Prøv avisen
Interview

Den yndige natur er en illusion

Når Kjeld Hansen kigger på Danmarks natur, ser han områder, der på mange måder har det værre end for 100 år siden på trods af utallige naturfredninger. Det er hovedanken i hans nye bog ”Det store svigt”. – Foto fra bogen ”Det store svigt”.

Der er spildt millioner på nyttesløse fredninger i Danmark, siger forfatter og journalist Kjeld Hansen, der er aktuel med en ny bog om de danske naturfredede om- råder og deres forringelse. Politisk ligegyldighed og et svagt fredningssystem bærer ifølge forfatteren skylden

Der er et yndigt land.

Sådan begynder vores nationalsang, der som bekendt hylder de brede bøge, de blå søer og det grønne løv. Men forestillingen om det yndige land provokerer journalisten og forfatteren Kjeld Hansen. For Danmarks natur er ikke længere yndig, mener han. Det er en illusion.

Det har Kjeld Hansen sat sig for at beskrive, og i sin nye bog ”Det store svigt” har han regnet sig frem til, hvordan de angiveligt 5797 gennemførte naturfredninger i Danmark de seneste 100 år siden naturfredningsloven i 1917 år er en løgn. Ifølge hans beregninger er det reelle tal 1843, og ydermere er naturen kraftigt forringet i vores land, lyder det.

”Enhver ædruelig og fornuftig gennemgang viser jo, at Danmark ligger på sidstepladsen i en europæisk sammenhæng. Naturen er ikke yndig i Danmark. Det provokerer mig, at vi på den ene side kan være så selvtilfredse, mens vi på den anden side må konstatere, at det går rigtig dårligt,” siger Kjeld Hansen.

I optællingerne af naturfredningerne har man medtaget p-pladser ved strandene, afviste reklameskilte i det åbne land, store sten og gravhøje samt 1787 kirkefredninger, der ifølge Kjeld Hansen ikke er naturfredninger, men kulturfredninger.

Derudover tælles der både afviste og ikke gennemførte fredninger med samt fredede områder, der ikke bliver vedligeholdt eller forbedret, eller som ikke overholder internationale kriterier. Derfor er optællingen ganske forkert, mener han.

”Det er svindel. Der er intet andet ord for det. Siden 1917 er der blot gennemført 1843 naturfredninger i det yndige land,” siger han.

Et af kritikpunkterne er ifølge Kjeld Hansen, at vi i Danmark har et naturfredningsinstitut, som afgør, om et område skal fredes eller ej, i noget, der ligner en civil retssag. Dommeren søger her ofte et kompromis, et forlig, og at politikerne har overladt den pligt til fredningsnævnene, er et problem, mener Kjeld Hansen.

”Det bedste eksempel er Tinglev Mose, der blev fredet i 1966. På den ene side stod ornitologer, jægere og andre naturfredningsvenner, og på den anden side stod bønderne og Hedeselskabet (erhvervsforening, red.). Dommeren traf det, han sikkert selv syntes var en salomonisk løsning, for han skærer simpelthen mosen over i to dele. Den ene halvdel får bønderne lov at opdyrke, og den anden halvdel skal være naturfredet.”

”Der ignorerer dommeren fuldstændig de biologiske og hydrologiske kendsgerninger. Det kan du simpelthen ikke. Det svarer til, at man skærer en vanddråbe over i to halvdele og tror, at de så vil lægge sig hver for sig. Det vil aldrig ske. Da de går i gang med at opdyrke den ene halvdel af mosen, så trækker de helt automatisk vandet ud af den anden halvdel, sådan fungerer biologi jo. Man har derfor måttet genskabe mosen. Det kostede så fire millioner kroner for skatteyderne,” siger Kjeld Hansen.

Sådan kan forfatteren blive ved med at opremse utallige eksempler på, at man har svigtet fredede områder og samtidig har fredet ”revl og krat”. Det handler ifølge Kjeld Hansen om, at der ikke har været nogen, der har følt et ejerskab og en forpligtelse til at vedligeholde og forbedre de fredede områder som helhed.

Det ser man blandt andet ved strandengene i Tøndermarsken i Sønderjylland. Staten har fredet området på en særlov uden selv at eje det, og derfor har ingen passet på det. Tilstanden er nu ifølge Kjeld Hansen ringere, end før Tøndermarsken blev fredet.

”Jeg sammenligner Tøndermarsken med Skjern Å. Den markante forskel er, at Tøndermarskens bønder beholdt ejendomsretten, hvorimod Skjern Å blev opkøbt af staten. Hvis du sammenligner de to områder i dag, er der en verden til forskel. Skjern Å er en bragende succes, det er så vidunderligt, og de lokale er pavestolte af det. Men på Tøndermarsken er der stadig vild ballade og protest. Ingen har leveret. Det er helt afgørende, at du ejer for at føle ansvar og for at føle, at det er nødvendigt at forbedre området,” siger han.

Politiske beslutninger bærer generelt en stor del af skylden for forarmelsen af naturen. Og meget startede med det 20. århundredes største politisk-økonomiske forlig, der blev indgået i den daværende socialdemokratiske statsminister Thorvald Staunings bolig i 1933, hvor man besluttede at begunstige landbruget.

”Kanslergadeforligets støtteordning til landbruget stod i 50 år. Så det, der var en nødforanstaltning i 1933 imod arbejdsløsheden, fik altså lov at stå i et halvt århundrede. Ordningen betød, at skatteyderne betalte 50 procent af jordejernes udgifter til dybest set at ødelægge naturen. Dræne den lille mose, lave rørlægning, fylde vandhuller op i et antal af mere end 100.000 lokaliteter. Det betalte vi for helt op til 1983. Det kan kritiseres. Der kører du hen over perioder, hvor vi har fuld beskæftigelse i Danmark, så det er jo helt vanvittigt,” siger han.

Det ligger nemlig i Danmarks identitet som bondeland at give landbruget gode vilkår, siger Kjeld Hansen. Men det har haft sin pris.

”Vi er et bondeland, for det er så nemt at dyrke Danmark. Men derfor kunne man jo godt opføre sig ordentligt og passe en lille smule på det, vi kalder naturen. Det har vi ved Gud ikke gjort,” forklarer han og henviser til et kapitel i sin bog kaldet ”Den upålidelige stat”.

Under skiftende regeringer har man altså negligeret naturen, mener Kjeld Hansen. Men det er ikke nok blot at skyde på de ansvarlige; man må også selv have forbedringsforslag, erkender han. Han kigger selv mod Sverige, hvor staten står for 4200 ud af 4500 fredninger og sørger for at vedligeholde områderne. Det ville være den bedste løsning, mener han, men nærer ingen illusioner om, at det kan lade sig gøre at få et lignende system.

”I den bedste af alle verdener skulle vi indføre det svenske system. I Sverige er det staten og de offentlige myndigheder, der rejser 85 procent af alle fredningssager. De går hen til ejeren og siger, de har en plan for ejerens værdifulde natur, og så får ejeren en erstatning. Siger ejeren nej, skal staten købe det. Der er en plan.”

”I modsætning til for eksempel Danmarks ældste sø ved Herning, der er 130.000 år gammel og et geologisk tilløbsstykke. Den blev fredet i 1977, men jeg er den første person siden da, der har besøgt den. Kommunen vidste ikke engang, at den var fredet. Og i mellemtiden var søen vokset ud af fredningens område, så en tredjedel af søen lå ude på en mark. Det viser jo, at man slet ikke føler, man har et ansvar.”

”I Sverige ville staten jo tage sig af sådan en sø. Men jeg tror ikke på, vi kan få sådan et system. Vi står med 100 års fejludvikling, og det tager tid at vende skuden efter 100 år, hvor det har været fredningsnævnene, der har bestemt på godt og ondt,” siger han.

Derfor håber han også, at der kommer en reaktion efter fejlene, for som Kjeld Hansen selv siger, så burde sådan et svigt af naturen ikke kunne lade sig gøre. Det store svigt.

”Det skulle gerne få konsekvenser, og jeg skal da gøre, hvad jeg kan for det. Det burde jo ikke kunne lade sig gøre, at offentlige områder bliver forvaltet så skødesløst. Da jeg spurgte den ansvarlige hos Miljøstyrelsen, hvorfor de opgiver de her tal, hvor de kommer fra, medgav de fejlen. De har også pillet grafikken med de 6000 fredninger ned fra deres hjemmeside nu,” fortæller han.

Han tror dog ikke på, at politikerne selv gør noget ved problemet. Løsningen skal komme fra det europæiske fællesskab.

”Jeg tror ikke, vi kommer til at gøre det selv. Det er så indgroet i de fleste politiske partiers DNA, at naturen er noget billigt skidt. Jeg kan slet ikke se det for mig, og det er kun blevet værre de sidste 15-20 år. Der, hvor håbet ligger, hvor frelsen kommer fra, er EU. Så længe vi er medlem af EU, skal vi respektere direktiverne. Omkring otte procent af Danmark er udpeget som såkaldte Natura 2000 områder, hvor et direktiv siger, at der skal vi passe på naturen og rent faktisk forbedre den. EU-direktiver har den virkning, at hvis vi ikke overholder dem, så kommer EU efter os.”

”Det så vi nede i Haslev, hvor kommunen gik til ejeren af et område og sagde: ’Det her er Natura 2000 område, så nu skal vi passe på det’. Så gav han sig. Det viser jo noget om respekten eller frygten for, at EU kommer efter os. Men jeg tror ikke på nogen form for omlæggelse. Både den røde og den blå side af det politiske spektrum er lige upålidelige,” siger Kjeld Hansen.

Der er sket en forarmelse af den danske natur, mener Kjeld Hansen. Her er det området ved Spøttrup. – Foto fra bogen ”Det store svigt”.