Den forrige regering måtte give op. Der havde ellers i årevis været talt om, at den økonomiske udligning mellem Danmarks rige og fattige kommuner trængte til et alvorligt serviceeftersyn.
Et embedsmandsudvalg, Finansieringsudvalget under Social- og Indenrigsministeriet, fremlagde i foråret 2018 en rapport med fem modeller til et revideret udligningssystem, men de politiske forhandlinger under VK-regeringen gik i hårdknude.
Nu har statsminister Mette Frederiksen (S) imidlertid slået fast efter et regeringsseminar på Marienborg i mandags, at regeringen vil tage fat på en udligningsreform som noget af det første i år. Hun erkender i samme åndedrag, at det er en vanskelig opgave, og at borgmestrene nok ikke kommer til at takke regeringen, uanset hvordan reformen skrues sammen.
Der er bare behov for et mere enkelt og et mere retfærdigt udligningssystem, hvis alle kommuner skal kunne tilbyde borgerne den samme velfærd, uanset hvor i landet de bor. ”Danmark er for lille et land til for store forskelle,” sagde Mette Frederiksen.
Store ord i januar, som i virkeligheden også forklarer, hvorfor regeringen får virkelig svært ved at stille kommunerne og borgmestrene tilfredse. For næsten uanset hvordan systemet ændres, vil det ikke kunne sikre det mål, statsministeren stiller op.
På et Kommunaløkonomisk Forum med repræsentanter for de 98 kommuner i torsdags forsøgte social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) da også at tale kommunernes forventninger ned.
”Når man følger debatten, kan man få indtryk af, at udligningssystemet er roden til alt ondt i kommunerne. Der er mange problemer med det nuværende udligningssystem, ingen tvivl om det. Men det kommer ikke til at løse alle problemer på én gang,” sagde ministeren blandt andet.
Det er en underdrivelse. I alt brugte kommunerne i 2018 sammenlagt godt 369 milliarder kroner til sociale opgaver, undervisning, transport, miljø, ældrepleje og alle de andre kommunale opgaver. Ud af det beløb omfordeltes blot 18,6 milliarder kroner mellem rige og fattige kommuner. Derudover gav staten direkte tilskud til kommunernes sociale ydelser og opgaver for omkring 50 milliarder kroner, som også virkede udlignende, fordi kommuner med de største sociale problemer naturligvis fik de største tilskud.
Men fundamentalt er de økonomiske forskelle mellem landets indbyggere så store, at det vil kræve udligning i væsentlig større målestok end i dag, hvis kommunerne virkelig skulle have mulighed for at tilbyde den samme velfærd i hele landet, som statsministeren lover.
Eksempelvis kunne den rigeste kommune, Gentofte, i 2019, udskrive skatter ud fra et såkaldt beskatningsgrundlag på godt 377.000 kroner pr. indbygger. I Brønderslev var det tilsvarende bekøb kun 157.000 kroner pr. indbygger, det vil sige langt under halvdelen.
Den ulighed blev mindsket et stykke ad vejen ved, at Gentofte afleverede godt 30.000 kroner pr. indbygger til de kommunale udligningsordninger, mens Brønderslev modtog 21.000 kroner pr. indbygger. Endnu større var beløbene til de fattigste yderområder i de små ø-kommuner, hvor for eksempel Læsø modtog næsten 48.000 kroner pr. indbygger. Som tallene antyder, er der dog stadig lang vej op til en fuldstændig økonomisk ligestilling mellem de rigste og fattigste kommuner.
Alligevel er det svært at tolke statsministerens udtalelser anderledes, end at det er målet med en reform. Af flere grunde er det politisk urealistisk. For det første skal regeringen have flertal i Folketinget for en ny udligningsordning, og der er tradition for, at de aftales i brede forlig. Netop fordi de ændringer næsten kun kan give flere uvenner i mange kommuner, der skal betale, eller ikke får det, de havde regnet med, er det en dårlig sag at føre blokpolitik på.
Et bredt flertal kan nok enes om at tage flere penge fra de rige kommuner i Nordsjælland og fordele dem til fattigere kommuner i Jylland og på den københavnske vestegn, hvor henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet typisk regerer, men en total udligning, der vil gøre den kommunale skatteopkrævning og kommunalt selvstyre overflødigt, er næppe en farbar vej i et bredt politisk forlig.
Dernæst er der det realøkonomiske problem, at en ny udligning ikke samlet giver kommunerne flere penge til velfærd. De vil bare blive fordelt på en anden måde, så selv hvis de teoretisk fik mulighed for at tilbyde det samme velfærdsniveau, ville sandsynligvis hverken borgere eller borgmestre opleve det sådan. I de kommuner, der skal betale, vil man sandsynligvis direkte opleve et lavere velfærdsniveau.
Set fra kommunernes side er den store velfærdsudfordring, at der bliver flere ældre og flere syge at tage sig af, men indtægterne følger ikke med.
Derfor råber kommunerne grundlæggende på flere penge. Hvis det problem skal løses, skal de formentlig have lov til at sætte skatterne op. Hvis regeringen åbner for det, risikerer det at give en negativ effekt på både vækst og beskæftigelse og på længere sigt måske også på den offentlige økonomi. Men det er en helt anden sag.