Prøv avisen

Dengang handicappede var ”defekter” og ”minusindivider”

Andersvænge i Slagelse. Andersvænge blev indviet i 1940. – Foto: Dansk Forsorgshistorisk Museum

De seneste 100 år har danskerne diskuteret, hvordan antallet af ”sindssyge og åndssvage” kunne begrænses gennem sterilisation, abort og – ultimativt – aktiv dødshjælp. I dag er vi tættere på efterkrigstidens syn på mennesker med handicaps ”uværdige” liv end 1970-1980’ernes insisteren på, at alle liv er værd at leve, mener medicinhistoriker

Danmark ligger midt i feltet, hvis medicinhistoriker Jesper Vaczy Kragh skal placere dagens debat om legalisering af aktiv dødshjælp til mennesker med udviklingshæmning og andre funktionsnedsættelser på en skala, hvor det ene yderpunkt er et definitivt ja, og det andet er et nej. De seneste 100 år har stemningen her til lands bevæget sig mellem disse to positioner, og i førkrigstiden var Danmark endda først i verden til at indføre love om sterilisation med det formål at begrænse ”de åndssvages” antal.

Jesper Vaczy Kragh er forsker på Medicinsk Museion på Københavns Universitet og har undersøgt historien om at ”aflive de åndssvage”, som han med datidens direkte sprog karakteriserer den gamle debat. Det er ikke et ubekymret blik, historikeren har på folkestemningen i dag.

”Historisk er vi gået fra, at man så på handicappedes liv som uværdige til en overbevisning om, at de skulle leve så godt og normalt som muligt, og nu er vi på vej tilbage i forestillingen om det uværdige liv. Politisk er der i dag ikke stemning for at indføre aktiv dødshjælp, som eventuelt også ville omfatte handicappede, men i holdningsundersøgelser i befolkningen er der som regel flertal. Måske fordi der er kommet et andet syn på udsatte grupper,” siger han.

Han argumenterer for, at love om sterilisation og abort historisk gav grobund for udbredte tanker om eutanasi eller medlidenhedsdrab på mennesker med handicap, men også på sindslidende og epileptikere helt frem til 1970’erne.

Derfor starter historien med justitsministeren K.K. Steinckes (S) såkaldte Sterilisationskommission. Den blev nedsat i 1924 og anbefalede, at kastration og sterilisation blev legalt for ”åndssvage” og ”sindssyge” over 21 år.

”Holdningen hænger sammen med socialstatens opståen,” siger

Vaczy Kragh, ”man begynder at lave statslige institutioner, hvor staten tager ansvaret og dækker udgifterne. Der er et ønske om at gøre noget for de handicappede, men omvendt må man også beskytte samfundet mod dem. Både ved at begrænse deres antal, så forsorgen ikke bliver for dyr, men også fordi man ser dem som en fare. Man mener, de er mere kriminelle og usædelige end resten af befolkningen.”

”Vi behandler undermåleren med al omsorg og kærlighed, vi forbyder ham blot til gengæld at formere sig,” citerer Jesper Vaczy Kragh justitsministeren.

Kun få delte ikke den opfattelse, og et overvældende politisk flertal vedtog i 1929 en forsøgslov om kastration og sterilisation. Fem år senere blev forsøget til en særlov, og i 1935 kom endda flere grupper med. Nu kunne også fattige, drikfældige, hjemløse og flere andre forhindres i at forplante sig til samfundets bedste – om nødvendigt under tvang. Som det første land i verden havde Danmark lovgivet for at begrænse ”de abnormes” antal.

Allerede i de år, hvor ”defekter” og ”minusindivider” var almindelig retorik om mennesker med handicap, blev tanken vendt, men forkastet, om dødshjælp faktisk var den bedste løsning. I 1929 funderede for eksempel præsten Axel Garboe i Socialt Tidsskrift: ”Hvilken Værdi for andre (eller for sig selv) har et sådant medynkvækkende Menneske? Var det ikke meget bedre, at et sådant Liv ganske lempeligt blev udslukt?”.

Han landede dog på holdningen om, at den bedste løsning var ”at hindre Defekternes fremkomst og videreførelse til kommende Slægter” – altså sterilisation.

Det blev det nazistiske Tyskland, der gav debatten om medlidenhedsdrab sit næste skub. Syd for grænsen var man allerede begyndt at likvidere sindslidende og handicappede i 1939 med det såkaldte eutanasiprogram T4. Nazisterne lavede to år senere en biograffilm, der skulle vinde større folkelig støtte til programmet.

Filmen nåede Danmark i december 1941. Den hed ”Lægen der dræbte” og handlede om en læge, hvis kone led uhelbredeligt af multipel sklerose. Mens hun lammes langsomt og pinefuldt, tigger hun sin mand om udfrielse – og han giver efter. I København havde filmen premiere i Grand, og her deltog en række fremtrædende læger, jurister, politikere og embedsmænd. For det almindelige publikum blev der ”lavet afstemninger med stemmeurner i biograferne, hvor gæsterne blev bedt om at dømme eller frikende filmens læge. Et stort flertal valgte som regel af lade lægen slippe for straffen,” skriver Jesper Vaczy Kragh i en artikel om emnet i Handicaphistorisk Tidsskrift.

Filmens tyske titel, ”Ich klage an” – ”Jeg anklager” på dansk – fik dobbelt betydning: Her blev det loven mod medlidenhedsdrab og ikke lægen, der dræbte, der var på anklagebænken.

I 1949 gjorde en konkret dansk sag spørgsmålet aktuelt. Den 13. oktober om aftenen låste en mor sin epileptiske og udviklingshæmmede søn på 17 år, Niels Søndergaard, inde i køkkenet, hvor han skulle overnatte. Forinden havde hun givet ham fem sovetabletter og tændt for gassen.

”Yngre kvinde dræber af medlidenhed sin åndssvage søn,” skrev Berlingske Tidende om sagen, efter forældrene havde forklaret om sønnens lidelser.

”Min søns lidelser var aldrig af mine tanker,” blev moderen citeret i BT.

”De fleste vil ikke dømme den ulykkelige moder for mordet,” rapporterede Ekstra Bladet.

Også i avisernes læserbreve var folkestemningen med den dræbte drengs mor. Blandt andre tog forfatteren Antoine Møller malerisk til genmæle mod dem, der afviste legalisering af medlidenhedsdrab: ”Jeg har ingen åndssvage børn, men hvis jeg havde ét, så jeg hellere, at det kom på kirkegården end på anstalt resten af sit dødlignende liv.”

Ifølge Jesper Vaczy Kragh hang holdningerne sammen med, at mere var blevet kendt om forholdene på de enorme statslige institutioner, hvor de handicappede boede, i årene, der gik forud.

”Der begyndte at komme reportager om forholdene på anstalterne i 30’erne og 40’erne. De var stopfyldte, de åndssvage levede i en lukket verden, der var 30-40 mennesker på en stue. Det så man ikke som et værdigt liv,” siger han.

Mens debatten få årtier tidligere havde samfundets bedste som kerneargument for dødshjælp, skiftede fokus til opfattelsen om, hvad der var et værdigt liv.

Agnete Søndergaard, Niels’ mor, fik en mild dom på to års betinget fængsel. Men sagen rykkede ikke ved, at medlidenhedsdrab fortsat var ulovligt i Danmark – og ikke skulle få yderligere medvind de følgende årtier. I 1950’erne henviste flere nøglepersoner til den stadigt mere detaljerede viden om, hvad der foregik i nazisternes koncentrationslejre som et argument mod medlidenhedsdrab.

”Jeg vil anse det for meget farligt at gøre drab af en håbløs syg med svære lidelser straffri,” skrev for eksempel landsdommer Helge Hoff i 1956 i en gennemgang af forskellige sager om eutanasi. ”En sådan sondring [mellem mere og mindre værdifulde menneskeliv] vil let kunne udarte til, at det blev legaliseret at tilintetgøre sindssyge og åndssvage, vaneforbrydere og andre asociale personer, sådan som det jo – og ganske vist uden egentlig lovhjemmel – skete i det nazistiske Tyskland.”

I 1959 fik Danmark en ny åndssvagelov og en ny forsorgschef, juristen N.E. Bank-Mikkelsen. Med ham kom også nye tanker, der blandt andet var funderet i den europæiske menneskerettighedskonvention, der trådte i kraft i Danmark i 1953, siger Jesper Vaczy Kragh:

”N.E. Bank-Mikkelsen havde et knæsat princip om, at åndsvage skulle have en tilværelse så nær det normale som muligt og rettigheder lige som andre mennesker. Han insisterede på, at de åndssvage ikke er så anderledes, men har ønsker for deres liv lige som alle andre.”

Sådan en forsorgschef gik ikke ind for dødshjælp til de mennesker, hvis tarv han varetog. Livet skulle skærmes selv for de allerværst stillede, argumenterede han for, blandt andet i en artikel fra 1964:

”Slipper vi troen på menneskeværdet over for menneskets uhjælpelighed, er der ingen grænser for, hvor vi havner. Hvis vi ikke føler solidaritet med vort mest ynkelige medmenneske, er vi på vej ind i et menneskesyn, som havner i nazismens gaskamre,” skrev han.

I 1967 blev loven om tvangskastration og -sterilisering afskaffet, men cirka 11.000 personer blev ofre for den i de knap 40 år, den eksisterede. ”Defekte” og ”underlødige” forsvandt fra sprogbrugen. Man revurderede gamle idéer om, at mennesker med handicap havde en vanvittig kønsdrift og kriminelle tilbøjeligheder. Og så er vi næsten fremme ved i dag og den debat, der bølger fra tid til anden, ikke mindst når konkrete sager når domstolene og dermed offentligheden. I følge Jesper Vaczy Kragh adskiller argumenterne i dag sig fra fortidens på i hvert fald én væsentlig måde:

”I dag går det ikke an at argumentere ud fra samfundshensyn. I dag bliver diskussionen ført på præmissen om, at folk selv skal tage stilling, at det autonome individ træffer sine egne valg.”

Men, siger han i samme åndedrag: ”Det er svært at lade være at tænke, at man hurtigt åbner op for situationer, hvor vi er ude over, at individet tager egne beslutninger.”

I 2002 afkriminaliserede Holland aktiv dødshjælp og tillader også eutanasi for børn ned til 12 år samt psykisk syge. Belgien vedtog i 2014 en lov, der tillader dødshjælp uden angivelse af aldersgrænse.

”Laver man loven, skaber man nye situationer. Man argumenterer for selvbestemmelse, men det er der jo mange, der ikke har, for eksempel børn, autister eller mennesker i dyb depression. Folk tager beslutninger på baggrund af deres omgivelser. For en handicappet er deres handicap et livsvilkår. Man får rykket holdningen til, hvad et værdigt liv er, hvis normalen bliver, at det ikke er værdigt at være handicappet eller være afhængig af hjælp. I dag står vi et sted mellem 1970-1980’erne, hvor man tog klart afstand og mente, handicappede kunne have et godt liv, og 1940-1950’erne, hvor man var positiv over for aktiv dødshjælp og ikke mente, de havde en værdig tilværelse,” siger Jesper Vaczy Kragh.

Alle referencer til historiske debatter i både brødtekst og faktabokse er taget fra artiklen ”Det sidste trin. Medlidenhedsdrab på åndssvage og handicappede i Danmark” af Jesper Vaczy Kragh i Handicaphistorisk Tidsskrift nummer 36.

Børneafdeling på åndssvageinstitutionen på Andersvænge. Rutine med bleskift, vask og påklædning. Cirka 1970. (Ansigterne er sløret af redaktionen). – Foto: Dansk Forsorgshistorisk Museum
Filmen ”Lægen der dræbte” (”Ich klage an” fra filmselskabet Tobis) var nazistisk propaganda fra Tyskland, der satte aktiv dødshjælp på dagsordenen i Danmark i 1941. Mange gik ind for, at lægen, der dræbte sin uhelbredeligt syge hustru, skulle slippe for straf.
Åndssvagean- stalten i Brejning. Billedet er fra cirka 1900. – Foto: Dansk Forsorgshistorisk Museum
Børneafdeling på åndssvageinstitutionen på Andersvænge. Rutine med bleskift, vask og påklædning. Cirka 1970. (Ansigterne er sløret af redaktionen). Foto: Dansk Forsorgshistorisk Museum