Prøv avisen
Klassiker

Simon Axø bliver ny forstander på Testrup Højskole

1. august 2017 overtager idéhistoriker Simon Axø posten som forstander på Testrup Højskole, når Jørgen Carlsen træder tilbage efter mere end 30 år på posten. Foto: Lars Koue Mogensen

Samfundet uddanner unge til kun at se nytteværdien i tilværelsen, mens de glemmer, hvordan de skal gøre sig umage i livet. Højskolerne skal være en modbevægelse til denne tendens, mener Simon Axø, der til august bliver ny forstander på Testrup Højskole. Genlæs i den forbindelse vores interview med idéhistorikeren

Det er netop blevet offentliggjort, at Simon Axø overtager posten som ny forstander på Testrup Højskole efter Jørgen Carlsen. I den forbindelse bringer vi igen dette interview med idéhistorikeren, som blev lavet tilbage i 2015.

Godt tolv kilometer syd for Aarhus ligger den lille by Mårslet, og to kilometer derfra ligger landsbyen Testrup. I Mårslet er der en lille station, og imellem Mårslet og Testrup er der en smal landevej med marker til begge sider. To gange om året stiger godt hundrede unge mennesker af toget for at tilbagelægge de to kilometer og træde ind på det, som den 34-årige idéhistoriker Simon Axø kalder for en af de sidste bastioner mod konkurrencestaten: Testrup Højskole.

Simon Axø har undervist i filosofi på Testrup Højskole siden 2007, og han har siden den 1. marts brystet sig af at være den første viceforstander i skolens snart 150 år lange historie. Skolen har henover de seneste mange år oplevet fulde huse. Samtidig har forstander Jørgen Carlsen fået meget travlt som medlem af Det Etiske Råd og som populær foredragsholder. Tiden var derfor inde til at få en viceforstander.

I samråd med Jørgen Carlsen skal Simon Axø være med til at tegne de interne linjer på skolen og revurdere de tendenser fra samfundet, som konstant udfordrer højskolerne.

”Og lige nu er konkurrencestaten den største udfordring,” indleder Simon Axø med at fortælle. Ikke kun for højskolerne, men for hele det danske samfund.

Folkehøjskolerne i Danmark har de seneste tyve år levet et omtumlet liv. Mens stadig flere højskoler må dreje nøglen om, er antallet af elever steget gennem de sidste par år. Simon Axø mener, at det på en gang er konkurrencestaten, som presser højskolernes eksistensberettigelse, samtidig med at flere unge søger mod højskolerne som et alternativ til den præstationskultur, som konkurrencesamfundet afføder. Af samme grund er Simon Axø glad for, at han som viceforstander får lov til at komme tæt på eleverne og være med til at forme skolens dannelsesidealer indadtil.

For dannelsen er i fare for at blive erstattet af den dominerende arbejdsmarkeds-tænkning, som konstant fokuserer på vækst og optimering i styrkelsen af konkurrencestaten, mener Simon Axø.

”Konkurrencestaten opfattes efterhånden som et vilkår, en del af vores hverdag, som vi ikke kan sætte spørgsmålstegn ved. Men det kan vi jo sagtens! Vi kan jo godt tænke os, at vi værdimæssigt ikke er bundet op på en international konkurrence, hvor alle skal præstere, og alt skal nytte noget. Derfor ser jeg også, at højskolerne efterhånden er et af de få reservoirer, hvor det faktisk er muligt ikke at have en snæver nyttelogik spændt for den læring, undervisning og faglighed, som vi leverer.”

For nyligt advarede Simon Axø i radioprogrammet Netværket på P1, hvor han er fast panelmedlem, mod en djøfisering af dannelsen, hvor dannelse og kulturliv hele tiden er noget, som skal kunne betale sig og have en nytteværdi. Af samme grund kan højskolerne hurtigt stemples som et asocialt element, der ikke bidrager til samfundsøkonomien, uddyber han.

”Vi må bekæmpe den tænkning, for mennesket er større og mere værd end arbejdspladser. Højskolen kan være med til at indpode den forståelse hos eleverne. Omvendt skal eleverne selvfølgeligt heller ikke blive arbejds-uduelige. Det ser jeg dog heller ikke nogen fare for kommer til at ske. Det er de flasket op med fra folkeskolen, gymnasiet og deres forældre, som også har ambitioner på deres børns vegne.”

Der er principielt ikke noget galt med de ambitioner og med nyttetænkningen, forklarer viceforstanderen, men eleverne skal mærke, at der er en storhed ved tilværelsen, som ikke kan måles i nyttevirkning. Hvis mennesket alene vil dygtiggøre sig med henblik på at gøre karriere, er der en risiko for, at det senere hen i livet kommer til at føle et tab i nogle dimensioner af tilværelsen, som skal beriges på andre måder end ved arbejdsmarkedsoptimering, forklarer han:

”Den klassiske diskussion er, om højskolen skal være i opposition til det etablerede uddannelsessystem. Det mener jeg, den skal i disse år, for jeg kan ikke se andre steder i samfundet, hvor de unge ikke får indpodet en eller anden egeninteresse, som de skal optimere til gavn for samfundet. Jeg mener, at højskolens opgave simpelthen er at fjerne nytteskyklapperne!”

Den moderne højskole skal tilbyde nogle rammer, hvor eleverne kan gøre sig umage som en kontrast til selve dygtiggørelsen. Dygtiggørelsen er altid præstationsorienteret, mens det at gøre sig umage er at besvære sig med noget, som eleverne ikke kan få en direkte nytteværdi ud af. Til gengæld kan de i bredere forstand få en eksistentiel bevidsthed og livsdueligheds-dimension med, forklarer Simon Axø.

”For eksempel kommer det til udtryk ovre i vores musiklokaler, når der står nogen og virkeligt øver sig på et instrument. Det er ikke, fordi de skal bruge det til noget i en snæver forstand. De gør det, fordi det beriger dem åndeligt. Der er allerede mange steder, hvor de kan dygtiggøre sig, men der er for få steder, hvor de kan gøre sig umage. Højskolen kan være stedet, hvor de simpelthen stimulerer den der evne og lyst til at gøre sig umage med henblik på, at der kan være en egenværdi i det stof, de tilegner sig.”

Alene af de grunde skal højskolerne heller ikke gennemgå en nytteværdi-orienteret reformering, mener Simon Axø:

”Vi skal som højskole se væk fra den præmis, hvor vi skal stå i samfundets tjeneste i en arbejdsmæssig forstand. Hvis nogen spørger om, hvorfor staten skal støtte dette her, så mener jeg, at højskolerne kan være med til at skabe et samfund med livsduelige mennesker, folk der har en interesse for andre end sig selv.”

Simon slutter af med at henvise til det kommende folketingsvalg. På skolen møder han mange unge, som føler sig forvirrede. Her kan højskolen være med til at diskutere holdninger og værdier med eleverne. Eleverne kan få muligheden for at gøre sig umage, fordybe sig i samfundet og danne sig en kvalificeret holdning.

”Mange af de unge spørger sig selv: 'Hvorfor skal vi sætte et kryds? Hvorfor skal jeg sætte mig ind i, hvad de enkelte partier står for?' Mange tænker måske: 'Hvad får jeg ud af det? Hvad betyder én stemme? Ikke noget!' Så derfor tænker de også: 'Jeg gør hverken fra eller til i dette her.' Eleverne skal tænke og føle: 'Jamen det er rent faktisk vigtigt, at vi som en ny generation, at vi, som er dem, der kommer til at tage beslutninger fremover, rent faktisk interesserer os for andet end vores arbejdsliv og karrierepleje'.”