Prøv avisen

Den skiveskårne virkelighed

TEGNING: PETER M. JENSEN

Når ministerier skal ud med en historie, bider medierne lettere på, hvis de får den solo. Tit får de dog kun en del af virkeligheden

Danskerne har mange og forskellige kulturvaner. Det sås tydeligt, da Kulturministeriet i begyndelsen af denne måned offentliggjorde sin undersøgelse af danskernes kulturvaner.

Mandag den 5. november fortalte Kristeligt Dagblad, at De unge strømmer ind på museerne. Berlingske konstaterede, at Børns læselyst er steget markant. Fra Danmarks Radio lød det, at Nydanskere er iført kulturel førertrøje. Dagbladet Information kunne berette at Flere bruger kulturen. Og endelig løftede Politiken sløret for, at Hver tredje dansker går aldrig i teatret eller på museum.

LÆS OGSÅ: Uddeling af godbidder til medierne griber om sig

Samtlige nyheder fik danskerne serveret mandag den 5. november. Kilden til historierne var den samme: Kulturministeriets kulturvaneundersøgelse.

Ministeriet havde plukket de enkelte resultater ud af sin undersøgelse og tilbudt en bid til hver af de fem medier. På den måde fik medierne, hvad der lignede solohistorier, og ministeriet fik massiv omtale af undersøgelsen. Hvorfor ministeriet på den måde skar undersøgelsen op i bidder, har ministeriet ikke ønsket at oplyse.

Fænomenet med at skiveskære for eksempel en ny undersøgelse hedder i mediejargon at slice en historie. Og Kulturministeriet er langtfra ene om at benytte metoden. Op ad formiddagen onsdag den 26. september præsenterede socialminister Karen Hækkerup (S) sin reform af tilsynet med anbragte børn og unge. Det affødte i løbet af dagen og dagen efter en række historier fra de medier, der var mødt op til ministerens pressemøde.

Men allerede onsdag morgen vidste Politiken-læserne, at de anbragte børn ville få en såkaldt sladretelefon, som de kunne bruge, hvis de følte sig uretfærdigt behandlet. Samme morgen vidste personer med adgang til telegrammer fra Ritzaus Bureau hvilke bringes på et hav af netmedier tillige, at tilsynet for anbragte børn ville få en gevaldig opstramning, hvilket Hækkerup uddybede i en række citater.

Begge historier var venligt tilsendt medierne fra Socialministeriet en rum tid inden dagen for pressemødet.

Skeler man til forskerverdenen, er slicing-fænomenet langtfra ukendt. Et af de seneste eksempler bragte Kristeligt Dagblad flere artikler om lørdag den 27. oktober. Her beskrev vi, hvordan den danske underklasse vokser, og hvilke karakteristika der i dag kendetegner underklassen. Fredag og lørdag fortalte Politiken over flere sider, hvordan overklassen klumper sig sammen i eliteghettoer. Også arbejderklassen blev fredag sat under lup med fokus på, at arbejderne nu bor i Vestjylland frem for i København. Her var mediet Ugebrevet A4. Og søndag fremgik det af Morgenavisen Jyllands-Posten, at uddannelsesgabet udvider sig mellem de velstillede og de lavtstillede.

Ophavet til samtlige historier var bogen Det danske klassesamfund, som udkom mandagen efter artiklerne. I ugerne efter bragte også Berlingske og Dagbladet Information lange artikler med afsæt i bogen. Forud for udgivelsen fik Kristeligt Dagblad, Politiken, A4 og JP tilsendt udvalgte kapitler fra bogen, og det skete efter grundige overvejelser, fortæller Lars Olsen, en af bogens forfattere.

Vi ønskede ikke at slice bogen op i meget små bidder, men vi syntes, at bogen havde et så omfattende materiale, at der ikke kun var én historie eller ét tema. Derfor fik de fire medier hver et helt kapitel om underklassen, overklassen, arbejderklassen og uddannelse. Der havde nærmest stået idiot på ryggen af os, hvis vi ikke var gået ud til forskellige medier, fordi bogens materiale indeholder så mange gode historier, siger han.

Bogen består af en massiv mængde taldata, og fordi tallene indrammer flere temaer, fik bogen masser af omtale, mener Lars Olsen. Men også delvist fordi forfatterne målrettede enkelte kapitler til udvalgte medier.

Ud fra et journalistisk synspunkt kan man godt forsvare en slicet historie, hvis man får hele sammenhængen, man skal skrive om. Derfor fik I på Kristeligt Dagblad også et helt kapitel, som giver en samlet præsentation af underklassen og dens forhold til de andre klasser. Et stort materiale kan godt deles naturligt op, hvor man får et fuldt overblik, og af samme grund delte vi selv bogen op i tematiske kapitler. Det bliver først problematisk, hvis journalisten ikke kan gennemskue helhedens sammenhæng. Så bliver det spindoktor-agtigt.