Den ”rene sport” findes ikke længere

I denne uge afsluttes VM i fodbold i Qatar. Millioner af mennesker har fulgt turneringen, men fodboldforbundet Fifas udvikling fra idealisme til magtmisbrug og korruption kaster lange skygger over moderne fodbold

Tidligere Fifa-præsident Sepp Blatter symboliserer for mange den problematiske udvikling, der har kendetegnet det internationale fodboldforbund. Her ses han ved et pressemøde, hvor en britisk komiker med en regn af pengesedler vil sætte fokus på korruptionsanklagerne mod Fifa.
Tidligere Fifa-præsident Sepp Blatter symboliserer for mange den problematiske udvikling, der har kendetegnet det internationale fodboldforbund. Her ses han ved et pressemøde, hvor en britisk komiker med en regn af pengesedler vil sætte fokus på korruptionsanklagerne mod Fifa. Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix.

Alle fodboldfans bærer erindringen om deres første VM i fodbold med sig for altid. Mit var Spanien 1982. At se Brasilien med Sócrates og Zico på holdet var en dannelsesrejse, en transcendent oplevelse, der historisk og geografisk forbandt mig og mine utrættelige bestræbelser på fodboldbanen lidt nede af grusvejen med noget større. Football unites the world, siger de i dag. Vi har meget at takke FIFA for.

Alt imens VM-kampene på grønsværen har henrykket millioner af mennesker, har FIFA-førerbunkeren i Zürich dog været et arnested for magtmisbrug og lyssky aftaler om bestikkelse igennem årtier. Det hele kulminerede med masseanholdelser i samme by den 27. maj 2015.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. Den moderne variant af fodbold blev født i London i 1863. Det var her, sportens regler blev nedfældet, men det var også her, fodbolden blev født med værdier, som mange af os stadig sværger til: kollektivistisk holdånd, hårdt fysisk arbejde, spontan leg, respektfuld rivalisering.

FIFA’s VM-slutrunder løfter disse engelske begyndelser op på et globalt plan. De sporadiske tv-transmissioner fra nationale Cup-finaler og landskampe bliver under slutrunderne til kondenserede uger med flere internationale fodboldkampe om dagen, og landsholdene var dengang garanter for den ypperste taktiske og tekniske kvalitet.

FIFA blev stiftet i et baglokale i Paris i 1904 af syv europæiske fodboldforbund, heriblandt det danske. De var amatører, der var ingen penge i organisationen, og mottoet lød ”en ren sport”. På en kongres i Bern i 1906 blev det fastslået, at ”ingen person skulle have lov til at arrangere kampe for personlig vinding”.

Man skal dog være påpasselig med at overvurdere motiverne hos FIFA’s grundlæggere. 10 år tidligere havde man i Paris genindført De Olympiske Lege på en konference i Sorbonnes amfiteater med hele 78 delegerede fra lande i hele verden. Her var initiativtageren Pierre de Coubertin inspireret af idealer om internationalisme, pacifisme og fred mellem nationerne. I modsætning til en sådan idealistisk drapering, var det grundlæggende princip for FIFA nok mere jordnært: at spille spillet og organisere konkurrence mellem lande.

Efter Første Verdenskrig var Jules Rimet præsident for FIFA fra 1921 til 1954. Hans 33-årige embedsperiode, den hidtil længste, er kendetegnet ved resolut kulturel globalisering. Det er således Rimet, der kan tilskrives den skelsættende grundlæggelse af verdensmesterskabet i fodbold i 1930. I lighed med Coubertin var Rimet overbevist om, at sport var en motor for fred mellem nationer. Mod slutningen af sin embedsperiode talte Rimet om FIFA som ”et åndeligt fællesskab, som vi alle tilslutter os med ét hjerte og én vilje”, og om fodbold som ”en kanal til formidling af de fineste menneskelige kvaliteter”. Han opregnede således disciplin, mådehold og solidaritet blandt sportens dyder.

Ifølge David Conn, forfatter til bogen The Fall of the House of Fifa fra 2017, indtræffer den centrale forandring af FIFA i 1974. Her afløser den brasilianske industrimagnat João Havelange den 79-årige administrator Sir Stanley Rous som FIFA’s præsident. Rous kan sagtens opfattes som en repræsentant for det koloniale Storbritannien, en anakronistisk dinosaur udslettet af en modernitetens meteor, han aldrig så komme. Men han kan også betragtes som den sidste vogter af FIFA’s uskyld. Rous modtog efter sigende aldrig løn fra FIFA, men udførte sit arbejde på sin beskedne pension fra det engelske fodboldforbund.

Meteoren havde et navn: João Havelange. Som Ernesto Rodrigues, Havelanges biografist, siger i Netflix-dokumentaren FIFA Uncovered: ”Havelanges ankomst til FIFA symboliserede kapitalismens ankomst i den forstand, at identiteten ændrede sig fra at være en klub for venner, europæere med interesse for spillet, til at blive en forretning”.

Valget i 1974 var omstridt, fordi vi nu ved, at Adidas-direktøren Horst Dassler spillede en afgørende rolle i valget af Havelange, og at Adidas derefter blev allestedsnærværende ved det efterfølgende VM i Vesttyskland samme år – og ved de efterfølgende slutrunder. Pengene og markedsføringen havde fundet vej ind i fodboldens sjæl. I Spanien 1982 fik Adidas lov til at stå som overordnet ansvarlig for hele VM-markedsføringspakken, mens Havelange til gengæld havde en klausul indskrevet i aftalen, som indebar et enormt pengebeløb til ham personligt. Bestikkelsen havde også fundet vej ind i fodboldens sjæl.

Ingen vidste dog i 1974, at præsidentvalget det år i Frankfurt var et vendepunkt, der markerede begyndelsen på en kultur, som kulminerede 41 år senere i Zürich med anholdelser, anklager og et traumatiseret FIFA, som praktisk talt undergik en toksisk implosion i de efterfølgende måneder.

I 1975 ansatte Havelange schweiziske Sepp Blatter med det formål at udvikle FIFA økonomisk. Allerede året efter annoncerer Blatter og FIFA et samarbejde med den amerikanske læskedriksgigant Coca Cola. Det betragtes ikke kun som revolutionerende for moderne fodbold og for betydningen af sponsorater, men symboliserer også begyndelsen til det moderne FIFA. Fodbolden var blevet et produkt.

Da Blatter i 1981 forfremmes til generalsekretær, Havelanges næstkommanderende, udvikler han sig de kommende år til en manøvredygtig edderkop i FIFA’s globale spind, med Conns ord en ”master operator”. Fra 1998 til 2015 udvikler schweizeren sig til en fodboldens svar på Machiavelli, i stigende grad kendetegnet ved en følelse af usårlighed, en vilje efter magt, en Godfathers ledelsesstil og en opulent levevis.

Det er uden for enhver tvivl, at de mørkeste år af FIFA’s historie indtræffer under Sepp Blatters præsidentembede. ”Han fløj for tæt på solen. Vi fløj alle for tæt på solen”, har den tidligere FIFA-generalsekretær Jérôme Valcke udtalt. Blatter blev i 2015 udelukket fra al fodbold i otte år, mistænkt for en ulovlig pengetransaktion. I juli 2022 blev han dog renset for anklagerne.

Blatters afgang skete i kølvandet på en række anholdelser af personer med forbindelser til FIFA. I alt syv FIFA-funktionærer blev anholdt i Zürich den 27. maj 2015, og syv yderligere personer blev eftersøgt. Samtidig afslørede USA’s justitsminister Loretta Lynch, at fire fodboldledere og to virksomheder allerede tidligere havde erklæret sig skyldige. Anklagerne lød på korruption og hvidvask, og summerne var gigantiske. ”Dette er i virkeligheden verdensmesterskabet i bedrag, og i dag giver vi FIFA det røde kort”, sagde Richard Weber fra skattevæsenets efterforskningsenhed.

Det hele begyndte i 2010, hvor Chuck Blazer, det amerikanske medlem af FIFA’s eksekutivkomite, blev afsløret i at have begået skatteunddragelse, svindel og hvidvaskning. Herefter havde Blazer sensationelt indvilliget i at bære en mikrofon for FBI for at afsløre korruption blandt kollegerne i FIFA.

Årstallet er i øvrigt ikke tilfældigt. Mange betragter således tildelingen af 2022-værtskabet til Qatar i 2010 som FIFA’s egentlige hybris: ganske enkelt for åbenlyst betinget af penge og kun penge. Derefter slap alle skeletterne ud af skabet.

I dag undermineres ethvert tilløb til en genrejsning af FIFA af afholdelsen af VM i Qatar.

Søren Frank er professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med romanens historie. Han har desuden skrevet om sport i flere sammenhænge, blandt andet i bogen ”Giganternes skuldre. En fortælling om Manchester United”.