Prøv avisen
Interview

Jørgen laver tv på Fanø: Lokal-tv skal informere og underholde – ikke lave ballade

I en alder, hvor de fleste begynder at tænke på pensionen, tog Jørgen Sønder efteruddannelseskurser i tv-redigering. For 11 år siden etablerede han og hustruen Annelise Houmann Fanøs lokale tv-station. Foto: Kjeld Nissen

72-årige Jørgen Sønder fortsætter ufortrødent med at drive den tv-station, som han og hans hustru for 11 år siden etablerede på Fanø, fordi han ikke kan lade være. Drivkraften er ikke mindst den store kærlighed til hustruen Annelise Houmann

Om det så er helligdag som for nylig i påsken, stod Jørgen Sønder foran Fanø MC’s klubhus med kameraet tændt og interviewede først formanden og bagefter et af medlemmerne af den lokale motorcykelklub om begyndelsen på sæsonen for øens bikere. Ugen efter indgik interviewene i den båndsløjfe af en times varighed, som døgnet rundt udgjorde TV Fanøs udsendelser i den uge. Ud over motorcykelindslaget bestod sløjfen af reportager fra åbningen af en ny café i Nordby og fra sæsonåbningen af Strandgalleriet i sommerhusområdet i Rindby.

Den 72-årige programredaktør og journalist Jørgen Sønder kan slet ikke forestille sig, at han ikke skulle være på arbejde og rapportere, når der er noget at fortælle om på den lille vadehavsø med 3200 fastboende og i sommersæsonen 10 gange så mange mennesker.

”Jeg arbejder, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg har gjort mit arbejde til min hobby eller min hobby til mit arbejde. Jeg stresser ikke,” siger Jørgen Sønder, der har arbejdet som journalist, redaktør, reklamemand og med kommunikation og marketing i 51 år.

Vi sidder ved spisebordet i parcelhuset i den sydlige udkant af Nordby, der både udgør hans og hustruen, Annelise Houmanns, hjem og TV Fanøs domicil. Annelise Houmann, der er jævnaldrende med sin mand, serverer kaffe, som parret har haft med hjem fra Cuba, hvor de netop har været på en måneds ferie.

”Det, der holder mig i gang, er Annelise, og at vi stadig er teenage-forelskede efter 20 år. Jeg glæder mig hver morgen over at vågne op ved siden af hende,” siger Jørgen Sønder.

Han fortæller, at han både har skrevet og fotograferet, siden han var 10 år, da han begyndte at lave klasseblad i fjerde klasse.

Han voksede op i Aarhus og fortsatte med at lave skoleblad både i folkeskolen og på gymnasiet. Efter en omvej omkring Aarhus Universitet, hvor han læste statskundskab sammen med blandt andre de senere socialdemokratiske politikere Svend Auken og Poul Nielson, blev Jørgen Sønder i 1965 journalistelev på det daværende dagblad Demokratens lokalredaktion i Grenaa.

Derefter gik det slag i slag med journalistiske job i Danmarks Radio, på Aktuelt og Ekstra Bladet, som redaktionschef på ugebladet Femina og chefredaktør på Hendes Verden. Så fulgte en årrække inden for reklame- og kommunikationsbranchen og blandt andet som journalistisk sekretær for de to socialdemokratiske folketingsmedlemmer Claus Larsen-Jensen og Frode Sørensen. I 2003 blev Jørgen Sønder arbejdsløs.

”Jeg søgte den ene stilling efter den anden, men fik selvfølgelig ikke nogen,” siger han.

Jørgen Sønder var da 59 år og var efter to tidligere ægteskaber blevet gift med Annelise Houmann. De havde mødt hinanden på Esbjerg Højskole, hvor de på et tidspunkt begge havde arbejdet som lærere.

De købte hus på Fanø, og så opstod tanken om at etablere en lokal tv-station på øen. I en alder, da mange andre ellers begynder at trappe ned fra arbejdsmarkedet, tog Jørgen Sønder i stedet efteruddannelseskurser i tv-redigering og i at lave journalistik på tv. De fik etableringsstøtte fra EU til udvikling af udkantsområder, fra Fanø Kommune, og Annelise Houmann hævede sin kapitalpension. I oktober 2005 gik TV Fanø i luften.

”Min motivation var, at der manglede tv på Fanø. Det irriterede mig, at de store tv-stationer, for eksempel TV Syd, altid havde en forudfattet mening om Fanø, når de kom over for at lave noget. De kom bare for at få bekræftet den holdning, de på forhånd havde dannet sig,” siger Jørgen Sønder.

Han syntes ikke, at andre journalister regnede Fanø for noget. Men med TV Fanø har øens indbyggere og turister fået et medie, der i hvert fald tager dem og det liv, de lever i stort og småt, dybt alvorligt.

Udsendelserne spænder fra de årlige interview med børnene i børnehaven om julen, over reportager fra butiksåbninger og bogudgivelser, rejse til Irland med det lokale Stork Ejlænder Shantykor og til transmission af byrådsmøderne på Fanø Rådhus, hvor hele mødet sendes ud til seerne.

”Det, jeg er mest stolt af, er, at vi har fået bragt byrådspolitikken ud til folk. Tidligere var det kun få, der kom til møderne. Nu ved alle, hvad der er blevet talt om. Folk gider se det,” siger Jørgen Sønder.

Og ved byrådsvalgene stiller TV Fanø sendetid til rådighed for samtlige kandidater, der stiller op – både fra de etablerede partier og fra lokallisterne. Ved det seneste valg fik 40 kandidater taletid.

Lige så tilfreds Jørgen Sønder er med, at TV Fanø har medvirket til at udvikle den demokratiske debat i det lille lokalsamfund, lige så glad er han for, at tv-stationen har kunnet holde sig fri fra selv at tage politisk stilling.

”Jeg er stolt af, at det er lykkedes at styre helt fri af det politiske – at man ikke kan putte os ned i en politisk bås.”

Jørgen Sønder og hans medarbejdere har den holdning, at lokal-tv-stationen skal informere og underholde, ikke lave ballade.

”Vi skal ikke lave tv med kant. Det har vi Fanø Ugeblad til. De kan lave alt det, der er kontroversielt. Der kan folk debattere. Vi prøver at gå på dydens smalle sti, og det er lykkedes. Folk er flinke til at rose os, når man for eksempel møder dem nede i Brugsen. Det er også med til at holde gang i skroget.”

For nogle år siden mente Annelise Houmann, at Jørgen Sønder var ved at blive stresset. Derfor fik han overtalt sin søn, Christian Sønder, til at flytte til Fanø sammen med sin familie, så han kunne aflaste faderen. Jørgens Sønder har selv lært sønnen op til at lave fjernsyn.

”Jeg er så gået på en seniorordning, hvor jeg får mindre i løn, så der er råd til, at Christian kan få fuld løn,” siger Jørgen Sønder, der også er begyndt at få udbetalt sin folkepension.

Hverken Jørgen Sønder eller Annelise Houmann har planer om at trappe yderligere ned eller holde op med at arbejde.

”Hvis man beskæftiger sig med noget, der er sjovt, hvorfor så holde op?”, spørger Jørgen Sønder. Og Annelise Houmann, der som frivillig medarbejder også laver udsendelser på TV Fanø, supplerer inde fra et tilstødende værelse: ”Vi bliver ved, til vi er 100.”