de levede bare af friske, fiberholdige og økologiske råvarer næsten hele vejen igennem, men også kun næsten. En væsentlig pointe var nemlig at være meget afslappet i måden at lave mad på. De stressede aldrig over at lede efter økologiske varer de brugte, hvad der lige var. For maden skal laves med kærlighed, sagde de. Lægeligt er det formentlig ligefyldigt for madens virkning, men der er jo også et psykologisk element i ikke at blive syg.
Også måden at indtage maden på var anderledes end normalt, lod Stig Ekkert mærke til. Det var korte, intense måltider, der kun varede akkurat så længe, det tog at læse et skriftsted op fra Bibelen. Til gengæld brugte de rigtig meget olivenolie til næsten alt. Måske derfor var der en del overraskende tykke munke at finde på klosteret.
Det viste for mig bare, at det afgørende ikke er, hvad man spiser, men hvad man ikke spiser. Næsten ingen af munkene spiste kød overhovedet, de fik ingen færdigretter med konserveringsmidler, og frugterne og grøntsagerne var sprøjtefri og blev serveret helt friskt, forklarer han.
Det, der for alvor overbeviste ham om, at han havde fat i noget vigtigt, var dog det forhold, at Athos udelukkende bestod af tilflyttere. Skeptikerne over for teorien om fiberkostens kræftforebyggende evner havde i årevis kunnet pege på samfund rundt om i verden, der var nærmest forskånet for kræft, eksempelvis Sardinien og Okinawa, og forklaring var altid ekstraordinært sunde gener nedarvet gennem generationer. Men på Athos spillede gener slet ingen rolle, for der var ingen kvinder, og munkene kom fra hele verden.
Det er det optimale laboratorium, for man kan helt udelukke arv og koncentrere sig om miljøet. Og det er derfor, jeg finder undersøgelsen så troværdig, at jeg vil basere en kogebog mod kræft på opskrifter og spisevaner fra Athos. Der er ikke nogen mirakelkure, det hele er bygget på det faktum, at de kræftfrie munke på Athos lever og overlever på denne fiberkost af primært linser, bønner og grove grøntsager som eksempelvis gulerødder, artiskokker, selleri og grønne bønner. Jeg kan selvfølgelig ikke love, at man ikke får kræft, selvom man lever efter opskrifterne. Jeg mener, at det er godt dokumenteret, at man nedsætter risikoen betydeligt. Og måske kan man endda helbrede kræft i de tidlige stadier, men det kan selvfølgelig ikke bevises.
Stig Ekkerts kogebog udkommer på Gyldendal i foråret 2009.