Der er én pårørende og ingen patienter til formiddagskaffe og sang på Anker Fjord Hospice tirsdag den 8. december. Lillian Jørgensen er 68 år og har i godt 14 dage været indlagt med sin mand, Willy på 83 år, som har kræft.
De to regner med, at han skal dø her på hospicet. Han har ikke mere lyst til andet end ”det helt nære”, siger hun. Hun, derimod, synger med på ”Nu tændes tusind julelys”, og hun vil også komme i morgen, når køkkenet koger klejner her i hospicets store fællesrum, cafeen.
”Det betyder meget for mig, at jeg kan komme ned og synge sange og bage klejner. De siger til mig, at det er vigtigt at komme lidt væk,” siger Lillian Jørgensen med henvisning til personalet og de åndehuller, hun skal give sig selv, for hun og Willy har været gift i 46 år, og lige nu er en tid, der er fuld af sorg.
Lillian Jørgensen er glad for adspredelserne, men december måneds traditioner forløber meget anderledes, end de plejer på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande i Vestjylland.
”Vi er vant til at være et åbent og livligt hus, hvor der bliver grinet mere end grædt. Her er meget tomt i sammenligning med det,” siger hospiceleder Herdis Hansen om den stort set mennesketomme café, for ofte er hver en stol besat til formiddagskaffen og til de myriader af festligheder i øvrigt, der plejer at være op til jul.
Kristeligt Dagblad har talt med i alt 10 hospitaler, hospicer og plejehjem over hele landet om, hvordan corona-virus påvirker julen for de indlagte og ældre.
De beretter alle om en jul, hvor besøgsrestriktioner, forsamlingsforbud og hygiejneregler spænder ben for de traditioner og det samvær, julen plejer bringe med sig. Men hvor opgaven er at finde andre veje, så julen stadig kan være en stund, der giver øjeblikke med glæde og gode minder til nogle af dem, der måske behøver det mest.
Kristeligt Dagblad har besøgt Anker Fjord Hospice for at se, hvad man i praksis gør her.
Hospicet ligger med ansigtet vendt mod Ringkøbing Fjord. Hele den ene langside består af store glaspartier med fællesrummet cafeen i midten. På hver side er seks lejligheder til de 12 patienter og eventuelt medindlagte pårørende, hospicet har plads til.
Gule siv og vinter-oversvømmet eng ligger mellem bygningerne og fjorden. Vandet skimtes som en grå bræmme derude, kun en anelse mørkere end himlen oven over. Man kan høre bølgerne rulle mod stenene ved stranden og langt væk en motor i tomgang.
På en opsats midt i cafeen brænder adventskransen med to elektriske lys, den er enorm, som var den til en katedral. Et ark papir er stukket i klemme mellem skufferne i en kommode: ”Mundbind, visir”, står der.
Normalt har Anker Fjord Hospice et arrangement hver søndag i advent, hvor man tænder et lys. Men i år mangler det mylder af besøgende, der plejer at samles, drikke glögg og spise æbleskiver, når et lys tændes.
Lokale piger fra Hvide Sande plejer at gå Lucia den 13. december, men også det er aflyst.
Sidste lørdag inden jul er Anker Fjord i normale år vært for en julekoncert, hvor hele sognet er inviteret. Og til selve juleaften har de været op mod 70 mennesker samlet ved et kæmpe langbord i cafeen. Nu må en indlagt person vælge ti pårørende, der kan komme på besøg, dog helst 2-3 stykker ad gangen. Pårørende kan ikke bevæge sig frit rundt i huset, sådan som Lillian Jørgensen gør, fordi hun er medindlagt og coronatestet.
Ingen ved endnu, hvem der er indlagt, og hvad de hver især har kræfter og lyst til juleaften. Men personalet vil strække sig langt, for at hver enkel patient kan være omgivet af præcis de pårørende, de ønsker.
Hvis en indlagt for eksempel vil have 10 gæster på besøg, kan de få bragt middag og bordpynt op i de store lejligheder på 60 kvadratmeter. Mindre grupper kan sidde med god afstand ved spredte borde i cafeen.
”Mange er meget bevidste om, at det er den sidste jul. Det, der betyder noget, er at være sammen med de nærmeste og at holde fast i traditioner, de har haft derhjemme. Det skal vi lave en Anker Fjord-model af i en coronatid,” siger Herdis Hansen.
Musik spiller en særlig rolle, siger hospicets musikterapeut Lone Leuchtmann.
En sang, der rammer, kan give anledning til at glemme, hvad man er i, bare for et øjeblik. Den kan også få folk til at huske.
”Jeg har aldrig arbejdet så hårdt, som efter corona kom, og jeg tror, det er fordi, musik er en ven uden ord. Følelser kan få lov at være der, når musikken spiller, og det gælder mere end normalt på et sted som dette. Jeg mærker en hunger og en ensomhed. Folk må ikke få besøg, som de plejer. Der kommer musikken som noget velkendt og venligt, en brobygger til levet liv og gode minder, og dem har mange jo omkring julen,” siger Lone Leuchtmann.
Hun kommer to gange om ugen. Hun spiller blandt andet ”ønskekoncerter”, hvor patienter og pårørende kan vælge sange, de vil høre. Hun vil også spille, når der skal bages klejner i cafeen i morgen. Fra hospicets hjerte kan musikken høres i alle lejligheder, hvis patienterne lader døren stå åben.
Sådan vil Anker Fjord også bringe glimt af de aflyste koncerter ind i huset: En gruppe af frivillige musikere vil på skift sætte sig ved cafeens sorte flygel og spille huset op.
Leder Herdis Hansen vil gerne transmittere de julekoncerter, der finder sted i landets kirker, så de kan ses på skærm i lejlighederne. For eksempel er der i weekenden koncert med det lokale Kloster Kammerkor i den nærliggende Nysogn Kirke.
”Det skal vi da kunne se her,” siger hun.
Lillian og Willy Jørgensen har aftalt, at opholdet på Anker Fjord Hospice er deres sidste ferie sammen. Nu er det taknemmelighed, der står tilbage, og den kan selv coronavirus ikke gøre noget ved.
”Corona kom i marts og ryddede min kalender. Jeg skulle bare være sammen med Willy. Vi har haft en dejlig sommer og efterår. Willy har arbejdet med at bygge stendiger, og vi har været rundt og se de diger, han har lavet,” siger hun.
De er begge troende, og stod det til hendes mand, gik han i kirke hver søndag. Nu hører han i stedet morgenandagt i radioen, og de virtuelle løsninger, der på grund af corona er eksploderet i brug, fungerer fint.
”Vi har endda gået til alters derhjemme,” siger Lillian Jørgensen.
Selve juleaften tilhører en fremtid, hun endnu ikke kan overskue.
”Den tager jeg, som den kommer. Det har jeg ingen forventninger til, jeg er bare glad for, at vi har fået lov at komme herud, hvor andre hjælper med at bære byrden, og hvor jeg kan tale om den frustration, det er at være pårørende til en døende. Det er et privilegium,” siger hun.