Prøv avisen
Politisk set

Den negative parlamentarisme gavner Lars Løkke Rasmussen

Det er princippet om den bløde negative parlamentarisme i Danmark, som gør, at Lars Løkke Rasmussen kan melde ud, at han på ingen måde accepterer Nye Borgerliges såkaldt ufravigelige – og til dels konventionsstridige – krav om asylstop, selvforsørgelse for udlændinge og hjemsendelse af kriminelle. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nye Borgerlige og Stram Kurs vil næppe aktivt stemme imod Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister efter valget, og derfor kan han melde ud, at han ikke vil basere sin regering på deres mandater, skriver professor Peter Nedergaard

Under tv-debatterne er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blevet spurgt, om han vil bygge et eventuelt kommende regeringsgrundlag på mandaterne fra Nye Borgerlige og Stram Kurs, hvis de kommer i Folketinget efter valget den 5. juni.

Han har på den ene side sagt, at det vil han ikke, men han har omvendt på den anden side fremhævet, at han bliver siddende, indtil et flertal af mandaterne i Folketinget decideret erklærer, at de hellere vil have en anden statsminister end ham. I den forbindelse har han henvist til princippet om negativ parlamentarisme.

Hvad er negativ parlamentarisme da, og hvorfor har Løkke gavn af dette princip i den nuværende situation?

Først er der princippet om parlamentarisme. Det indebærer, at en regering til enhver tid skal have et flertal af mandater bag sig i parlamentet. Princippet udviklede sig gradvist i Storbritannien fra 1500-tallet og frem, hvor der konstant foregik en kamp om magten mellem kongen og det britiske underhus. I begyndelsen af 1800-tallet havde underhuset tilkæmpet sig en sådan position, at det blev accepteret af kongen, at flertallet i det britiske parlament fremover afgjorde, hvilket parti der skulle danne regering.

I Danmark har vi haft parlamentarisme siden 1901, hvor det såkaldte systemskifte fandt sted. Fra da af accepterede kongen, at en regering ikke var noget, som han blot kunne udnævne efter forgodtbefindende. Den skulle have et flertal bag sig i Folketinget.

I Danmark blev parlamentarismen yderligere udformet efter princippet om negativ parlamentarisme. Det betyder, at regeringen bliver siddende, så længe den ikke har et flertal imod sig i parlamentet. Den negative parlamentarisme står i modsætning til den positive parlamentarisme, som demokratiet bygger på i for eksempel Tyskland, Italien og Irland. I disse lande skal regeringen efter et valg altid via en afstemning i parlamentet sikre sig, at den har et absolut flertal bag sig.

Men der er som nævnt negativ parlamentarisme i Danmark. Den negative parlamentarisme findes ydermere i to versioner. I den hårde version er kravet, at et absolut flertal af parlamentets medlemmer ikke stemmer imod regeringen. Den udgave praktiseres i Sverige. Det gav blandt andet anledning til, at Olof Palmes regering efter valget til Rigsdagen den 16. september 1973 kunne fortsætte, selv om højre- og venstresiden fik lige mange mandater ved valget.

I lighed med Storbritannien og de andre nordiske lande – minus Sverige – praktiseres der imidlertid i Danmark en blød version af den negative parlamentarisme. Denne version indebærer, at en afstemning om en regerings forbliven på magten kun er nødvendig, hvis der fremsættes et decideret mistillidsvotum til regeringen. I Grundlovens paragraf 15 fastslås det således blot, at regeringen skal træde tilbage eller udskrive valg, hvis et flertal udtaler mistillid til statsministeren.

Det er princippet om den bløde negative parlamentarisme i Danmark, som gør, at Lars Løkke Rasmussen kan melde ud, at han på ingen måde accepterer Nye Borgerliges såkaldt ufravigelige – og til dels konventionsstridige – krav om asylstop, selvforsørgelse for udlændinge og hjemsendelse af kriminelle.

Det gør han samtidig med, at han sandsynligvis ikke behøver at frygte, at Nye Borgerlige forsvinder som en del af hans passive parlamentariske grundlag, hvis blå blok skulle få flertal efter den 5. juni. Nye Borgerliges alternativ til en regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister er nemlig i så fald, at partiet aktivt skal tilkendegive, at man vil stemme imod Lars Løkke Rasmussen og dermed bane vejen for Mette Frederiksen (S) som ny statsminister. Det samme forhold gælder med hensyn til Stram Kurs. Det kan ingen af de to partier – hvis de kommer i Folketinget – sandsynligvis overleve.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet