Det ser ofte ud til, at Socialdemokratiet og Venstre – som dansk politiks traditionelle magtpartier – til tider nærmest hugger hinandens politik med samme lethed, som tyvebander tømmer huse i Nordsjælland. Konsekvensen er ifølge mange vælgere, at man skal have lup for at se forskel. Og i torsdags trumfede V-formand Lars Løkke Rasmussen tendensen ved direkte at foreslå et samarbejde mellem to de partier.
Venstre fremsætter forslag om velfærdsstigninger, som kun befinder sig en hårsbredde fra den socialdemokratiske position. Socialdemokratiet forklarer, at de på ingen måde vil beskatte almindelige indkomster hårdere. Socialdemokratiet fremlægger tanker om tidlig pension til de nedslidte, og straks efter er den Venstre-ledede regering klar med det samme.
Venstre fører en stram udlændingepolitik, og efter lidt betænkningstid har Socialdemokratiet fundet ud af, at man vil føre nogenlunde den samme politik.
Hvorfor gør de det? Hvorfor står de to partier ikke fast på deres ideologiske position? Hvorfor har vi som vælgere ikke to klare alternativer at vælge mellem? Hvorfor? Derfra er det nærliggende at proklamere, at man lige så godt kan få en SV-regering hen over midten, når de to partier alligevel ser så ens på så meget.
Der findes faktisk en god, rationel forklaring på, hvorfor Socialdemokratiet og Venstre indtager politiske positioner, som er så relativt ens. Den blev formuleret første gang af samfundsforskeren Anthony Downs i 1957 i form af det, som han kaldte medianvælgerteoremet. Downs forestiller sig, at man kan stille alle vælgere op i en lang række, angående hvordan de ser på de forskellige politiske områder.
Det kan for eksempel være på de tre områder, som danske vælgere betragter som de vigtigste: udlændingepolitikken, sundhedspolitikken og klimapolitikken.
Med hensyn til udlændingepolitikken kan man forestille sig en række af vælgere, hvor vælgerne i den ene ende går ind for, at Danmark skal åbne sig maksimalt mod omverdenen og modtage alle de borgere udefra, som ønsker at komme hertil, mens vælgerne i den anden ende går ind for, at Danmark skal lukke helt af for at modtage folk udefra.
Med hensyn til sundhedspolitikken kan man forestille sig alle vælgere stillet op i én lang række, hvor den ene ende går ind for, at sygehusene på alle områder får tilført behandlinger i verdensklasse, selvom man skal bruge 20 procent af bruttonationalproduktet herpå. Den anden ende går ind for, at offentlige sygehuse sagtens kan spare meget mere end i dag, og at private hospitaler må tage sig af de fleste behandlinger.
På klimaområdet går vælgerne i den ene ende af rækken ind for, at alt udslip af drivhusgasser fra dansk territorium fjernes på få år, mens vælgerne i den anden ende mener, at Danmark skal nøjes med at leve op til de begrænsninger i udslippet på området, som vi har forpligtet os til internationalt.
Hvis Socialdemokratiet eller Venstre skal danne en regering på vegne af henholdsvis rød eller blå blok, skal de have vælgerne i midten af de tre rækker ovenfor lokket over på deres side. Kun ved at få disse vælgere lokket over, tipper vælgerflertallet til henholdsvis rød eller blå blok.
De midterste vælgere – medianvælgerne – står midt i rækken på et givet tidspunkt.
Det betyder, at de repræsenterer synspunkter, som hverken ligner vælgerne i den ene ende eller i den anden ende af rækken. De befinder sig et sted mellem yderpositionerne. Det er de vælgere, som potentielle regeringspartier er tvunget til at bejle til, hvis de vil have eller beholde magten.
Hvis Socialdemokratiet henholdsvis Venstre vil have magten med flertallet af vælgerne bag sig, skal de derfor på de politiske felter, som er de vigtigste for vælgerne, bevæge sig ind der, hvor midtervælgerne – forstået som vælgerne midt i rækken – befinder sig. Det er således den samme gruppe, som de i et vist omfang er tvunget til at appellere til. Medianvælgerne kommer til at sætte takten for, hvad de to partier mener. Det er de tvunget til at acceptere, hvis de vil have magten.
Derfor kommer Socialdemokratiet og Venstre på en række vigtige områder til at ligne hinanden, selvom de måske helst ville undgå det. Det er nemlig magtens logik, der taler bag dem.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.