Man kan sige, at der i 100 år har været et grimt ar. Sådan ét, der kommer efter et dybt sår, der ikke er blevet renset, og derfor aldrig har fået lov at hele ordentligt. Et ar, der stadig har stumper af noget skarpt siddende bag hudens overflade, og som smerter ved stød eller belastning.
Arret, vi taler om, er ikke et rigtigt ar, men en metafor for den erfaring fra verdenshistoriens grusomste krig, sønderjyderne bærer med sig.
30.000 sønderjyder deltog i Første Verdenskrig i årene 1914-1918, fordi Sønderjylland på det tidspunkt var tysk. Omtrent 6000 af disse mænd faldt eller forsvandt under krigen, og resten vendte hjem. Nogle med fysiske krigsskader og andre med traumer, der gjorde livet svært for dem og deres familier. Dette ”ar” er noget, langt de fleste danskere kender til – alligevel har meget få spurgt til det.
For eksempel halter den danske forskning i soldaternes psykiske mén efter krigen gevaldigt efter udlandet, hvor det ene engelske, tyske og franske studie efter det andet har kortlagt udbredelsen af fænomener som ”granatchok”. Det skyldes blandt andet, at selvom Sønderjylland i 1920 blev genforenet med Danmark, så man fra København stadig de krigspåvirkede sønderjyder som noget, tyskerne burde tage sig af, økonomisk og socialt.
Det fortæller historiker og cand.mag. Kasper Nissen, der i sit nyligt bedømte speciale har beskæftiget sig med de officielle dokumenter, der findes om de såkaldte ”psykiske krigsinvalider”.
”Det er først i nyere tid, vi er begyndt at se det her som danmarkshistorie frem for regional historie,” siger han.
”I udlandet er der skrevet stolpe op og stolpe ned om ’shell shock’ og andre krigs-neuroser, og det er et kæmpe forskningsfelt. Herhjemme har vi næsten ingen forskning. Og jeg tror, det er, fordi krigen har fyldt mere for de lande, der selv var krigsførende. De danske soldaters skader er landet mellem to stole, som hverken rigtig et dansk eller et tysk problem.”
Kasper Nissen er født i 1988 og bor i København, men er fra Bylderup i Sønderjylland. Siden han var dreng, har han interesseret sig for Første Verdenskrig: holdt sin oldefars pistol og det jernkors, olde-faderen fik tildelt, i hænderne.
De mænd, der kom tilbage fra krigen med sår på sjælen, kan groft inddeles i to grupper, fortæller han. Den ”almindelige” traumatiserede sønderjyde, som fortiede oplevelserne fra krigen og fortsatte tilværelsen, så godt det var muligt. Og så dem, der figurerer i Invalidenævnets arkiv – det var her, man søgte økonomisk støtte fra staten, hvis man ikke længere var i stand til at forsørge familien.
”Disse mænd fejler alt. Det lyder hånligt at sige, men de har psykiske problemer med depressioner og tungsind generelt, let irritation og voldsomme mareridt. Nervøsitet er et ord, der går igen. Der er somatiske lidelser som hjertebanken, svimmelhed, hovedpine, opkast. De har svært ved at tåle nogen former for anstrengelse. Mange af dem er aggressive, det kan man især se af det materiale, der er fra pårørende. Der er kvinder, der skriver på vegne af deres mænd: ’Kan I ikke nok få ham indlagt, der skal ingenting til, før han bliver irriteret, og det går ud over mig og børnene’,” fortæller Kasper Nissen.
Mændene endte med at være et dansk problem, og et relativt dyrt et; I en årrække gik cirka 1,2 procent af statsbudgettet til krigsinvalider efter Første Verdenskrig. Fra lægernes og statens side opstod også en mistænksomhedskultur, hvor mændene blev sendt fra hospital til hospital i hele landet for at blive undersøgt, i forsøget på at give det et navn, det de fejlede.
”Der var uvidenhed blandt lægerne, og så vidste man godt, det kunne blive pro-blematisk at åbne op for at folk kunne få understøttelse uden en egentlig diagnose. På den måde er der mange paralleller til nutiden,” siger han.
En del af de psykiske krigsinvalider var indlagt på Middelfart Sindssygehospital og sammen med Middelfart Museum er Kasper Nissen for tiden ved at udvikle et formidlingsprojekt, der skal blive et led i markeringen af Genforeningsjubilæet i 2020.
”Vi ved meget om soldaternes færd i selve krigen, hvilke slag de var med i og sådan – det har vi godt styr på. Men hvis man spørger til, hvordan krigen har påvirket sønderjyderne, så vil jeg sige, at det ved vi faktisk ikke ret meget om endnu. Det figurerer meget på familiehistorieniveau, man har en onkel eller en morfar som opførte sig meget specielt. Vi har nogle enkelte undersøgelser og en smule litteratur, men det er stadig relativt uudforsket efter krigen. Og der kan i høj grad ses nærmere på de lange virkninger for erindringen og folkesjælen dernede,” siger han.
Ved de fleste sønderjyske kirker står en mindesten over de faldne i sognet.
I Oksenvad Sogn ved Sommersted står der 37 navne på mindestenen. Den er over to meter høj, og det siges, at flere heste døde, da den efter krigen skulle transporteres hertil fra et nærliggende sogn. De 37 svarer til 1 ud af 11 mænd i sognet på tidspunktet for krigen. Navnene står endnu skarpt i granitten med blank sort maling. De to første cifre af fødselsåret er udeladt, så de faldne bare er 97’ere, 98’ere og 00’ere.
”Seks tusind unge sønners liv var dine løsepenge,” skrev forfatteren Henrik Pontoppidan ved Genforeningen og var på den måde med til at skabe en fortælling, der skulle lindre sårene i de dansksindede sønderjyske familier, der havde mistet en søn: De havde betalt prisen for at Sønderjylland kunne blive dansk igen.
Landmand Hans Kock bor på gården ved siden af Oksenvad Kirke og er også vokset op her. På stenen er to af hans bedstefars brødre opført med navn. Den tredje forsvandt under krigen i Sydafrika og er aldrig fundet.
”De var fire brødre i familien i alt, og da krigen så havde taget de tre, besluttede man at sende min bedstefar hjem. Det skulle trods alt ikke overgå familien, at der ikke var nogen til at overtage gården,” fortæller han.
Familien tilhører det tyske mindretal i Sønderjylland. På den måde er fortællingen anderledes end den er i mange andre sønderjyske familier, idet Kock-sønnerne faldt for et land, de følte de tilhørte. Men krigen ændrede familiehistorien alligevel.
Tabene under Første Verdenskrig førte til, at den tysksindede familie ifølge Hans Kock blev upolitisk og undgik at engagere sig i Anden Verdenskrig, hvor mindretallets linje ellers officielt var nazistisk.
”For os har det betydet, at vi for alt i verden ikke ville i krig igen. Jeg har da siddet med ved sammenkomster hos min bedstemor, hvor den ene manglede en arm og den anden havde fået skubbet ansigtet skævt. Og i dag, når vi spiller kort, så taler vi indimellem om de gamle her i sognet. De ville jo ikke tale om det, aldrig. Men jeg tror, det har været så hårdt.”
Hans Kock er historisk interesseret, og han har også besøgt Verdun i Frankrig, hvor et af krigens dødeligste slag fandt sted – og den tilgang er typisk for hans generation.
I Randers har den nyligt pensionerede præst Jens Jørgen Refshauge, hvis slægt stammer fra Sønderjylland, sent i livet fået et nyt syn på familiehistorien. Det er hans datter, Anne Roed Refshauge, skyld i. Hun insisterede for nogle år siden på at undersøge, hvad der lå i en sort kuffert på forældrenes loft på præstegården, for hun havde hørt om nogle gamle breve.
”Måske vidste jeg godt, at der var noget, men jeg tænkte: Hvad skal jeg med det, det er for stort et arbejde,” siger Jens Jørgen Refshauge.
I den sorte kuffert lå, under nogle andre gulnede papirer, Anne Roed Refshauges oldefar Nis’ breve og dagbøger fra Første Verdenskrig, hvor han lå ved Østfronten i det nuværende Letland. Anne Roed Refshauge gik i gang med at læse; I første omgang blot brevene til oldemoderen Anna og de ni børn derhjemme, men siden også de syv sorte og tætskrevne krigsdagbøger.
”Det er tydeligt, at der er ting, han ikke fortæller i brevene til dem derhjemme,” siger hun.
”I dagbøgerne fortæller han om mand-til-mand-kampe med bajonetter, om det at have stukket en anden ned. Og der er rigtig meget om møderne med civilbefolkningen i de krigsplagede områder. Et sted fortæller han, at hans deling er kommet til et hus, hvor de indenfor finder en kvinde liggende død – med to døde børn om halsen.”
Der er også sprækker håb på siderne;
”På et tidspunkt sidder han i mørket omgivet af lig. Både kammerater og russere ligger omkring ham, og det er hans opgave at holde vagt. Men så ser han op i stjernehimmelen og finder trøst i, at dén deler han med dem derhjemme.”
Anne Roed Refshauge er konservatorieuddannet sangerinde og synger til daglig i folkeorkestret Svestar, og hun skrev kort efter en sang, ”Du min Anna”, baseret på ét af brevene i kufferten.
”Ved koncerter rundt om i landet, ikke kun i Sønderjylland, var der altid en eller anden, der kom op til os og sagde; ’Min morbror har været afsted, og i min familie blev der lagt låg på, så det er helt særligt at høre dig synge.’ Dér blev tydeligt, at der var en større historie i det, både for mig selv og for andre,” siger hun.
Dagbøgerne og brevene er siden fortolket til en hel plade med titlen ”Kærligt hilset fra Ingenmandsland”. Og det har rykket noget, mener Jens Jørgen Refshauge.
”Annes sange har været med til at lukke et følelsesaspekt af krigen op for mig. Jeg har faktisk aldrig hørt min egen far tale om det. Men jeg ved, at han som dreng har spurgt sin far, om han havde skudt nogen. Og jeg ved, at han fik dette svar: ’Man kan godt skyde uden at ramme.’”
Et godt stykke nede i det gamle hertugdømme, på Sønderborg Slot, har René Rasmussen, museumsinspektør ved Museum Sønderjylland sin daglige gang. Han står, sammen med en gruppe frivillige, også bag hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk, der her i efteråret rundede 3 millioner sidevisninger siden opstarten for fire år siden.
På hjemmesiden er der opstået et ”community”, hvor efterkommere af krigsdeltagere deler billeder og breve og hjælper hinanden med at opklare forfædrenes skæbne.
Det, man i dag må forstå, er omfanget af tab i forhold til indbyggertallet, mener René Rasmussen, hvis egen oldefar også var med i krigen.
”Tabstallene er hinsides det begribelige. Laver vi det tankeeksperiment, at det var hele Danmark, der var i krig, svarer det til 100.000 dræbte,” siger han.
”Vi græder ikke over det til daglig. Men har man haft en forfader, der var med i krigen, så ved man det faktisk. Det er svært at sætte ord på, men måske er det i slægt med den måde folk på Vestkysten har det med havet. Det har præget familierne gennem generationer og det har været hårdt, men man kom også igennem det. Så der er også en stolthed.”
Der er meget snak om sønderjyderne i disse år – det har været betegnet som et ’gult område’ rent politisk, med mange stemmer til højre for midten. Sønderjylland er også det eneste sted i landet, hvor ungdommen for alvor holder dialekten i live.
”Det er en del af den samlede grundfortælling om, at sønderjyder er noget andet, at vi har en anden fællesskæbne end resten af Danmark. I dag er det mere som et baggrundstæppe, men det er der bestemt; Krigen er en erfaring, vi har med os, som rigsdanskere ikke har,” siger René Rasmussen.
Den sidste danske krigsdeltager i Første Verdenskrig døde i 2004. På det tidspunkt var Kasper Nissen teenager:
”Min familiehistorie har været en kilde til eftertanke i min opvækst og i mit liv. Min ene oldefar som var med i længst tid ved fronten fyldte 19 år under slaget ved Somme som var ét af de allerblodigste. Da jeg fyldte 19, stod jeg på Roskilde Festival med en øl i hånden omgivet af mine venner,” siger han.
Og selv om 100 år er længe siden, er der måske noget i tiden og de yngre generationers tilgang til de svære sider af krigen, som giver historien nye facetter, mener han.
”Når jeg stadig kan tale med min farmor om, hvordan disse ting har præget hendes liv, så vil jeg da sige, at historien er til at tage og føle på,” siger Kasper Nissen.