Prøv avisen

Den sidste tid skal være meningsfuld

Sygeplejerske Mirjam Freund (tv.) og hospicepræst Lone Klok gør, hvad de kan, for at patienterne på Sct. Maria Hospice Center i Vejle skal have det så godt som muligt i deres sidste tid. -- Foto: Claus Fisker.

Både for de ansatte, for de pårørende og ikke mindst for patienterne på Sct. Maria Hospice Center i Vejle, er det vigtigt, at der bliver glæde og lys i beboernes sidste tid

Gangene i Sct. Maria Hospice Center ligger tyste hen denne formiddag. Et par sygeplejersker krydser hinanden på gangen, og i det fjerne høres lidt håndværkerstøj, fordi nogle af hospicets værelser er under ombygning. Normalt er der plads til 12 patienter, men grundet byggeprojektet er der lidt færre lige nu.

I gennemsnit er patienterne indlagt i 10 dage, men nu i nat er en af de kvindelige beboere død. To tændte fyrfadslys sammen med et indrammet kort fortæller på en nænsom måde de andre beboere, at hun ikke er her mere. Senere på dagen vil der måske være udsyngning og bøn for kvinden, hvis de efterladte ønsker det.

Selvom døden er en forventelig gæst på et hospice, er den ikke nødvendigvis let. Og selvom de fleste patienter på Sct. Maria Hospice ender med at dø, mens de er på hospicet, vil de gerne leve livet så godt, som de kan, lige til det sidste. Og det betyder også, at det hele ikke skal dreje sig om døden.

Både de ansatte og de pårørende og indimellem nogle af patienterne sætter derfor pris på, at Sct. Maria Hospice Center i Vejle er blandt de steder, der hver dag modtager et eksemplar af Kristeligt Dagblad gennem Kristeligt Dagblads Venner.

- Avisen giver et frikvarter både for de syge og de pårørende. Ingen kan holde til at være alvorligt syg 24 timer i døgnet, så er der overhovedet mulighed for det, er en lille pause tiltrængt, fortæller præsten på stedet, Lone Klok.

Avisen bliver som regel lagt på bordet under det, de kalder stjernehimlen. Et nedsænket lyseblåt loft med masser af lyspærer. Her er der både morgen- og aftensang og en gang om ugen højtlæsning. Det er også under stjernehimlen, i de gode lænestole, at de pårørende sætter sig med en kop kaffe og en avis, hvis de trænger til et pusterum.

Sammen med sygeplejerske Mirjam Freund sætter Lone Klok sig i en lille lys oase på gangen for at fortælle mere om livet på hospicet. Kurvemøblerne er klædt med lammeskind, og rindende vand klukker i en lille fontæne. Det er vigtigt for alle på stedet, at der er godt at være. Stedets ansatte gør meget ud af, at patienterne skal have det bedst muligt i deres sidste tid.

- Tidligere arbejdede jeg på en medicinsk afdeling på at almindeligt sygehus, men det gjorde mig meget frustreret, fordi der var så lidt tid til det eksistentielle. Her på hospicet har jeg mulighed for at gøre den sidste tid meningsfuld for både den syge og for familie og venner, fortæller Mirjam Freund.

Netop derfor holder hun meget af at finde frem til den lille detalje, der kan glæde den enkelte patient.

- Jeg elsker at stå ude i køkkenet og lave bittesmå portioner med mad, som jeg anretter, som var det på et femstjernet hotel, så den syge måske får lyst til at spise lidt, fortæller hun.

Både Mirjam Freund og Lone Klok er glade for at have Kristeligt Dagblad på stedet. I løbet af sine nattevagter får Mirjam Freund tit læst avisen.

- Avisen er perfekt til dette sted, fordi den er dybdegående. Det sker også jævnligt, at jeg eller en af de andre sygeplejersker kopierer en artikel derfra og lægger den i personalerummet, så vores kolleger kan læse den. Der er tit noget i avisen, vi kan diskutere, og det hjælper os med at få det åndelige ind i vores arbejde, forklarer hun.

Da Kristeligt Dagblads besøg lakker mod enden, er en ældre mand i kørestol og med slange i næsen på vej hen til elevatoren. Nede på parkeringspladsen sørger hans følgesvend for at klappe stolen sammen og få ham ind i bilen.

Det lader til, at de skal ud at køre en tur i det gode vejr, mens tid er ...

schelde@kristeligt-dagblad.dk