Pernille Buch-Rømers søn var to år, da han begyndte at læse. Som fireårig kunne han læse alt, så da han begyndte i 1. klasse, var det tydeligt, at han var anderledes. Han havde slugt så mange informationer, der ikke passede til hans alder, at når han sagde noget til klassekammeraterne, lød det som ren volapyk. Hurtigt blev han et ensomt og ulykkeligt problembarn, og noget måtte gøres, men hvad?
Trivselsproblemer blandt højt begavede børn har de seneste år fået stadig større opmærksomhed, og stadig flere kommuner har særlige tilbud til dem. Som Kristeligt Dagblad skrev i lørdags, viser en ny undersøgelse dog, at tilbuddene og de generelle forsøg på at differentiere undervisningen i folkeskolen sjældent hjælper de højt begavede.
Overalt lyder forklaringen, at skolerne simpelthen ikke er gearede til det. Men hvordan kan det være rigtigt i 2010 - 17 år, efter at undervisningsdifferentiering, altså undervisning indrettet efter elevernes forskellige niveauer, blev indført som et bærende element i folkeskoleloven?
Svaret skal i høj grad findes i Pernille Buch-Rømers historie, som på mange måder også blev starten på historien om de højt begavede børn i Danmark.
Dengang i 1999, da hendes søn var på vej til at blive stemplet som problembarn, vidste ingen noget om de følelsesmæssige og sociale konsekvenser af at være et højt begavet barn. Der var ingen forskning, ingen debat, og begavelse blev aldrig brugt som forklaring på børns unormale adfærd.
I stedet kiggede man typisk på forholdene i barnets hjem i forsøget på at finde årsagerne til de manglende sociale færdigheder. Men sønnens færdigheder fejlede ikke noget, hvis bare han fik ligesindede at være social med. Og samtidig blev fagligt udfordret, argumenterede Pernille Buch-Rømer. Hun fandt dog ingen opbakning, og efter et par års forberedelse bekendtgjorde hun i 2002, at hun ville starte en særlig skole for højt begavede børn.
På samme tid sad lektor Kirsten Baltzer på Danmarks Pædagogiske Universitet og var lige så frustreret. Lige siden tiden som lærer i folkeskolen havde hun ventet på en mulighed for at forske i højt begavede børn og deres trivsel, men emnet var stendødt.
I midten af 1990?erne havde Mogens Jansen, den konstituerede direktør på det nu nedlagte Danmarks Pædagogiske Institut, besluttet at samle en gruppe forskere for at kigge nærmere på emnet. Resultatet blev en lille debatbog, "På det jævne og i det himmelblå", og nogle år senere kom også en lille antologi over de få erfaringer med højt begavede, man trods alt havde gjort sig rundt om i landet. Men der kom ingen reaktioner fra det pædagogiske eller politiske miljø.
Derfor blev Kirsten Baltzer glad, da hun hørte om den nye skole for særligt begavede børn, som en frustreret mor ville starte. Så skete der i det mindste noget, og emnet fik da også enorm opmærksomhed i medierne. Dog ikke altid af lige positiv karakter. For der var noget udansk over eliteskoler, lød kritikken, selvom det netop var børnenes trivsel og ikke deres færdigheder, der var i fokus. Mange frygtede desuden, at børnene blot fjernede sig endnu mere fra normalen ved at blive hevet ud af en folkeskole, der burde kunne rumme alle børn.
Under alle omstændigheder rykkede medieomtalen ved interessen, og den blev kun styrket af, at landets eneste udviklingsprojekt for højt begavede børn nærmede sig sin afslutning. Et projekt, som formanden for skoleudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune ved København havde taget initiativ til, fordi hun selv havde haft et højt begavet barn. Det var dog først en bidende kold vinterdag i 2003, at tingene virkelig begyndte at rykke sig. En forældregruppe havde inviteret undervisningsminister Bertel Haarder (V) til et møde, hvor de fortalte ham om børnenes problemer.
"Hvis jeg skal pege på én begivenhed, der virkelig har gjort en forskel i forhold til indsatsen overfor højt begavede børn, så var det det møde. Da Bertel Haarder gik igen, sagde han: Det her må vi gøre noget ved. Og det løfte holdt han," fortæller Kirsten Baltzer.
Nu fik skolerne penge til at sætte projekter for højt begavede i gang, og lidt efter lidt begyndte forskningen også at røre på sig. Samtidig var Pernille Buch-Rømers Mentiqa-skole kommet godt i gang, og i 2006 åbnede skole nummer to. Samme år blev den første egentlige undersøgelse af trivslen blandt højt begavede børn i Danmark offentliggjort: Mindst hver tredje mistrivedes, måske helt op til 45 procent, lød konklusionen.
Siden er flere forskere begyndt at interessere sig for emnet, men de er ifølge Kirsten Baltzer fortsat kun en håndfuld. Ude på skolerne er der dog grøde i tingene, og hele tiden opstår der nye tilbud til børnene. Endnu vigtigere, så er der de seneste år opstået en meget bred anerkendelse af behovet for at styrke indsatsen over for de dygtigste børn - herunder også de højt begavede, mener hun.
Nogle kommuner arrangerer blandt andet fagolympiader, og regeringen har netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal udvikle en national strategi for talentudvikling. En udvikling, der nok først og fremmest har til formål at styrke Danmark internationalt som videnssamfund, men som helt sikkert også vil betyde bedre forhold for de mange børn, hvis enorme potentiale ikke bliver udfoldet, vurderer Baltzer:
"I 1990'erne mødte jeg kun den holdning, at disse børn havde fået høj begavelse i vuggegave, så hvorfor i alverden skulle vi bruge særlig krudt på dem. Vi har i Danmark en lang tradition for at hjælpe de fagligt svageste - det var jo netop kendetegnet på vores velfærdssamfund - så ingen forstod rigtig, hvad det var, jeg og nogle få andre ville. I dag er der en helt anden tilgang til de dygtigste elever og en generel accept af, at mistrivsel blandt højt begavede er et problem. Vi er nu længere fremme i vores indsats end både Norge og Sverige, men den helt store udfordring er, at denne opmærksomhed er så ny, at vi næsten ingen forskningsdata har. Vi ved reelt stadig ikke, hvordan vi bedst hjælper disse børn."
Pernille Buch-Rømers søn er i dag 18 år og går i 3.g på et almindeligt gymnasium. På mange måder har han gennemgået en lige så rivende udvikling som den nye tilgang til højt begavede, han selv var med til at sætte i gang for mindre end 10 år siden. Fra at have store følelsesmæssige problemer i folkeskolens første klasser blev han sammen med sin Mentiqa-klasse den bedste på landsplan i tre forskellige fag til de afsluttende eksaminer i 9. klasse. Og hans klasse fik desuden det højeste samlede karaktergennemsnit af samtlige afgangsklasser det år.
Det gjorde selvfølgelig hans mor stolt. Ikke fordi det er et mål i sig selv at få høje karakterer, men fordi eleverne på Mentiqa-skolen ikke var udvalgte, men fravalgte børn. De kom typisk direkte fra specialklasser, havde gået en klasse om, været til skolepsykolog eller fået en diagnose. I mange tilfælde var de stået helt af og havde mistet flere års undervisning. Nu havde de fået lov til at udfolde deres naturlige fordele og ikke bare indhentet, men overhalet alle andre. I hvert fald fagligt, for Pernille Buch-Rømers søn er stadig ikke en del af det sociale liv, som fylder så meget hos hans jævnaldrende på gymnasiet. Han har venner, men de er alle fra tiden på Mentiqa-skolen, og sådan vil det nok altid være, mener hans mor:
"Han er ikke blevet 'normal', for han er ikke normal. Men han har lært nogle sociale spilleregler i kraft af sine ligesindede, og fordi han har fået et personligt overskud gennem sine faglige sejre. I dag kan han begå sig overalt, og han har fået lov til at være den, han er. Desværre er det bare ikke altid særlig nemt. Jeg tror, han ville ønske, han bare var normal."