Unge vælger i stigende grad at søge hen til de gymnasier, hvor de andre unge minder om dem selv med hensyn til social baggrund, og det har på 10 år fået den sociale kløft mellem gymnasierne til at vokse, vurderer Undervisningsministeriet.
Helt præcist har ministeret analyseret sig frem til, at den femtedel af Danmarks gymnasier, som i år 2000 havde flest elever fra lavindkomstfamilier, har fået markant flere elever med denne baggrund. For 10 år siden havde disse gymnasier i gennemsnit 35 procent elever fra lavindkomstfamilier. Andelen var i 2019 steget til 45 procent. Derimod er andelen af lavindkomstelever stort set uændret på de gymnasier, som i 2000 lå højest med hensyn til forældreindkomst. I 2019 var andelen 13 procent.
”En del af stigningen kan måske forklares ved, at der generelt er flere unge, der kommer i gymnasiet, men det, som er udfordringen, er den polarisering, som tallene også er udtryk for. Det er vigtigt, at de unge går i gymnasiet for at lære dansk, matematik og de andre fag, men det er også vigtigt, at de unge kan blive hele samfundsborgere ved at lære hinanden at kende på kryds og tværs, og hvis gymnasiet går på de to ben, så halter det ene i øjeblikket,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Som væsentligste årsag til polariseringen peger hun på, at gymnasierne engang hørte under amterne, som var med til at fordele, hvor der skulle ligge gymnasier, og hvor mange elever de skulle have. I dag er gymnasierne selvejende institutioner, der i princippet kan oprette så mange klasser, som de kan hverve elever til.
Men denne frihed har haft den utilsigtede bivirkning, at gymnasier i mindre byer mister elever til de større byer, og i de største byer er der en række mekanismer på spil, som gør, at det frie gymnasievalg i praksis er sat ud af kraft.
”Problemet er, at man jo i virkeligheden ikke kan vælge frit, men i stedet vælger strategisk. Derfor er der for eksempel gymnasieelever i hovedstaden, som egentlig gerne vil gå på Rysensteen Gymnasium, men ved, at de nok ikke kommer ind der, og derfor vælger Gladsaxe Gymnasium som første prioritet for at undgå at komme på Herlev Gymnasium,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Ifølge Søren Hindsholm, rektor på Nørresundby Gymnasium og HF, er der en række faktorer, som skaber skævheden: At danskerne bor stadig mere økonomisk opdelt, at indvandrere koncentreres i ghettoer, og at unge, der bor i mindre byer, men kommer fra familier med god økonomi- og uddannelsesbaggrund, ofte stræber efter at komme ind til de større byer for at gå i gymnasiet der.
”Hvis man som ung ser sig selv som én bestemt type, er man meget optaget af at komme derhen, hvor de andre ser ud til at være samme type. Og selv i en stor by som Hjørring er det en attraktion for en bestemt gruppe unge at søge mod en større by som Aalborg. For den enkelte er det frie valg godt, fordi man kan få sine ønsker opfyldt, men for helheden er det klart negativt,” siger Søren Hindsholm.
Debatten om fordeling af gymnasieelever har stået på længe. I dette efterår skal undervisningsministeren forhandle en ny aftale om økonomi og elevfordeling med Folketingets øvrige partier, og i foråret anbefalede et ekspertudvalg under ledelse af den tidligere Venstre-minister Rikke Hvilshøj fordeling efter den såkaldte klyngemodel, hvor elever inden for et geografisk område med tre-fire gymnasier fordeles, så de 25 procent elever med det laveste karaktergennemsnit fra grundskolen fordeles først.
Venstres børne- og undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, er imidlertid skeptisk over for løsninger, der over én kam pålægger gymnasier at tage bestemte elever ind først.
”Jeg mener, det er en pseudodiskussion at ville gøre det til et problem, at flere børn af ufaglærte får en uddannelse, og at gymnasierne tager farve af de områder, de ligger i. Der er ét selvstændigt problem, der handler om ghetto-gymnasier med meget høje andele af elever med anden etnisk baggrund, og et helt andet problem knyttet til, om unge fra Brønderslev og Fjerritslev søger til Aalborg. Det mener jeg ikke, vi løser ved at knægte det frie valg, men ved at se på taxameteret, altså hvilken økonomisk model vi vælger for tilskuddet til gymnasier,” siger Ellen Trane Nørby, som er skeptisk over for, om tallene fra Undervisningsministeriet overhovedet dokumenterer en generel øget opsplitning på gymnasieområdet.
Formanden for Danske Gymnasier, rektor Birgitte Vedersø fra Gefion Gymnasium i København, er enig i, at der er meget forskelligartede problemstillinger på spil. Men både i forhold til udkanter og ghettoer er hendes konklusion, at det er nødvendigt at gøre mere fra politisk hold for at blande gymnasieeleverne:
”Jeg er ikke i tvivl om, at der er en polarisering i gymnasiet, og selvom det er fint, at der er konkurrence, så både elever og gymnasier står på tæer for at klare sig bedst muligt, så er der også et overordnet samfundshensyn om, at man skal møde andre mennesker, end dem der ligner én selv.”