Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen styrer mod et nyt parti for at beherske midten af dansk politik og derved opnå stor magt selv med få mandater.
Historisk har Det Radikale Venstre ofte med få mandater haft en uforholdsmæssig stor indflydelse fra midten. Men De Radikale har ingen nøgleplacering nu og noget nær rekord i at miste folketingsmedlemmer til alle sider: Blandt andre Ida Auken, Jens Rohde, og længere tilbage Uffe Elbæk, Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll (nu tilføjet navnet Bille), Manu Sareen og Naser Khader.
Partiet er svækket af indre uro. Det har skiftet politisk leder, og forleden gik landsformanden.
De Radikale har dårlige meningsmålinger og må frygte næste valg. Det begrænser partiets indflydelse.
Man kan mene, at det er ligegyldigt, hvem der sidder på midten, så længe de står for nogenlunde samme samarbejdspolitik. Meningsmålingerne for det parti, som Løkke Rasmussen endnu ikke har dannet, er naturligvis usikre, men udelukker ikke, at Løkke kan få en nøglerolle på midten. Men der kan næppe tænkes to mere forskellige partikulturer end De Radikales og den, Løkke lægger op til.
Lars Løkke Rasmussen lægger op til en løs bevægelse uden nødvendigvist et partimedlemskab med rettigheder til at tale og stemme på årsmøder. Eller til at vælge kandidater og partiformand. Deltagerne kan debattere så meget, de vil, men Løkke kan få maksimal frihed til at vælge politik.
Denne partitype kendes med variationer fra Geert Wilders i Holland til Macron i Frankrig. Især synes Løkke at skele til Macron. Et topstyret personaliseret medie- og markedsparti tegner sig.
Det Radikale Venstre blev dannet i 1905. Forbilledet var et radikalt parti i Frankrig dannet 1880 af George Clémenceau. Radikalismens idéer var inspireret af greve Claude Henri de Saint-Simon, der formulerede kravet om, at systematisk indsamling af data om samfundets tilstand kunne bruges til at afbalancere den sociale harmoni. Videnskab og erfaring skulle overtage rollen som samfundsledelsens værktøj fra følelserne.
Hans elev, Auguste Comte, videreførte idéen og skabte sociologi som en videnskab grundet på statistik og uden metafysik og religion. Man havde en tro på rationalitet og videnskab og muligheden for at argumentere sig til kompromiser, som er i helhedens interesse.
Der er vide rammer for den interne debat hos De Radikale. Deres landsmøder giver fortsat plads til store debatter. I De Radikales selvbillede er partiet frisindet og uden leflen for populære synspunkter. At sælge politik, som var det sæbe, er mere imod dette partis kultur end de fleste andre partiers. Frisindet indebærer også rum til uenighed i folketingsgruppen og en forventning om, at man altid søger at tale sig til rette. Det er lettest ud fra radikal kultur at markere, hvad man kan enes om at være imod. Begejstret at kommunikere ud, hvad man faktisk er enige om, er sværere.
Hvis Løkke danner et topstyret personaliseret parti, vil det måske blive med en politik tæt på De Radikales, men sikkert med klarere mærkesager og en moderne markedsføring præget af topstyring.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.