Hvornår kommer der en ny regering?
Centralt placerede kilder siger til Kristeligt Dagblad, at det kan ske allerede i løbet af godt en uges tid, hvis Venstre "bider til bolle" på det brede regeringsprojekt med Socialdemokratiet. Hvis det sker, må man gå ud fra, at der i længere tid har været flere og langt mere detaljerede forhandlinger end de officielt udmeldte sonderinger i Statsministeriet og på Marienborg de seneste uger.
Ifølge en af kilderne arbejder man ikke alene på at få et regeringsgrundlag på plads, men også en aftale om næste års finanslov, der i givet fald skal kunne vedtages, inden Folketinget holder juleferie.
Skal det ende med en flertalsregering, kræver det yderligere mindst et parti ud over Socialdemokratiet og Venstre. Det har Moderaterne og SF hver for sig mandater nok til at sikre sammen med de nordatlantiske. At det bliver en flertalsregering, er afgørende for dens handlekraft.
Det paradoksale er, at dansk politiks erklærede midterpartier, Moderaterne og De Radikale, kan få svært ved at komme med ombord. Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen har tidligere problematiseret en SV-regering, fordi den ikke ville have flertal alene. Onsdag forklarede han imidlertid, at det alligevel ikke er så afgørende, om Moderaterne kommer med. Partiet vil også kunne få indflydelse som støtteparti for en SV-regering, lød det nu.
Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger har Socialdemokratiets forhandlere åbnet for, at Venstre får stor indflydelse på, hvilke andre partier, der kan indtræde i regeringen. Efter valget befinder Venstre sig i en ekstremt vanskelig situation, truet af konkurrencen fra både Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne.
Uanset om Moderaterne kommer med eller ej, bliver det dog problematisk for Venstre. Der er ingen lette løsninger for Jakob Ellemann-Jensen, men meget tyder på, at han af al kraft vil forsøge at holde Løkke ude af regeringskontorerne.
Det andet erklærede midterparti, De Radikale, har Socialdemokratiet det skidt med. Partiet tvang fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) til at udskrive valget, og i den socialdemokratiske top er der stadig forbitrelse over, at De Radikale angiveligt brød en forhåndsaftale om, hvordan man skulle forholde sig til Minkkommissionens rapport i juli. Der er hovedrysten over, at de radikale ledere i forhandlingerne fortsat bruger lang tid på at tale om idéen om asyllejre i Rwanda.
Ifølge en podcast med Weekendavisens politiske journalister Arne Hardis og Hans Mortensen er Socialdemokratiet og De Radikale trods alt nu kommet nærmere en forståelse om, at flygtningelejrene skal oprettes og drives i EU-regi, som De Radikale længe har krævet. Det skulle have gjort det mere sandsynligt, at det trods alt ender med radikal repræsentation i regeringen. Også beslutningen om det ser imidlertid ud til i høj grad at være lagt i Venstres hænder.
Mette Frederiksen erkender, at det bliver meget svært at få både SF og de borgerlige partier med i en reformregering. SF vil næppe i sidste ende gå med til de store reformer, hun finder afgørende for at få velfærdssamfundet gennem krisen. Hvordan eksempelvis opfylde SF's krav om minimumsnormeringer helt ud i den enkelte daginstitution, når der i forvejen er store problemer med at skaffe arbejdskraft nok? Hvis det ikke lykkes at få SF med, udgør de fire gamle partier den mest oplagte flertalskombination. Det vil sige Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og De Radikale.
Venstre kan her se en fordel i at få De Radikale med, blandt andet fordi de to partier deler synspunkter om skat og øget udbud af arbejdskraft. De to partier er heller ikke langt fra hinanden med hensyn til at gøre udlændingepolitikken mindre "skør" og åbne for større indvandring af arbejdskraft.
På det klimapolitiske område er der meget store ambitioner om mere sol- og vindenergi, men de kan ikke gennemføres uden voldsomme indgreb i borgernes ret til at gøre indsigelser lokalt. Det vil kræve vidtgående lovgivning, som Socialdemokratiet igen gerne vil have solidt forankret hos De Radikale, Venstre og De Konservative.
Om De Konservative vil gå med i en bred regering er dog stadig uklart. Forholdet mellem Venstre og De Konservative har været dybfrossent siden valget, og De Konservative risikerer at bliver yderligere klemt i en regering.
Ender Venstre med at melde pas til hele regeringsprojektet, er Socialdemokratiets plan b angiveligt stadig at forsøge at danne en anden bred regering, som involverer Socialdemokratiet, Moderaterne, De Radikale og SF og et par nordatlantiske medlemmer. Også et flertal.
Plan c er, at Mette Frederiksen (S) fortsætter som statsminister med det rød-grønne flertal i Folketinget, det vil sige inklusive Alternativet og Enhedslisten. Den løsning er statsministeren mest betænkelig ved, fordi den bliver parlamentarisk skrøbelig og næppe kan løse de store samfundsudfordringer, hun gerne vil have løst. Men det kan blive hendes sidste udvej.
Dette er en politisk analyse.