Prøv avisen
Politisk set

Selvrådig statsminister er en prop i processen

Det er svært både at normalisere samfundet og lægge en langsigtet politisk kurs. Det kan næppe gøres succesfyldt af en selvrådig regeringsledelse, skriver politisk kommentator Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Regeringens topstyring gør det svært at lægge en langsigtet politisk kurs, mener politisk kommentator Tim Knudsen

Ifølge den afdøde britiske premierminister Harold Macmillan er politisk ledelse at håndtere tre ting: ”Begivenheder, begivenheder, begivenheder.”

Covid-19 har til overmål bekræftet, at en statsminister må forholde sig til uventede begivenheder. Men en virkelig stor statsminister håndterer aktuelle kriser og begivenheder i et langsigtet perspektiv. Har statsminister Mette Frederiksens (S) håndfaste håndtering af sundhedskrisen et socialdemokratisk perspektiv?

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen mente, at aktieselskaber ikke skulle udbetale udbytte til aktionærerne, hvis de modtog krisehjælp. Det forslag ville være mere nærliggende for en socialdemokratisk regering end for Venstre. Enhedslisten foreslog, at staten skulle have aktier og bestyrelsesposter i aktieselskaber til gengæld for støtten. Den 74-årige socialdemokratiske veteran Mogens Lykketoft, som ikke længere sidder i Folketinget, foreslog en CO2-skat og højere beskatning af globale finans- og teknologiselskaber. Sammen med adskillige andre foreslår han milliardinvesteringer i grøn omstilling.

Socialdemokratiet har ikke lært nok af finanskrisen, mener andre. Finanskrisen viste, at det forstærker en konjunkturnedgang, når en krise rammer dybt gældsatte husholdninger og virksomheder. Derfor burde kapitalkravene til bankerne og huskøberne have været øget endnu mere. Boligkøb burde kræve større egenfinansiering. Rentefradraget bør udfases, mener nogle. Formueskatten, som Mogens Lykketoft var med til at afskaffe, bør genindføres for at sikre social balance. Af samme grund bør arveskatten gøres mere progressiv.

Uanset om man er enig i de nævnte tanker, så er de mere socialdemokratiske end liberalistiske, men regeringen har kun taget teten i sundhedskrisen, ikke økonomisk og strukturelt. Et forsvar for regeringen kunne her være, at den trods alt ikke har siddet så længe. Men måske er problemet snarere, at regeringen er så topstyret, at en belastet og selvrådig statsminister og hendes stabschef Martin Rossen er blevet en prop i beslutningsprocesserne?

I Norge har statsminister Erna Solberg holdt ugentlige møder med partilederne. Rigtige møder omkring et bord. Med plads til debat, spørgsmål og klare politiske prioriteringer. Der gik to måneder, før Mette Frederiksen gjorde det samme. Indtil da klagede de øvrige partier over for lidt information og mangel på reelle valgmuligheder. Og før det rigtige møde forleden på Marienborg fremlagde hun offentligt en række konklusioner, så Jakob Ellemann-Jensen havde svært ved at se, at oppositionen kunne påvirke resultatet.

Beslutningstagerne i Norge har heller ikke alene bygget på sundhedsfaglighed, men på et samarbejde mellem sundhedseksperter og økonomer. Først den 3. maj meddelte den danske regering, at man havde nedsat en rådgivningsgruppe bestående af tre anerkendte økonomer. Gruppen var nedsat i al hast. Et flertal uden om regeringen havde fået presset nedsættelsen igennem.

Det er svært både at normalisere samfundet og lægge en langsigtet politisk kurs. Det kan næppe gøres succesfyldt af en selvrådig regeringsledelse.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator