Den socialdemokratiske regering trådte til med gyldne, grønne og røde løfter for knap halvandet år siden. En coronakrise senere kan statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag åbne en ny politisk sæson med forstærket vælgeropbakning. Men også med politiske støttepartier, som er ved at miste tålmodigheden med regeringen, særligt i forhold til de grønne ambitioner.
Temperaturen mellem partierne er støt faldende. I fredags truede den radikale partileder, Morten Østergaard, i et interview i Weekendavisen ligefrem med at vælte regeringen, hvis ikke der kommer ”et markant kursskifte” i klimapolitikken. På Enhedslistens årsmøde i weekenden lød det fra partileder Pernille Skipper, at hun vil gå ”uendelig langt” for at nå målet om, at Danmark reducerer sin udledning af klimagasser med mindst 70 procent i 2030.
Pernille Skipper undlod dog som Morten Østergaard at true regeringen på livet. Hvad Enhedslisten heller ikke har alt for gode erfaringer med at gøre.
De hårde ord betyder, at der vil blive lyttet ekstra godt efter, hvad Mette Frederiksen vil sige om netop klimapolitikken, når hun tirsdag giver den grundlovsbefalede redegørelse om ”Rigets stilling” ved Folketingets åbning.
Det bliver efterårets helt store politiske slagsmark, hvor man først skal finde et nyt afgiftssystem til fremme af grønne biler og dernæst skal se på, hvad landbruget kan bidrage med klimamæssigt, og om man kan enes om en grøn skattereform.
På alle tre felter vil støttepartierne gå længere end regeringen. Den er åbenlyst mere rød end grøn. Inden for forholdsvis kort tid ventes regeringen at indgå en aftale med Dansk Folkeparti og partierne til venstre for regeringen om pension for nedslidte, den såkaldte Arne-pension. Det bliver en ordning, som formentlig vil koste et sted mellem tre og fem milliarder kroner, og som kan risikere at mindske arbejdsudbuddet med omkring 10.000 personer.
Som Morten Østergaard anfører, er det cirka dobbelt så dyrt, som det ville være at sikre en million el-biler i 2030 i stedet for den halve million, regeringen har som mål.
Støttepartierne henviser til, at regeringen i sit forståelsespapir med dem har forpligtet sig til at nå målet om en 70 procents reduktion i 2030, selvom Socialdemokratiet oprindeligt kun ønskede et mål på 65 procent. De 70 procent er også skrevet ind i den klimalov, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget. Problemet for støttepartierne er, at der ikke står noget konkret i forståelsespapiret om, hvor langt den grønne omstilling skal nå år for år.
Regeringen udskød ved finanslovsforhandlingerne sidste år nogle af de vigtige grønne beslutninger, og i princippet kan den gøre det samme i år.
Det er som en snebold, den skubber foran sig, som bliver større og større, jo længere den venter.
Selvom Morten Østergaard truer med at vælte regeringen, venter ingen, at det vil ske. Dertil står Socialdemokratiet alt for stærkt i meningsmålingerne.
Ud over klimaet bliver økonomi en af de store udfordringer det kommende år. Ganske vist har man på grund af de ekstremt lave renter ”gratis” kunnet låne flere hundrede milliarder kroner for at imødegå coronakrisen, men det såkaldte økonomiske råderum er alligevel under pres.
Alene det demografiske tryk – flere ældre, færre erhvervsaktive, flere studerende og så videre – vil sluge råderummet, blot velfærdsniveauet skal holdes uændret. Regeringen skal derfor finde nye penge til klimaet, den kommende Arne-pension og andre velfærdsforbedringer, den vil gennemføre.
Det bliver de borgerlige partiers hårdeste kritik af regeringen, at den fortsat bare vil sætte skatterne op til skade for borgerne og dansk erhvervslivs konkurrenceevne. I det spil hører De Radikale til på den blå side, blandt andet med kravet om, at arbejdsudbuddet skal øges med 10.000 arbejdspladser. Det kræver meget store reformer, for eksempel at topskatten helt afskaffes, men selvsagt vil hverken regeringen eller venstrefløjen være med til det.
Et alternativ kan blive, at regeringen låner sig frem, for eksempel til den grønne omstilling. Selv på venstrefløjen er der en vis forståelse for, at det midt i coronakrisen næppe er godt for erhvervslivet og beskæftigelsen at sætte skatterne markant op.
Som i miljøpolitikken er det dog også her en snebold, regeringen skubber foran sig. En dag skal gælden betales tilbage, og det bliver næppe nemmere de næste 30 år.
Så der bliver nok at strides om i det nye folketingsår, der tegner til at blive en rød-grøn vinter for Mette Frederiksen og hendes regering.