Den protestantiske arbejdsetik gjorde tiggeri uværdigt

Den kritiske holdning til tiggeri blev grundlagt under Reformationen. I de katolske lande er tiggeri langt mere accepteret, fortæller en historiker og en antropolog

En kvindelig tigger på banegården i Rom. Ligesom Danmark har Italien de seneste 10 år oplevet en vækst i antallet af tiggere, og nogle byer har forbudt tiggeri. Men forbuddene har udløst protester fra katolske organisationer, som mener, at et forbud mod tiggeri strider mod kristendommen. –
En kvindelig tigger på banegården i Rom. Ligesom Danmark har Italien de seneste 10 år oplevet en vækst i antallet af tiggere, og nogle byer har forbudt tiggeri. Men forbuddene har udløst protester fra katolske organisationer, som mener, at et forbud mod tiggeri strider mod kristendommen. – . Foto: Jens Øster Mortensen/ritzau.

Tiggeri er alt for udbredt, og derfor er det kun rimeligt, at samfundet griber ind over for de mennesker, som ikke opfylder deres forpligtelser over for samfundet.

Sådan blev lederen af anstalten Viebæltegård i Svendborg, Christian Larsen, citeret, da han den 25. januar 1965 blev interviewet til en artikel i Svendborg Avis. Anledningen til artiklen var, at en overbetjent fra Odense havde foreslået, at sprittere og vagabonder skulle anbringes i særlige arbejdslejre. Det synspunkt var Christian Larsen enig i.

”De skal naturligvis have det godt, og man skal prøve på at hjælpe dem, men meget af vort arbejde ødelægges af, at disse mennesker får lov at gå frit omkring,” sagde Christian Larsen og fremhævede, ”at der finder et helt urimeligt omfang af betleri sted i disse år, uden at nogen gør noget ved det.”

Ifølge museumsinspektør Jeppe Wichmann Rasmussen fra Forsorgsmuseet i Svendborg, som har fundet artiklen til Kristeligt Dagblad, er den et eksempel på, at diskussionen om tiggeri langt fra er ny. Tiggeri har været ulovligt i Danmark siden begyndelsen af 1800-tallet, og et af argumenterne for oprettelsen af den første fattiggård Viebæltgård i Svendborg i 1834 var netop, at de fattige ikke længere behøvede at tigge.

”De mennesker, der blev tvangsindlagt på arbejdsanstalterne i det 19. og 20. århundrede, var ofte mennesker, der blev taget for tiggeri. Der er, så vidt jeg ved, ikke udarbejdet en statistik for, hvor udbredt tiggeriet har været. Men det faktum, at der blev lovgivet om det, tyder på, at det har været et problem af et vist omfang,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen. Han forklarer, at tiggeri var et accepteret fænomen i middelalderens Europa. Men omkring Reformationen begyndte Martin Luther at tage et opgør med tiggeriet.

”Det er vel af de største nødvendigheder, at alt tiggeri bliver afskaffet i kristenheden, der er jo ingen af de kristne, der skal gå om og tigge; det kunne også let ordnes, når vi havde modet og alvoren dertil, nemlig på den måde, at enhver by skulle forsørge sine fattige og ikke tillade nogen fremmed tigger,” lyder et udpluk af et berømt Luther-citat.

Jeppe Wichmann Rasmussen fortæller, at Luthers markante udmelding er en forløber for, hvordan det protestantiske Nordeuropa har betragtet tiggeri lige siden.

”I middelalderen var der en opfattelse af, at tiggerne udførte en samfundsopgave. De gav de bedrebemidlede borgere en lejlighed til at stille sig selv i et godt lys over for Gud. Efter Reformationen begyndte man at se tiggere som et onde og som et tegn på, at der var nogle mennesker i samfundet, som ikke ville indrette sig. Der opstod den tanke, at tiggere skal komme med en modydelse for tiggeriet. Når sognet begynder at hjælpe sine egne tiggere, så har sognet også ret til at sørge for, at tiggerne yder noget til gengæld. I dag opfatter mange tiggeri som en form for nas og har et problem med at give penge til mennesker, der ikke umiddelbart leverer en modydelse,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen.

Protestanters og katolikkers forskellige holdning til tiggeri lever videre i dag. Mens protestanterne i Nordeuropa generelt tager afstand fra tiggeri, så er holdningen i dag anderledes i det katolske Sydeuropa, forklarer Bjørn Thomassen, der er antropolog og lektor ved afdelingen samfund og globalisering på Roskilde Universitet.

Bjørn Thomassen udgav i 2015 en artikel om tiggeriets former i Rom baseret på feltstudier i den italienske hovedstad. I det romerske middelklassekvarter, hvor han boede, mødte han hver dag mellem fire og seks tiggere på sin korte vej til arbejde. Nogle af tiggerne havde de samme faste pladser i årevis. For eksempel havde tiggeren foran den lokale kirke tigget samme sted i ni år. Hans studier viser, at forestillingen om, at tiggere modtager penge uden at foretage sig noget, er fejlagtig. De forbereder sig til tiggeriet og betragter det som en slags arbejde, og tiggeriet er ofte organiseret af netværk. Mens mange af de roma-kvinder, der tiggede i centrum spillede på medlidenhed og religiøsitet med deres pjaltede beklædning og Jomfru Maria figurer, så var tiggerne i forstæderne ofte velklædte mænd med vestafrikansk baggrund. Med papskilte, der fortalte om arbejdsløshed og bolignød, appellerede de om sympati.

”Mens mange danskere har et tøvende forhold til at give fattige tiggere penge og hellere vil støtte en ngo som for eksempel Folkekirkens Nødhjælp, så vil sydeuropæerne ofte være mere villige til at give til det enkelte menneske fremfor til en organisation,” forklarer Bjørn Thomassen.

Han mener, at disse holdningsforskelle daterer sig tilbage til Reformationen og forklarer den mere positive italienske holdning til tiggeri med, at tiggermunke som for eksempel franciskanerordenen har haft stor indflydelse på kristendommens historie.

”Med Reformationen sker der et radikalt angreb på hele munkevæsenet i Danmark. I de protestantiske lande begyndte man at se på tiggeri som noget, der ikke hang sammen med et værdigt kristent liv. Under enevælden giver en fattigforordning fra 1683 de værdigt fattige mulighed for at søge tilladelse til at tigge, men kun hvis de kunne bevise, at de ikke havde andre udveje for at klare sig. Det er væsensforskelligt i forhold til holdningen i de katolske lande, hvor begreber som caritas (barmhjertighed) og pietas (fromhed) står stærkt, og det ikke på samme måde betragtes som umoralsk at tigge,” fortæller Bjørn Thomassen.

Ligesom i Danmark er tiggeri i Italien de seneste 10 år blevet et kontroversielt emne i takt med, at flere østeuropæiske og afrikanske tiggere opererer i de italienske storbyer. Tiggeri har i princippet været lovligt i Italien siden 1999, men en særlig lovgivning fra 2008 gjorde det muligt for italienske byråd at forbyde utryghedsskabende tiggeri.

Lovgivningen affødte voldsom kritik fra katolske organisationer, som mente, at et forbud mod tiggeri strider mod ånden i kristendommen. I Danmark har Folketinget for nylig skærpet straffen for utryghedsskabende tiggeri, så det kan give to ugers ubetinget fængsel.

Bjørn Thomassen fortæller, at ikke kun i Danmark, men mange andre steder i Europa, gør politikere i disse år tiggeri til et sikkerhedsproblem.

”Men man kan spørge, hvorfor tiggeri er utryghedsskabende. Er det, at vi ikke kan lide at se på det, og hvad er vi egentlig bange for? Man kan også spørge, hvorfor vi har så meget mod tiggeri, når vi på andre punkter hylder det at være gavmild,” lyder spørgsmålet fra Bjørn Thomassen.