Lækatten, Ragnarok, Fars gris, Fyrst Walther og Laksen (han havde engang en laksefarvet skjorte på) strækker ud på kunststofbane 47. Der er 20 minutter til kampstart.
Vi er på Kløvermarkens boldbaner på Amager, men al snak foregår på fynsk. For det er sådan, fodboldholdet FC Fynsk Forår tanker op til endnu en dag i det fremmede: København.
Bag øgenavnene gemmer der sig unge mænd i 20’erne, som stammer fra Vestfyn, de fleste fra Glamsbjerg/Tommerup-egnen.
Nu er de flyttet til København for at studere og har lagt mærke til, at hjemstavnen er blevet vigtigere for dem. Og fodboldholdet er en måde at holde fast i den lokale identitet og slappe af blandt ligesindede – for københavnere er mærkelige.
”Jeg kendte ingen herovre, men fik hurtigt et fællesskab med folk hjemme fra Fyn her på holdet,” siger Frederik Vestergaard, 22 år, som læser markedsføringsøkonomi.
Alexander Andreasen, 25 år, havde samme oplevelse.
”De fleste af os kender hinanden i forvejen, nogle fra Vestfynsk Gymnasium og andre fra efterskolen, og jeg er for eksempel med, fordi Toke hjemme fra kvarteret spillede med her,” siger Alexander Andreasen, der netop er færdiguddannet som fysioterapeut.
De er alle blevet meget mere bevidste om deres hjemstavn, efter de er flyttet til storbyen.
”Den almene pli, som vi har på Fyn, findes ikke i København, hvis man må sige det på den måde. På den vej, hvor jeg bor nu, hilser man ikke engang, når man møder hinanden om morgenen,” siger Alexander Andreasen, som mener, at når fynboer er sammen, foregår det mere stille, roligt og uden arrogance.
Holdets anden Alexander, som hedder Vinther til efternavn, og som sidder på bænken i dag på grund af en skade, fremhæver dialekten som et andet samlingspunkt.
”Vi er meget stolte af Fyn og helt pjattede med sproget. Når jeg taler med københavnere, slår jeg over i rigsmål, men i omklædningsrummet og på banen slår vi med det samme over i fynsk. At spille fodbold sammen er en god måde at holde kontakten til hinanden og til hjemegnen på,” siger Alexander Vinther, som dog næppe bosætter sig på Fyn efter endt uddannelse på journalisthøjskolen.
”Nu har jeg boet i både Aarhus og København, så jeg tror ikke, jeg vil kunne vænne mig til det igen. Men jeg skal ikke udelukke noget.”
Martin Bro, der er 27 år, officer i søværnet og som stammer fra ”i nærheden af Tommerup”, spiller med navnet Chokolade Jørgen på ryggen.
”Det er en sindssygt dårlig historie,” griner han: ”Det var en gang, vi havde været i Netto, og da vi kom ud, var der nogle børn, der stoppede mig og sagde, ’du hedder Chokolade-Jørgen’, og det navn er blevet hængende.”
Aftenens opgør i København mod holdet MFF (Mutant Fodsports Forening) endte, som et ægte topopgør ofte gør, uafgjort. Resultatet, som var 1-1, fejredes (FC Fynsk Forår vil gerne vinde, men er ikke specielt interesserede i at rykke op fra række 7 B lige nu) med en spandfuld Vestfyen Pilsnere i Kløvermarkens klubhus.
Holdets Kampråb, som helst skal råbes på fynsk, lyder: ”Odense, Bogense, Snave Slam! Gå nu ud og gør dem lam'. Fynsk Forår!”
FC Fynsk Forår blev dannet i 2016.