Prøv avisen

Den uendelige julehjælpshistorie

Behovet for julehjælp stiger år efter år. Her er det i Kristuskirken på Nørrebro i København, hvor der sidste december blev uddelt julehjælp til værdigt trængende. – Foto: Jens Nørgaard Larsen.

År efter år rapporterer medierne om, at behovet for julehjælp igen er skudt i vejret. Historierne om julehjælpen er de seneste års fattigdomshistorie uden ende, og forklaringerne på den negative spiral er mange

Så er den gal igen.

Fattige danskere har endnu en gang i rekordstort antal søgt om hjælp til at komme igennem julen. Eksempelvis har 12.000 familier bedt Frelsens Hær om en hjælpende hånd. Det er flere end nogensinde før. Sådan var det også sidste år. Og året før det. Og udviklingen er den samme hos Dansk Folkehjælp, Mødrehjælpen og Samvirkende Menighedsplejer.

LÆS OGSÅ: Gør julen ondt, er der hjælp at få

Der er rift om julehjælpen, og langtfra alle ansøgere kan få en madkurv eller et gavekort. På den baggrund har medierne de seneste fem år op til december beskrevet, hvordan behovet for julehjælp hvert år igen er eksploderet. Men hvorfor? På grund af en skæv fordeling af samfundets rigdom, økonomisk krise eller selvforskyldt overforbrug? Svaret afhænger af, hvem man spørger.

Ifølge informationschef Lars Lydholm fra Frelsens Hær ligger der bag den gentagne december-nyhed en større historie om, at gruppen af fattige danskere har fået en flok nye ansigter. Som informationschef på 11. år har han oplevet det voksende behov for julehjælp, og særligt de seneste tre år er det eskaleret. Fra 7000 ansøgninger i 2008 til 12.000 ansøgninger i år.

I den periode er der kommet en gruppe ansøgere, som er mere velfungerende end de permanent fattige, der søger. Det er folk, som har mistet deres arbejde på grund af krisen, men som ikke står i en decideret kaotisk livssituation eller har en diagnose. Hvis der kommer gang i et økonomisk opsving, vil en del af den gruppe forhåbentlig falde fra igen, siger han.

Men den nye gruppe fattige må ikke skygge for den gruppe, der i årevis hænger permanent fast på samfundets bund, pointerer han.

De fattigste er blevet fattigere. Derfor er det problematisk, når politikerne siger, at det store behov for julehjælp bare skyldes krisen. I årene frem til 2008 voksede vores ansøgningsbunke fra 4000 til 7000 familier, og den gruppe er der stadig, når opsvinget kommer. Afstanden til de nederste i samfundet er blevet større, og det bekymrer mig.

Generalsekretær Klaus Nørlem fra Dansk Folkehjælp, som sidste jul støttede 4000 familier, bekræfter:

Vi har rigtig mange familier, som søger år efter år. Det er udtryk for, at en del familier sidder fast i samme situation, hvor intet ændrer sig rent økonomisk.

Dette års mediefokus på julehjælpen er faldet sammen med en overordnet debat om fattigdom i Danmark. En debat med politikerne Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsen (LA) i stereotype hovedroller som henholdsvis de fattiges lidt naive talerør og den benhårde kyniker, som påstår, at der ikke findes fattige danskere.

Og der findes nuanceret opbakning til begge hovedrolleindehavere. Spørger man seniorforsker Steen Bengtsson fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, kan det ikke diskuteres, at der findes, hvad han betegner som, relativ fattigdom i Danmark. Og derfor er der behov for julehjælp.

Den relative fattigdom, hvor vi måler os med andre, er bestemt til stede i Danmark. Man måler sig selv på, hvordan det øvrige samfund er stillet, så i Danmark handler fattigdom ikke altid om at blive mæt, men om at mangle det, der for andre hører til et anstændigt liv. Indkomstforskellene er vokset gennem 00erne, og det skaber fattigdom, siger han.

Netop definitionen af dansk fattigdom er løbende til debat. Der eksisterer ikke en officiel dansk fattigdomsgrænse, og derfor definerede Kristeligt Dagblad i 2009 selv en fattigdomsgrænse (se faktaboks). Ud fra denne grænse beregnede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i sommer antallet af fattige danskere, og resultatet var negativt: fra 49.100 fattige i 2006 til 56.100 i 2009.

Der findes dog talrige udlægninger af dansk fattigdom, og ifølge forskningschef Henrik Christoffersen fra den liberale tænktank CEPOS bør man hæfte sig ved én bestemt udvikling.

I dag engagerer vi os allesammen mere i samfundets fordelingsspil, fordi præmierne bliver en større og større del af velfærden. Det handler efterhånden delvist mindre om, hvad man skaffer selv, end hvad samfundet tildeler en. På den led er velfærdsstaten en lumsk indretning, for den lokker os til at ville have del i præmierne uden at yde noget.

Uanset hvordan dansk fattigdom gøres op, er efterspørgslen på julehjælp steget støt, oplyser de humanitære organisationer. Men kan det nu også passe, at behovet for julehjælp bare vokser og vokser? Er det ikke bare et smart kneb fra de humanitære organisationer til at sikre flere penge i kassen? Det afviser Lars Lydholm fra Frelsens Hær.

Jeg har været informationschef i 11 år, og de første år steg behovet for julehjælp ikke. Der bremsede jeg blandt andet en historie i Radioavisen, som kørte på, at behovet voksede. Så jeg har aldrig råbt ulven kommer uden grund. Behovet er ganske enkelt steget de seneste mange år.

Flere af julehjælpsorganisationerne anerkender, at mediernes gentagne belysning af problematikken kan have betydet flere ansøgere, men ifølge Jann Sjursen, formand i Rådet for Socialt Udsatte, er mediedækningen for letkøbt en forklaring.

Det her handler ikke om pressens skriverier, det handler om, at flere familier har et stigende behov for hjælp. De senere år har flere familier fået et ringere forsørgelsesgrundlag på grund af lofter over sociale ydelser, der betyder, at de må lide afsavn. Ikke bare til jul, men også til basale ting som tre måltider om dagen og medicin.