Prøv avisen

Den lange vej til København

Klima-demonstranter uden for USA's ambassade i Manila, Filippinerne d. 7 december 2009. Filippinerne er et af de lande, der bliver særligt hårdt ramt af klimaforandringer. Foto: ALANAH M. TORRALBA Denmark

Indtil for få måneder siden blev København udråbt som stedet, hvor mennesket vil beslutte at redde verden. I dag er forventningerne til klimatopmødet tonet ned. Hvad skete der? Og hvad betyder det for de forhandlinger, der begynder i dag?

Kig på kurven.

Det ser egentlig meget godt ud med flotte stigninger på meget få år. Men så sker der et knæk. Ikke drastisk, men alligevel bekymrende, for det sker få måneder før det klimatopmøde, der begynder i dag i København. Et topmøde, som hele kurven peger hen imod, og som skulle være højdepunktet for et engagement i klimaet, der har sat verden på den anden ende. Det skulle være i København, at verden i flok beslutter sig for at redde sig selv med alt, hvad det indebærer.

Sådan har det i hvert fald lydt, og Danmark har ikke holdt sig tilbage med at bruge store ord. Da Anders Fogh Rasmussen (V) en septemberdag i 2007 stod på talerstolen i FN-bygningen i New York, lånte han fra Neil Armstrong og sagde til verdens ledere, at Kyoto-aftalen fra 1997 var et lille skridt. København 2009 ville blive et gigantisk spring. Fiasko var ikke en mulighed.

I dag lyder det anderledes. København bliver næppe stedet, hvor verden når til enighed om, hvordan klimaforandringerne skal imødegås, og hvem der skal betale. Det bliver et skridt på vejen, og det er også helt okay, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og især USA. Det vigtigste er nu, at vi kommer afgørende videre, og at en løsning på klimaproblemerne kan ses klart forude.

Skuffelsen blandt verdens miljø- og klimaorganisationer har været højlydt. U-landene, der mærker konsekvenserne af klimaforandringerne hårdest, er rasende og truer med at udvandre fra topmødet, hvis ambitionerne ikke hæves. Det store spørgsmål er, hvor meget af luften, der faktisk er gået af klimaballonen – og hvor stor betydning det får for forhandlingerne.

Før man kan give et kvalificeret bud på et svar, er det nødvendigt at vende tilbage til kurven og til de mange begivenheder, der har styret klimaballonen den lange vej frem til København. Ifølge John Nordbo, leder af klimaprogrammet hos WWF Verdensnaturfonden, er det oplagt at begynde den 16. februar 2005. Efter otte års tovtrækkerier lykkedes det endelig at få sat Kyoto-aftalen fra 1997 i kraft. Dermed lovede 37 i-lande plus hele EU nu at reducere deres udledning af drivhusgasser med i gennemsnit fem procent i forhold til 1990. Den bold, klimaforskere i årtier havde forsøgt at sætte i gang med videnskabelige rapporter, var i bevægelse. Langsomt, men fremad. Samme år i november blev Kyoto-aftalen udvidet i Montreal på et klimatopmøde, som ganske vist var blødt i sit indhold, men skarpt skåret ud i symbolværdi: USA og præsident Bush kunne ikke længere undslå sig et klimaansvar. Verdens vigtigste aktør var ved at vågne op.

På dette tidspunkt listede alle dog fortsat rundt om den varme grød med penge, som ingen rigtig havde lyst til at bruge på de mange klimatiltag, de allerede havde vedtaget var nødvendige. Et kompliceret spil begyndte at tage form. Verdens duks viste sig hurtigt at være EU. Ikke fordi de havde en grønnere moral, forklarer professor Peter Nedergaard fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Men i høj grad på grund af et europæisk valgsystem, der gav mindre partier – herunder de grønne – langt bedre adgang til magten, end det var tilfældet i eksempelvis USA og Kina. Derfor var klimaet langt mere synligt i den politiske debat, og det smittede af på befolkningen. Dertil kommer en ofte overset faktor, mener Nedergaard, nemlig præsidenten for Europa-kommissionen, José Manuel Barroso. Han så tidligt mulighederne i at skabe en lederrolle i verden til EU på klimaområdet.

Det var en rolle, der ikke var svær at opnå. USA havde en lang tradition for at tænke mere i vækst end i klima, som Bush ingenlunde var mand for at ændre på. Kina, som allerede nu var verdens næststørste udleder af CO2 og godt på vej til at tage førertrøjen, gjorde ikke noget, før de så USA forpligte sig. Indien og Brasilien fulgte Kinas linje, og de afrikanske lande, som blot udledte fire procent af den samlede mængde CO2, var mest in-teresseret i at blive kompenseret for de klimaforandringer, der ramte dem hårdest af alle.

En rapport fra en tidligere topøkonom i Verdensbanken skulle i oktober 2006 imidlertid få dem alle til at se mere i samme retning. Nicholas Stern hed han, og gennem 700 sider redegjorde han for, hvordan udgifterne til at løse klimaproblemerne ville betale sig voldsomt ind på sigt. Egentlig ikke raketvidenskab, men han sagde det, mange havde brug for at høre: Man kunne simpelthen tjene penge på en grøn økonomi. Pludselig var verdens finansministre betragteligt nemmere at få i tale om klimatiltag, og erhvervslivet spidsede ører.

Den brede befolkning var dog stadig ikke helt overbevist, ej heller alle politikere, men i februar 2007 gjorde endnu en rapport et alvorligt indhug i den tilbageværende skepsis. Denne gang fra FN?s Klimapanel, IPPC, som i den første af fire store rapporter slog fast, at klimaforandringerne var menneskeskabte. Opmærksomheden var global. Og da rapport nummer to lidt senere på året gjorde rede for omfanget og konsekvenserne af forandringerne, begyndte klimaet at ligne en regulær folkebevægelse.

Verdens ledere reagerede prompte på det stigende folkepres. Anders Fogh Rasmussen holdt sin tale i FN-bygningen, og overalt i verden kunne man høre samme retorik. På det internationale klimamøde på Bali i december 2007 meldte Kina, Indien, de latinamerikanske lande og 55 afrikanske lande ud, at de nu tog klimaproblemet dybt alvorligt. Erhvervslivet begyndte at opstille klimamål, og den grønne økonomi var så småt i gang. Imens ventede verden på et klimaparadigmeskifte i USA.

Da det i november 2008 stod klart, at Barack Obama blev den nye amerikanske præsident, var det endnu et rygstød i kampen mod klimaændringerne. Hans udmeldinger var ukonkrete og uforpligtende, men de var entydigt positive. Det blev understreget i juli 2009, da USA sammen med verdens andre 16 største Co2-udledere anerkendte målsætningen om, at den globale opvarmning ikke måtte overstige to grader. Dermed var banen kridtet så godt op før topmødet i København, som det næsten var muligt. Nu manglede kun klare forpligtelser fra USA – så ville Kina, Indien, Brasilien og dermed alle andre u-lande følge trop.

Mange holdt derfor vejret, da Barack Obama gik på talerstolen ved FN's Generalforsamling i september. Hvor meget fyldte klimaet? Hvor mange gange blev København nævnt? Optællingen var nedslående. Der var ingen klare meldinger, og da Kinas præsident Hu heller ikke ville sætte procenter på landets indsats, begyndte de bange anelser at danne formation. Allerede måneden efter blev det tydeligt, at anelserne holdt stik. Lars Løkke Rasmussen introducerede for første gang begrebet "politisk bindende aftale" og talte om en aftale i to tempi. Med andre ord: Verden – og det ville især sige USA – var ikke klar endnu. København måtte derfor blive en mellemstation.

I Barcelona i november, på det sidste forhandlingsmøde mellem embedsmændene før København, var forvirringen allestedsnærværende. Hvad betød "politisk bindende", som jo var en mellemting mellem juridisk bindende og en politisk erklæring? Snart efter kom meldingen fra Barack Obama: Jeg kommer til København, men kun én dag. Og ikke under de politiske forhandlinger. Han kunne lige så godt have sagt: Jeg har ikke opbakning til at give det, I forlanger af mig, nemlig betydelige beskæringer i landets enorme CO2-udledning.

I dag, ved indgangen til den 11 dage lange forhandlingsproces, er de fleste politikere og fagfolk enige om, at topmødet formentlig og forhåbentlig ender ud i en skarp køreplan for vedtagelsen af en juridisk bindende aftale om blandt andet store CO2-nedskæringer. En aftale, der formentlig falder på plads allerede i 2010, men altså ikke i København. Verden skal reddes et andet sted, og spørgsmålet er, om de danske værter ikke hele tiden har kalkuleret med det. Det mener professor Peter Nedergaard. For opbygningen af forventningerne til, at alle problemer bliver løst i København, er en del af det taktiske spil.

– Det er helt bevidst, at gærdet er sat meget højt, og det er sket ud fra en filosofi om, at det er bedre at ramme lidt under det høje gærde end at nå det lave. Det er en måde at presse alle parter på, men det har den pris, at der ikke bliver nogen Københavner-protokol. Vi bliver ikke skrevet ind i historien lige som Kyoto, men vi får formentlig den bedst mulige aftale, siger han.

Kigger man på kurven ovenfor, kunne det dog se ud, som om taktikerne har forregnet sig. For stemningskurven er tydeligt på vej nedad, og spørgsmålet er, om skuffelsen over ikke at nå det ambitiøse mål på mindst 20 procent nedskæring i CO2-udledningen i forhold til 1990 kan risikere at udløse en negativ spiral i forhandlingsprocessen. Sådan går det næppe, mener Ph.d-studerende Henrik Jepsen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. For når kurven lige nu er nedadgående, er det udtryk for en nærmest uundgåelig del af en politisk beslutningsproces, hvor mange forskellige interesser skal mødes. Når først det skal besluttes, hvem der egentlig skal gøre hvad, ændres retorikken, for alle vil gerne slippe så billigt som muligt.

– Taktikken for topmødet i København har været rigtig nok, for man har skabt et momentum, der har ansporet de forskellige parter til at begynde forhandlingerne med et så højt ambitionsniveau som muligt, siger Henrik Jepsen.

Taktisk succes eller ej, så sidder de fleste miljøorganisationer tilbage med en lidt bitter smag i munden. For det lovede så godt, og for mindre end et halvt år siden tydede alt på, at verden ville foretage et reelt gearskifte i forhold til at løse klimaproblemerne, siger John Nordbo fra WWF Verdensnaturfonden:

– Nu tager vi formentlig kun et lille nøk i København. Vi kommer i hvert fald ikke op i femte gear, og der er stor risiko for, at det giver alvorlige ridser i lakken til Danmark, fordi vi har taget så meget styring og lagt så meget prestige i projektet. Til gengæld er jeg mindre bekymret for den overordnede proces. Vi skal nok få en juridisk bindende aftale, men Danmark kommer ikke til at høste æren.

I fredags gjorde USA's præsident, Barack Obama, det klart, at han alligevel deltager i klimatopmødets afslutning d. 18. december. Ifølge en lang række danske og internationale kommentatorer er håbet om en klar aftale dermed væsentligt forstærket. Men aftalens art ændrer sig næppe: Den bliver politisk bindede, ikke juridisk, og der skal stadig endnu et topmøde til, før verden i flok kan komme i gang med at redde sig selv.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk