”Hvis det her skulle fortsætte de næste tre år, så ville jeg visne fuldstændigt”.
Sådan lyder det fra 56-årige Lone Broholt, der bor alene i Odder i Østjylland. Hun taler om den isolerede tilværelse, hun har haft det seneste år under coronakrisen.
I begyndelsen gik det ellers meget godt. Lone Broholt vænnede sig hurtigt til at holde god afstand til folk i supermarkedet, og håndspritten var også blot en vanesag. Men i efteråret ramte den hende så: Ensomheden. Og det seneste halve år har den ligget som en tung, ubehagelig dyne over Lone Broholts tilværelse.
”Jeg har ikke prøvet at have en tung depression, men jeg kan tænke, at det må være sådan, det føles. Den ene dag tager den anden, og man mærker ikke rigtigt livet.”
Lone Broholt er én blandt millioner af andre, der savner andre mennesker efter et år, hvor samvær har været besværliggjort af restriktioner og samvittighed. Det viser en undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Ældresagen i februar. Her oplevede halvdelen af de adspurgte, at deres livskvalitet var faldet siden marts 2020. Ligeledes svarede to ud af tre, at de i samme periode i nogen grad til meget høj grad havde savnet nogen at være sammen med. Undersøgelsen bygger på svar fra over 1500 tilfældigt udvalgte personer på tværs af alle alder og landsdele, og udsvingene er ikke iøjnefaldende: Mistrivslen og savnet efter andre har slået hårdt i hele landet og blandt alle aldersgrupper.
Det kommer næppe bag på nogen, at mistrivslen er steget som følge af et år med sundhedskrise. Men at tallene er så markante var alligevel en ubehagelig overraskelse for seniorkonsulent hos Ældresagen Anna Wilroth:
”Da landet lukkede ned første gang, var der en følelse af kampånd, fordi ingen regnede med, at krisen ville trække sådan ud. Nu viser tallene, at der ikke er meget tilbage af den energi. Det har slidt på det mentale helbred, når det liv, man plejede at leve, er gledet mellem hænderne på én.”
Selvom Folketinget for knap en måned siden præsenterede en plan for, hvordan samfundet i løbet af foråret langsomt skal åbne, bør man dog ikke automatisk gå ud fra, den øgede psykiske mistrivsel forsvinder af sig selv, fortsætter Anna Wilroth.
”Det er enormt vigtigt, at der også er øje for de langsigtede psykiske konsekvenser. Ingen af os har før været igennem noget lignende denne krise, så vi ved som udgangspunkt ikke, om den mentale trivsel har lidt et varigt knæk.”
Charlotte Voetmann har som neuropædagogisk konsulent i mange år beskæftiget sig med taktil deprivation, bedre kendt som hudsult eller længsel efter berøring. Som frivillig telefonrådgiver på Demenslinjen ved Alzheimerforeningen har hun talt med mange borgere, der har mærket konsekvenserne af social isolation det seneste år. Konsekvenser, der kan vare ved trods genåbning, siger hun:
”Jeg oplever en stor magteløshed blandt dem, der ringer ind. Og selvom mange af de mest udsatte efterhånden er vaccineret, er det måske netop dem, som får sværest ved at vænne sig til berøring og sociale sammenkomster igen. Frygten for at blive smittet med noget har sat sig dybt hos mange.”
For de flestes vedkommende vil de psykiske sår efter et år med afsavn dog formentlig fortage sig, mener Rikke Lund, professor i social medicin på institut for folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
”Men der vil klart være nogle, der efter et år vil opleve at have mistet relationer, som de ikke har kunnet opretholde det seneste år. For dem kan det have helbredsmæssige konsekvenser både fysisk og psykisk, hvis man ikke formår at genoprette kontakt og dermed fortsat lever i delvis social isolation,” siger hun.
”For mange, der i en lang periode har siddet for sig selv, kan det være trættende at skulle træde ind i et socialt fællesskab igen. Den sociale muskel skal nu genoptrænes. For nogle kan det tage lang tid, og så kan man føle, at den sociale mistrivsel trækker ud.”
Læs mere om Lone Broholt og to andre kvinder, der efter et år med pandemi og isolation længes efter berøring, i denne store specialhistorie.