Prøv avisen
Politisk set

Den svage håndtering af flygtningekrisen

"Regeringen er for svag til at tage offensive internationale initiativer. Vi må håbe, at andre uden danske idéer tilrettelægger svarene på flygtningekrisen," skriver Tim Knudsen.

Venstres mindretalsregering står svagere end Hartling-regeringen i 1973. Lars Løkke Rasmussen kan ikke ved at true med atudskrive valg få andre partier til at bakke sig op. Derfor tager Danmark ingen initiativer på den internationale scene i flygtningekrisen

Flygtningekrisen har vist, at ikke alle problemer løses med et par grænsebomme ved Padborg. Der er i nutiden talrige problemer, som ikke kan løses alene af en enkelt stat: Håndteringen af folkevandringer, nedbrydningen af miljøet, klodens opvarmning, epidemier, krigsforbrydelser, spredningen af atomvåben og meget andet kræver internationalt samarbejde.

Desværre er overnationale organisationer som FN og EU for tiden ret ineffektive. Under den tidligere regering blev også den danske hjælp via FN til nærområderne skåret ned, hvad der nu fremstår som en forfærdelig fejl. En lille stat som Danmark har jo al mulig grund til at søge at fremme internationalt samarbejde - under den ene eller anden form. Efter Anden Verdenskrig gik de skandinaviske stater i egen interesse forrest i kampen for at skabe internationalt samarbejde. Ny isolationisme ville gøre staterne udrydningstruede. Det er ingen tilfældighed, at de to første generalsekretærer i FN var en norsk, respektive en svensk. Den skandinaviske og ikke mindst den danske profil er siden blevet svækket.

Det parlamentariske mønster i Folketinget har skabt et dansk fedtspilleri i flygtningesagen. Der er for tiden tre afgørende partier i Folketinget, hvoraf mindst to i praksis skal være med til at forme et flertal. For Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance er fløjpartier uden afgørende vægt. De Konservative, De Radikale og SF fik alle voldsomme øretæver ved seneste valg. De nævnte seks partier er indbyrdes vidt forskellige og kan kun være fyld, når der skal skabes flertal.

Det afgørende foregår i trekanten mellem Socialdemokratiet (S), Dansk Folkeparti (DF) og Venstre (V). Ved at støtte regeringen forsøger S at udstille, at netop på flygtningeområdet og i forhold til EU bliver det meget svært for regeringen at enes med støttepartiet DF.

DF har rykket sig lidt under flygtningekrisen. Men DF's udspil om at ville opbevare flygtninge på dansk grund uden at integrere dem er ikke nok for regeringen, fordi flygtningene måske ikke kan sendes tilbage i mange årtier. I stedet har Lars Løkke indledt et forsøg på at samarbejde med virksomheder og organisationer om bedre integration. Samtidig spiller DF ledsaget af De Konservative ud med ønsker om at stramme yderligere på de økonomiske vilkår for flygtninge i Danmark. Det er foreløbig tøvende modtaget af Socialdemokratiet, som uden tvivl venter på at se, hvad regeringen siger, for ikke selv at udstille en uenighed med denne.

DF har understreget, at EU's ydre grænser må vogtes med Ungarn som forbillede. Men gummikugler, knippelslag, tåregas, vandkanoner, skrigende børn, blødende ansigter og billeder af sortklædt politi med gasmasker og visir i kamp med stenkastende flygtninge har ikke været ubetinget reklame for den ungarske model. Regeringen vil hellere slå følgeskab med den brede midtervej i EU, som langsomt er på vej mod at sikre grænserne og nu - bedre sent end aldrig - vil øge indsatsen i nærområderne.

De tre store partier har været optaget af deres indbyrdes spil, mens andre i Europa har måttet bøvle med at få en løsning i stand. Ansvaret hviler tungest på Venstre, der trods tilbagegang tog regeringsmagten.

Ved at tage regeringsmagten på basis af en overskuelig folketingsgruppe på samme måde, som Poul Hartling (V) gjorde det i 1973, har Lars Løkke Rasmussen forsøgt at spille samme høje spil. Midt i en tilsvarende usikker parlamentarisk basis greb Hartling to stærke kort.

Det ene var, at statsministeren meget lettere kan styre en etparti-regering end en koalitionsregering, og den fordel har også Løkke med godt magthåndværk fået i sin ekstremt topstyrede regering.

Men den vigtigste grund, til at Hartling tog regeringsmagten, var, at han derved fik retten til at udskrive valg. Han kunne derfor true modvillige partier til at indgå forlig, når bare de andre partier stod svagt i meningsmålingerne, og statsministeren selv stod stærkt i meningsmålingerne. Her mangler Løkke meget. Ikke alene er Venstre gået yderligere tilbage i meningsmålingerne. Løkke og hans nærmeste allierede, Carl Holst og Troels Lund Poulsen, er de mest upopulære ministre i en nyere måling. Der er tegn på utilfredshed i Venstre med den nuværende ledelse.

Taber Lars Løkke Rasmussen næste valg, skal partiet vel have en ny leder. At true Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet med valg nu er aldeles udsigtsløst. Derfor er regeringen svagere end Hartlings regering. Faktisk er det DFs Søren Espersen, der har talt om at vælte regeringen.

Regeringen er for svag til at tage offensive internationale initiativer. Vi må håbe, at andre uden danske idéer tilrettelægger svarene på flygtningekrisen.