Den 28. januar i år, lige inden hun skulle under fuld narkose, blev Daniella Emilie Siintra spurgt endnu en gang: Er du fuldstændig sikker på, at du vil det her?
Det var hun. Hele projektet gav endnu mere mening nu efter seks år med diskussioner, mistænkeliggørelse, skepsis og bebrejdelser. Hun ville give sin ene nyre til et menneske, hun stort set ikke kendte. Hun havde kun talt med ham et par gange, for lægerne ville ikke lade hende donere nyren anonymt.
Det var ellers det, der gav mest mening for hende, for så var der ingen bindinger overhovedet. Hun kunne ikke have forventninger til, at modtageren ville forvalte hendes gave på en god måde, og modtageren ville omvendt ikke føle sig sat i taknemmelighedsgæld.
”De absolut vigtigste værdier for mig er frihed og retfærdighed,” forklarer hun, ”og for nyrepatienter i dialyse er der ikke meget frihed, de er fysisk bundet til deres sygdom. Den frihed ville jeg gerne give en af dem og derigennem måske inspirere andre til at gøre det samme. Samtidig kæmpede jeg en mere principiel kamp for at kunne gøre det anonymt, for det er den største frihed for mig at kunne gøre noget godt uden at skulle have noget igen. Og så er der noget dybt uretfærdigt og højst mærkværdigt i, at jeg ikke må markant forbedre et andet menneskes liv, når nu jeg helt frivilligt tilbyder det.”
Det hele begyndte i 2010, da hun læste en artikel om en nyrepatient. Daniella havde arbejdet frivilligt i andre sammenhænge, men her så hun en mulighed for virkelig at gøre en forskel for en anden – endda med minimal indsats. Hun skulle blot donere noget, hun alligevel godt kunne undvære, og der var ingen nævneværdige risici, viste en hurtig research. Nyreforeningen opfordrede hende til at kontakte Rigshospitalet, men her var overlægens besked klar: Du får ikke lov. Ingen får lov, for der er ikke ressourcer til at vurdere, om donoren er psykisk syg eller måske bliver presset til at donere.
Ingen af delene gav mening, syntes Daniella, for hvor skulle presset komme fra, hvis donationen var anonym? Og med hensyn til den psykologiske vurdering burde det allerede være et fast tilbud til dem, der donerede til en kendt person, for hvilket psykisk pres var de ikke under?
Flere år gik, inden hun blev sat i kontakt med en nyresyg kvinde. De delte værdier, viste det sig, og fik hurtigt en relation til hinanden. Daniella var stadig klar til at give sin nyre væk, og denne gang var reaktionen fra lægerne helt anderledes.
”Det var faktisk den samme læge, jeg skulle tale med igen, men denne gang var han langt mere imødekommende,” fortæller hun.
”Han gav nogle andre og mere positive oplysninger omkring risici, end da jeg gerne ville give anonymt, hvilket var lidt mærkeligt, da de fysiske risici jo var de samme. På intet tidspunkt blev jeg spurgt om, hvad min relation egentlig var til kvinden, der skulle have min nyre. Det afgørende var tilsyneladende, at jeg ikke var anonym donor.”
Desværre viste prøverne, at de to ikke var et match, men det var kvindens kæreste, som også var nyresyg, og det endte med at blive ham, der fik Daniellas nyre.
I 2015 skrev den amerikanske journalist og forfatter Larissa MacFarquhar bogen ”Strangers Drowning” (Fremmede drukner). Her undersøger hun fænomenet ekstrem altruisme. Altså mennesker, der aktivt bygger deres livsvalg op omkring at kunne hjælpe så mange som muligt så meget som muligt. Eksempelvis parret, der adopterede 20 børn – på bekostning af deres egne.
Eller parret, der stiftede en spedalskhedsklinik, selvom de derved udsatte sig selv og deres børn for stor risiko. I sin mest ekstreme form betyder det, at frem for at redde deres eget druknende barn, ville ekstreme altruister vælge at redde to fremmede, heraf bogens titel.
Den kategori føler Daniella slet ikke, hun er en del af, men hun har dog gjort noget for en fremmed, som de færreste ville gøre. Alligevel kan bogen måske kaste lys over, hvad der driver mennesker som Daniella. Og om de faktisk har den moralske ret på deres side. Det har ikke mindst filosoffer diskuteret ivrigt gennem flere århundreder. For selvom de færreste kan kaldes ekstreme altruister, så står begrebet centralt i flere religioner. I Bibelen var Abraham klar til at ofre sin søn. Den græske sagnkonge Agamemnon var villig til at ofre sin datter, og Buddha forlod sin familie – alt sammen i en højere sags tjeneste.
Eksemplerne, både de historiske og de aktuelle, rejser et grundlæggende spørgsmål om, hvor meget vores moral kan kræve af os, skriver MacFarquhar: ”Er dit liv dit eget, som du kan bruge, som du vil, eller skylder du noget af det til andre mennesker? Og hvis du skylder noget væk, hvor meget er det så? Det moralske spørgsmål handler på den måde mindre om kvalitet – om, hvad man skal gøre – men om kvantitet – hvor kan man stoppe?”
Det er da også her, de ekstreme altruister bliver skilt fra alle os andre – de stopper et helt andet sted. Men det rejser blot et nyt moralsk dilemma: Kan man stoppe for sent? Har godheden en grænse? I den ene ende af den diskussion finder man den engelske journalist og politiske filosof William Godwin, som kort efter Den Franske Revolution skrev, at ønsket om at sørge for sine nærmeste var en følelsesladet impuls på linje med griskhed og ønsket om berømmelse.
For ham var der intet liv uden for pligten. Siden er den tankegang blødt op, ikke mindst af den engelske filosof John Stuart Mill, der pegede på, at vores instinkt for særligt at hjælpe og beskytte familie og venner er så åbenlyst nyttigt, at det bør fremmes.
I dag er det et velkendt synspunkt, at det at forlange for meget pligt af et menneske, korrumperer – eller handlingslammer – lige så meget som at forlange for lidt. Det er da også en central erfaring hos de af nutidens ekstreme altruister, MacFarquhar har fundet frem til, at de lever med en ofte ødelæggende følelse af aldrig at gøre nok. De mangler simpelthen det, hun kalder den ”lykkelige blindhed” i form af evnen til at trække gardinet for verdens nødlidende. Og det er det, som nogle gange får andre til at mistænkeliggøre deres motiver. For handler deres godhed mest af alt om egen selvfølelse?
Det erkender Daniella Emilie Siintra gerne, at det gør. Hun oplever stor tilfredsstillelse og mening ved at gøre noget godt for andre. Men behøver det at diskvalificere handlingen? spørger hun. Egentlig var hun helst fri for at lade sig interviewe, for de læger, der har mistænkt hende for bare at søge opmærksomhed, har ikke ret.
Når hun alligevel gør det, er det for at skabe debat om muligheden for at donere en nyre anonymt. For som det er nu, er systemet bygget op om den manglende forståelse, som hendes egen familie også har udvist. Hvad så med os, har de spurgt – så kan du jo ikke hjælpe os, hvis vi bliver nyresyge?
”Det er åbenbart meget svært at forstå dem, der hellere vil hjælpe en fremmed end have muligheden for at hjælpe deres nærmeste – selvom det højst sandsynligt aldrig bliver nødvendigt. Jeg ved ikke, hvad det siger om vores samtid. Jeg er ikke filosof, men jeg er overrasket over, at det ikke er mere naturligt at vise almindelig næstekærlighed. Uanset hvem næsten så er,” siger hun.
Daniella har i dag efter eget valg næsten ingen kontakt til ham, hun donerede nyren til. Hun ved dog, at han har det godt og nyder sin nye frihed. Og det er nok.