Prøv avisen
Kommentar

Den sommer vi mistede herredømmet

Uden for et indkøbscenter i München i Sydtyskland samledes mange i weekenden for at sørge, efter en ung mand skød og dræbte ni mennesker, før han tog sit eget liv. I denne sommer har der været en række voldsomme episoder, og tiden er hverken til at tale udenom eller til forsimplede dramaturgier, mener debat­redaktør Johannes Henriksen. – Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Scanpix

Mængden af grusomme terrorangreb og omvæltende politiske begivenheder i sommeren 2016 har skabt en kulturel undergangsstemning. Hvis vi skal undgå at miste herredømmet, skal vi turde se tidens konflikter i øjnene

Man kan ikke skrive historien på forhånd. Men der vil komme et før og efter sommeren 2016.

Orlando. Nice. München. Brexit. Tyrkiet. Trump. Listen er ikke udtømmende, men ikke desto mindre udmattende. Hadets sommer. Sommeren 2016.

Solen skinner, folk rejser sydpå, tænder havegrillen, ser Tour de France, klipper hækken. Men intet er, som det plejer. Agurketiden indfandt sig aldrig. Sommerens på én gang apatiske og velgørende pusterum udeblev.

Vi står midt i en sommer, som endnu langt fra er afsluttet, men som allerede har budt på så mange rædselsvækkende terrorangreb, skyderier, voldelige overfald og omvæltende politiske begivenheder, at mange af os har mistet mælet og pusten.

Det er ikke til at forstå. Det er ikke til at følge med.

Den angst, som terroren skaber, står centralt i billedet. Det er ikke en rationel angst. Men det er en kulturel angst, som er virkelig. Og som vi er nødt til at forholde os til.

Samtidig er det en angst, som ikke står alene. De historiske politiske begivenheder spiller med.

Fra flygtningekrise og Donald Trumps uventede gennemslagskraft i den amerikanske præsidentvalgkamp til Brexit og kupforsøg i Tyrkiet skabes indtrykket af en skæbnesvanger tid.

Ved trafikuheld taler man om at miste herredømmet. Et udtryk, som beskriver de splitsekunder, der i sagens natur sjældent kan beskrives entydigt og præcist, men hvorfra begivenhedernes gang følger en logik uden for menneskelig kontrol. Sommeren 2016 efterlader os med en følelse af, at det øjeblik er indtruffet i kulturen, i verden.

Tidligere på sommeren viste en fransk undersøgelse, at 73 procent af befolkningen i tilfælde af et nyt terrorangreb forventede ”ukontrollerede repressalier mod moskéer, muslimske butikker eller muslimske kvarterer”.

Det var før, 84 personer den 14. juli blev pløjet ned af en fransk-tunesisk IS-tilhænger i lastbil på Promenade des Anglais i Nice.

I Frankrig, men også herhjemme, fortæller mange, hvordan den islamistisk inspirerede terror er med til at ændre deres syn på muslimer generelt.

Helt konkret, når man løber ned af trapperne til S-togene på Nørreport Station. Eller møder en gruppe unge muslimske mænd på gaden, som i al deres uskyldige sommerkådhed bliver opfattet som truende.

Vores blik er blevet ændret. Begivenhederne har sat sig på øjnene. Igen, det er ikke rationelt. Det er ulyksaligt, men ikke desto mindre en del af virkeligheden. Hvordan skal vi forholde os til det?

Justitsminister Søren Pind (V) maner til besindighed.

Han peger på, at de politiske begivenheder op gennem det 20. århundrede bestemt ikke står tilbage for nutiden. Der var verdenskrige, folkedrab, Cubakrise og kold krig.

Derfor anbefaler han hver af os at tale med et ældre menneske for at få sat tingene i rette perspektiv.

Sandt er det jo, at terror på dansk jord i nyeste tid kun har haft to dødsofre. Isoleret set virker det ikke som en indvarsling af Jordens undergang.

Men samtidens undergangsstemning er netop ikke national, den vandrer over grænser. I modsætning til størstedelen af det 20. århundrede er vi i dag langt mere påvirket af begivenheder ude i verden.

Den udvikling har selvfølgelig i høj grad med medierne at gøre. Mange vil sågar mene, at den globale usikkerhedskultur er skabt i uskøn forening af populistiske politikere og sensationshungrende medier. Men det er og bliver en forenklet analyse.

Selvom der er talrige eksempler på mytedannelser, sensationslyst og hurtige, halve historier i timerne efter et terrorangreb, ikke mindst på de sociale medier, så rummer mange medier også perspektiv og viden om samtiden i al dens kompleksitet.

Samtidig er det klart, at krisebevidstheden også har en teknologisk dimension. Vi kan ikke logge af. Vi er på. Hele tiden.

I mediernes uafbrudte bestræbelser på at gøre samtiden begribelig vil der altid være en risiko for at ende i forsimplede dramaturgier mellem godt og ondt, mellem lys og mørke.

 Efter hvert terrorangreb lyder de samme spørgsmål: Islam eller ikke-islam, religion eller ej?

Så går jagten på, om der blev råbt ”allahu akbar”, om gerningsmanden kom regelmæssigt i sin lokale moské, om han var en rettroende muslim. Underforstået: Hvis han ikke var det, har det i hvert fald ikke noget med religion at gøre.

Men det er et helt ubegribeligt forsimplet religionsbegreb.

Som professor Frederik Stjernfelt har bemærket, svarer det til at tro, at RAF-terroristen Andreas Baader var en stor marxistisk teoretiker. Det var han ikke, men han var et aggressivt ungt menneske, som handlede. Og som bag sig havde en ”sympatisørsump” af folk, der var klar til at hjælpe og udlægge rationalet bag terrorhandlingerne.

Størstedelen af samtidens terrorangreb har med religion at gøre. De har med islam at gøre. Ikke på nogen enkel måde, og det betyder naturligvis ikke, at den enkelte muslim er medskyldig i noget som helst.

Islam er ikke fjenden. Men der er en fjende, som har med islam at gøre.

Tiden er ikke til forenklede antropologier.

Mennesker er ikke rationelle. Men de er heller ikke gode.

Vi kommer ikke videre i vores forståelse af samtidens definerende konflikt, hvis vi bliver ved med at tale udenom. Også selvom det er svært at forstå for kulturkristne danskere, som gennem århundreder har vænnet sig til, at religion sjældent fører til større konflikter end dannelsen af en friskole.

Politikere har historisk formået at navigere i komplekse tider. Det har medierne også. Oplysning findes, og handlekraft findes. Og det er bedst, når de går hånd i hånd.

Vejen frem til at genvinde herredømmet er ikke skinger islamkritik, ligeså lidt som det er justitsministerens formanende budskab om at slappe af.

Sommeren 2016 er ikke en anledning til at slappe af. Men derimod en anledning til at se tidens konflikter i øjnene.

De skal hverken tales op eller tales ned. Men de skal ses i øjnene. Mennesket skal ses i øjnene.

Sommeren 2016.