Prøv avisen
Historisk set

Den store forskel på dansk og svensk udlændingepolitik er præget af historien

De første mange år efter stiftelsen i 1988 var Sverigedemokraterne i høj grad præget af højreekstremistiske og nynazistiske kræfter. Det har aldrig været tilfældet med Dansk Folkeparti og heller ikke med forgængerpartiet Fremskridtspartiet. Her ses Sverigedemokraternes formand, Jimmie Åkesson. Foto: Tycho Gregers/ritzau

Hvorfor spiller Dansk Folkeparti en central rolle i dansk politik, mens Sverigedemokraterna fryses ud af de andre partier i Sverige? De to landes alliancer spiller en stor rolle, skriver historiker Lars Hovbakke Sørensen

Så er den gal igen. Der er atter politisk krise i Sverige. De fire gamle borgerlige partier, Alliancen, truer med at vælte den socialdemokratisk-grønne regerings forsvarsminister.

Hele miseren kommer af, at Sverige har en rød-grøn regering, selvom der er blåt flertal i Riksdagen. Hvordan kan det så være? Jo, det skyldes, at de fire gamle borgerlige partier ikke ønsker at tælle det nationalkonservative, indvandrerkritiske parti Sverigedemokraternas stemmer med til deres blok.

Når de gamle partier i Danmark og Sverige ser så forskelligt på henholdsvis Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna, skyldes det ikke mindst historien. For det første har Sverigedemokraterna oprindelig et andet udgangspunkt end Dansk Folkeparti.

De første mange år efter stiftelsen i 1988 var Sverigedemokraterne i høj grad præget af højreekstremistiske og nynazistiske kræfter. Det har aldrig været tilfældet med Dansk Folkeparti og heller ikke med forgængerpartiet Fremskridtspartiet.

Og selvom Sverigedemokraterna i dag nærmest er et ”normalt” indvandrerkritisk parti, der i dets politik minder meget om Dansk Folkeparti, og hvis ekstremistiske politikere efterhånden er blevet næsten helt udrenset fra de ledende lag i partiet, forbinder mange svenskere det stadig i dag med højreekstremisme og nynazisme.

Det bliver dog mindre og mindre, hvilket også er grunden til, at Sverigedemokraterna i de senere år er gået markant frem og ifølge den seneste meningsmåling står til at ville få cirka 27 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag – en fremgang fra 13 procent siden valget i 2014.

Men der er også andre historiske grunde til, at mange svenskere stadig i dag ser med stor skepsis på indvandrerkritiske partier. En stor del af forklaringen ligger i den svenske tradition for alliancefrihed og neutralitet. I modsætning til Danmark har Sverige været neutral i alle krige siden 1814, bortset fra at man har deltaget i FN-aktioner. Navnlig under den kolde krig blev neutraliteten og tanken om at balancere mellem blokkene samt om at have en særlig, positiv holdning til Den Tredje Verdens lande og deres befolkninger et mantra i svensk politik. Man skulle ikke træde nogen over tæerne og være åbne over for hele omverdenen, ikke mindst over for de mennesker, som kom fra Den Tredje Verden. Således fik neutralitetspolitikken efterhånden også afsmittende virkning på synet på flygtninge og indvandrere.

Danmark og Norge var derimod som Nato-medlemmer under hele den kolde krig en del af en fasttømret vestblok, som hyldede nogle særlige vestlige værdier. Derfor blev udlændingedebatten også anderledes og i højere grad præget af indvandrerskeptiske holdninger end den tilsvarende debat i Sverige. Og det er blandt andet denne historiske arv, som stadig spiller en rolle i dag og som spøger i baggrunden i den aktuelle svenske politiske krise.