Det var hårdt at rejse ud, men det er lige så svært at vende tilbage. Sådan har mange af de flygtninge det, der de seneste par år er begyndt at vende tilbage til det kurdiske selvstyre i Nordirak. For det er ikke så nemt at slippe ud af Danmark, som man skulle tro, og velkomsten i hjemlandet er langtfra altid hjertelig.
I millionbyen Erbil har Ako Sema været tilbage i to år nu. Han har sit eget radioprogram for unge, har også haft et tv-program og er i gang med at bygge et kultur- og mediehus. På gaden bliver han genkendt, og de unge hilser begejstret, for han er én af de få, der tør tage emner som sex og alkohol, frihed og fremtidsplaner op i sine programmer. Men i resten af samfundet er han udstødt. De kalder ham æreløs og korrumperet af vestlige værdier, fortæller han:
Jeg kom tilbage for at hjælpe med at bygge landet op igen. Det er min pligt, synes jeg, når nu jeg har muligheden for at gøre en forskel. Jeg kom også for at slippe væk fra evig og altid at blive stemplet i Danmark som indvandreren, der aldrig var rigtig dansk og derfor skulle gøre sig ekstra fortjent til alting, selvom jeg havde boet i landet i 25 år, var fuldt integreret og havde et godt job som uddannet socialrådgiver. Jeg var kørt træt i, at andre altid skulle bestemme, om jeg var noget værd. Men her i Kurdistan bliver jeg også stemplet. Nu er jeg bare ikke ham muslimen, men i stedet ham forræderen.
Og Ako Semas historie er langtfra enestående. En række hjemvendte kurdere, som Kristeligt Dagblad har talt med, har følt et stort forventningspres fra omverdenen i forhold til, hvilke penge, færdigheder og værdier de vendte hjem med. Den nærmeste familie er naturligvis lykkelig over at få dem tilbage igen, men folkets dom er hårdere, hvis ikke forventningerne indfries. Så ligger mistænksomheden lige under overfladen.
Den gælder både de frivilligt hjemvendte og de afviste asyl-søgere. Den almindelige vurdering er dog, at dem, der ofte klarer sig dårligst, er de afviste asylsøgere. De har typisk ikke haft mulighed for at udvikle nye færdigheder eller tjene nogen penge i Danmark og kan have svært ved blot at betale det tilbage, de havde lånt i Irak for at komme ud af landet. De kommer derfor tomhændede eller måske ligefrem forgældede hjem, og det er ikke lige det, man står og mangler i en region, der kæmper en sej kamp for at bygge sig selv op igen. Af samme grund bliver de afviste asylsøgere i dag tilbudt i alt 55.000 kroner for at rejse hjem til Nordirak. De første 30.000 kroner får de, når de lander i Irak. De næste 11.000 kroner, når de sætter gang i den plan for at skabe sig et arbejde, der er blevet lagt og godkendt i Danmark. Resten af pengene falder efter seks måneder, uanset hvordan det går. Beløbene er store, ikke mindst i Irak, og udgør en reel mulighed for at bygge et nyt liv op og for at blive taget ordentligt imod. Men ifølge flere sociale hjælpeorganisationer, der hjælper de afviste med at arrangere hjemrejsen, risikerer de at blive truet af andre afviste asylsøgere i Danmark og stemplet som skruebrækkere, hvis de tager imod pengene. For de svækker de tilbageblivendes kamp for at blive boende i Danmark. For asylsøgere, der har boet i op til otte år i en midlertidig og uvis tilstand på danske asylcentre, gør den behandling det ikke nemmere at vende hjem.
Der findes dog også afviste asylsøgere, der klarer sig godt. De har for det meste bare ikke lyst til at tale med pressen. I de sociale hjælpeorganisationer hører man nemlig også ofte om mobninger og trusler mod dem, der udtaler sig for positivt om at vende tilbage til Irak.
Blandt de frivilligt hjemvendte er talelysten større ikke mindst hos dem, der klarer sig fint. Én af dem, der har skabt sig et godt liv i Irak, er 36-årige Safin Gulavi. Han måtte flygte fra Saddam Husseins styre i 1998 og boede i Danmark i syv år, hvor han blandt andet studerede it på Danmarks Tekniske Universitet. Han drømte altid om at komme tilbage til sit hjemland og sin familie, og da det var sikkert nok, og der var et godt job i regeringspartiet KDP at vende tilbage til, rejste han. I dag har han bygget sig et dejligt hus, hvor han bor med sin danske kone og deres toårige datter. Men vejen hjem har ikke været uden prøvelser.
Det kurdiske selvstyre er i en overgangsfase mod et stabilt og udviklet samfund. Vi mangler ofte strøm, undervisnings- og sundhedssektoren er slet ikke færdigudviklet, og der mangler kvalificerede folk til at løfte den opgave. Derfor er der også store forventninger til dem, der komme hjem fra Vesten. Jeg holder lav profil her og har derfor ikke oplevet personlige konflikter, men det hænger nok også sammen med, at jeg er kommet tilbage bedre stillet, end da jeg tog ud. Det er en meget udbredt misforståelse, at alle, der vender hjem, må være millionærer og i stand til at bygge samfundet op igen. Det er jeg langt fra, men jeg har lært mig et nyt sprog og fået gode kontakter til Danmark. Jeg har også fået gode it-kundskaber, haft råd til at bygge et hus og hjælper til, hvor jeg kan, og derfor føler jeg, at jeg kan møde mange af de forventninger, der er til mig, siger han.
På en plasticstol uden for en lysende kebabkiosk i millionbyen Erbil tager Sabah Rafik sig et kort hvil. Der er ikke så mange kunder lige nu. Konkurrencen er hård, forklarer han. Dagligdagen er i det hele taget barskere, end han havde regnet med, da han besluttede at vende tilbage efter 15 år i Danmark. Han solgte pizzaer på Østerbro, nu sælger han kebab i Erbil, og i det store hele har intet ændret sig. Bortset altså fra, at det er svært at leve af at sælge kebab. Til gengæld føler han sig mere accepteret og på lige fod med alle andre, end han gjorde i Danmark, og det er rart. Og så er han kommet tættere på sine syge forældre og resten af familien, hvilket var hele årsagen til, at han rejste hjem. Havde han ikke haft familien at vende tilbage til, var han ikke kommet, og det er meget kendetegnende for de hjemvendte, siger han:
Jeg, min kone og vores børn er blevet godt modtaget, men vi har også en stor familie. Har man ikke det, mødes man kun af folks forventninger. Dem mærker jeg ikke så meget, for vi holder os meget for os selv. Jeg har ikke behov for at skabe opmærksomhed omkring mig selv, jeg vil bare leve mit liv.
Det samme vil Ako Sema, men det er et noget andet liv end Sabah Rafiks, og derfor får han ikke så let lov. Han synes ellers, at han har betalt behørigt tilbage til det kurdiske samfund. Han er ansat på Salahaddin Universitet i Erbil, hvor han underviser på det sociologiske institut. Han har åbnet et gratis rådgivningscenter for unge. Det mediehus, han er ved at bygge, vil blive et stort aktiv for kulturlivet i en by, der har 1600 moskeer, men ikke en eneste biograf. I det hele taget har han aktivt involveret sig i genopbygningen af selvstyret, men nok ikke med de holdninger og værdier, man gerne vil have. Og det er til dels hans egen skyld, erkender han smilende. For han kunne have undladt at forelske sig i den danske Tuborg og det danske frisind, hvilket ofte harmonerer skidt med at være en god muslim hvilket han i øvrigt aldrig har hævdet at være. Men der er også noget mere generelt og langt alvorligere på spil, når typer som han selv ikke bliver accepteret i hjemlandet. Og når andre må holde lav profil for ikke at ende i samme situation, siger han:
Der sker så enormt meget i Kurdistan i disse år, og jeg ser det som et vindue af unikke muligheder for at påvirke særligt de unge og dermed den retning, selvstyret kommer til at bevæge sig i. Men andre ser selvfølgelig de samme muligheder og vil ikke nødvendigvis have udviklingen i samme retning som jeg. For mig er det afgørende at få sendt de signaler, der ikke kunne sendes for blot få år siden: at vi må kæmpe for kvinders rettigheder, for den seksuelle frigørelse, for den religiøse frigørelse. Altså, vi lever i et land, hvor æresdrab først lige nu er blevet strafbart, og derfor er de vestlige værdier for nogen en trussel. Problemet er, at man nødvendigvis er blevet påvirket af de værdier, når man har boet i Vesten i en årrække og så vender hjem.
Lige nu har Ako Sema gang i så mange ting, at han ikke skal nogen steder, men bliver situationen ikke bedre, så rejser han igen. Ikke til Danmark, men til England, hvor han har en del familie. Og hvor han føler sig mere velkommen. Han håber dog ikke, at det kommer dertil.
Det her er jo mit hjemland. Jeg havde bare aldrig regnet med, at det skulle blive sværere at komme tilbage, end det var at flygte, siger han.