Det er en udbredt fortælling i nutiden, at der var engang i de gode gamle dage, da børn i vuggestuer og børnehaver fik lov bare at være børn. Dengang inden frygten for dårlige danske resultater i Pisa-undersøgelser, for uintegrerede indvandrerbørn i ghettoerne og for manglende sammenhængskraft i samfundet gjorde danske daginstitutioner til det sted, hvor landets konkurrenceevne og nationale værdier skulle sikres.
Et stykke hen ad vejen var det også daginstitutionsforskeren Sofie Rosengaards forventning, inden hun gik i gang med sit ph.d.-projekt ved Københavns Universitet. I projektet har hun undersøgt, hvordan skiftende tiders lovgivning og pædagogfaglig debat har formuleret formålet med daginstitutioner siden afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945. Men efterhånden, som arbejdet skred frem, stod det klart for hende, at pædagogernes arbejde med småbørn vedvarende gennem mere end 70 år er blevet betragtet som en del af nationens værn mod fremtidens trusler.
”Gennem hele perioden er der eksempler på, at arbejdet med en børnegruppe defineres som en del af arbejdet for nationens fremtid. Lige fra begyndelsen i 1940’erne, hvor især børnehaveforstanderinder og læger deltog i debatten, var der et stærkt fokus på værdien af et godt og sundt børneliv, som også handlede om mental sundhed på samfundsniveau som i ’Aldrig mere 9. april’,” forklarer Sofie Rosengaard, som nu har opnået ph.d.-graden for afhandlingen ”Fremtiden starter i børnehaven.”
Et eksempel på, at man allerede i 1940’erne tænkte på gennem børnehaver at sikre det danske demokrati og samfundets orden, er følgende citat fra afhandlingen, oprindeligt formuleret i 1946 af børnehaveleder Vibeke Schmidt:
”I børnehaven skal den første grundlæggende samfundskundskab indlæres, en kundskab, som indeholder respekt for individuel og fælles ejendom, samarbejdets glæde, tolerance, når det gælder individuelle afvigelser, som kan tjene til at berige vort gruppeliv, en sund modstand mod ødelæggende individer, en rigtig indstilling til ’øvrigheden’, individets ansvarsfølelse over for gruppen, pligt til at rette sig efter gældende love, men med ret til berettiget kritik.”
Ifølge Sofie Rosengaard har fokus for den nationsopbyggende daginstitution gennem perioden varieret lidt.
I tiden lige efter Anden Verdenskrig var det risikoen for, at demokratiet igen skulle vakle over for et diktatur, der spøgte. I 1970’erne var der et øget fokus på at danne børnene til samfundsbevidste borgere. Og i perioden omkring karikaturkrisen i 2000’erne skete der ifølge forskeren en opblomstring i italesættelsen af særligt danske værdier.
”Men det interessante er efter min opfattelse, at alle de fire overordnede temaer, jeg opdeler argumenterne for en nationalt rustende daginstitution i, hele tiden er til stede. Synet på daginstitutionen som vigtig for nationen er ikke intensiveret, det har været der hele tiden,” siger Sofie Rosengaard.
I de fire temaer ses daginstitutionen henholdsvis som en økonomisk investering i barnet, en investering i barnet som fremtidig borger, en investering i barnets danskhed eller i barnet som deltager i et demokratisk fællesskab.
Afhængigt af politisk ståsted kan vægten på danskhed eller medborgerskab variere, men uanset indfaldsvinklen er der ifølge Sofie Rosengaard en tilbøjelighed til, at børn i danske vuggestuer og børnehaver ikke kun ses som et barn i nuet, men som en borger til fremtidens samfund.
”Lige siden dengang, da det ikke hed daginstitutioner og omfattede 97 procent af de danske børn, men kaldtes ’forebyggende børneforsorg’ og var tiltænkt de mest socialt udsatte børn, har der i debatten om børnehaver været et syn på barnet som dels et individ, der skulle beskyttes mod trusler, dels et barn som igennem sin udsathed udgør en potentiel trussel mod samfundet,” forklarer hun.
Dette kan man se i ny lovgivning som den nuværende regerings ghettopakke fra maj 2018 og dens ”angst for det uovervågede barn uden for daginstitutionen” som forskeren formulerer det. Men også dette syn – at daginstitutionen udgør en nødvendig opdragelse til majoritetskulturen – går igen lige fra 1945.
Sofie Rosengaard har også som led i sin forskning interviewet pædagoger om deres arbejde, og hun ser ingen tegn på, at de mere overordnede samfundsmæssige betragtninger står i vejen for det mere jordnære arbejde med, at børnene trives, leger, og udvikler sig, påpeger hun:
”Pædagoger bruger selv samfundsmæssige argumenter, når de taler om deres eget arbejde. Det er ikke sådan, at det nationsbevarende arbejde altid nævnes før arbejdet med at få det enkelte barn godt videre i livet. Det er nærmere, som om det flyder sammen. Det er svært at se, hvor den enkeltes dannelse stopper og samfundsdannelsen begynder.”